Politik fra rødderne

Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Fløjene i Venstre er ofte opfundet af partiets modstandere

Venstre har i de sidste uger været igennem en magtkamp, hvor der er blevet fokuseret på de forskellige fløje, som der skulle være i partiet. I skrivende stund kendes udfaldet af magtkampen ikke, men undervejs har iagttagere og kommentatorer forsøgt at beskrive fløjdannelserne ud fra kulturelle forskelle.

Mange forsøger at iagttage partiet gennem den efterhånden klichéfyldte prisme om et ”Højskole-Venstre vs. Handelshøjskole-Venstre”. Det står ikke klart, hvornår dette skel præcis er opstået. Mit bud er, at det er partiets politiske modstandere – som oftest kulturradikale københavnske skribenter omkring aviserne Politiken og Information – der i slutfirserne skulle forklare V's ideologiske oprustning under den daværende næstformand Anders Fogh Rasmussen, som lagde grunden for det vokseværk partiet i årene herefter oplevede især i byerne. På det tidspunkt profilerede V sig stærkt overfor regeringsfællerne, den daværende ”storebror” De Konservative, som de ideologisk renfærdige.

”Onde-Venstre”

For V's modstandere lå det derfor ligefor at fremmane modsætningen mellem ”de onde” benhårde, bundlinjeorienterede og iskolde ideologer fra ”Handelshøjskole-Venstre” under Fogh og til dels Uffe Ellemann-Jensen og så ”de gode” og renhjertede, åndfulde grundtvigianske (men i offentligheden ret usynlige) pragmatikere fra landet, som godt nok var liberale, men ikke så meget, at det gjorde noget. I virkeligheden en slags socialdemokrater med stråhat.  Dem har man så siden kaldt ”Højskole-Venstre”, selvom det ligger nogle generationer tilbage, at Venstre-folk var så dårligt uddannede, at de måtte på højskole for at tænke selv og lære at skrive og regne. I dag er højskolen i stedet et sted, hvor en meget bred del af ungdommen – uanset baggrund – bruger et år på at finde sig selv og lærer alt muligt andet end at skrive, regne og synge med på Grundtvigs salmer. I øvrigt er det de færreste V-folketingsmedlemmer, der har gået på handelshøjskole. Fogh og Ellemann var universitetsuddannede økonomer, mens andre V-ideologer som Bertel Haarder er cand. scient.pol. (men tidl. højskolelærer) og Søren Pind jurist.

Det tabte ”Ur-Venstre”

Et egentligt ”Handelshøjskole-Venstre” forstået som en gruppering, hvor folk har gået på en skole, der i dag i øvrigt kalder sig for ”business school”, har aldrig eksisteret. Det er dog hævet over enhver tvivl, at V i en periode frem til cirka 1999 var mere ideologisk fokuseret, end man har set i de senere år, og man må også konstatere, at ofte oversete og marginaliserede kræfter også i V har påberåbt sig ånden fra ”Højskole-Venstre” som et slags ”Ur-Venstre”, som beklageligvis med samfundsudviklingen har tabt kampen til ”Handelshøjskole-Venstre”. Spørgsmålet er, om der ikke snarere er tale om to slags ”Fantom-Venstre”, som aldrig rigtigt har eksisteret.

En mere neutral betegnelse af fløjene er ”Land-Venstre” vs. ”By-Venstre”, altså en geografisk opdeling, hvor man forsøger at se nogle politik-forskelle. Som oftest er det den samme prisme, der anvendes primært af de politiske modstandere, men efterhånden også er overtaget som indiskutabel ”sandhed” af neutrale iagttagere, hvor det igen er de ”neoliberale” kolde hjerner og centralister i By-Venstre vs. de milde og glade ”frisindede” decentralister i ”Land-Venstre”.

”Gylle-Venstre”

Men sådan er det ikke altid. Når det gælder miljøpolitik, så forholder det sig faktisk helt omvendt. Så er de onde ifølge partiets politiske modstandere ”Land-Venstre” eller mere ekstremt: ”Gylle-Venstre” og ”Det Brune Venstre”, hvorimod ”By-Venstre” er de pragmatiske og konstruktive, som indser, at miljøregulering er vejen frem.

I halvfemserne lå Venstres top og især chef-ideologen Anders Fogh Rasmussen i åben krig med Sønderjyllands amtsborgmester Kresten Philipsen, som også var formand for Amtsrådsforeningen. Dengang var der også tale om to fløje, men her gik skellet mellem ”Kommunal-Venstre”, som var de forhandlingsorienterede praktikere, og så ”Christiansborg-Venstre”, der blev beskyldt for ideologisk profilering uden forbindelse til virkeligheden.

Jysk og protestantisk

Er der så ikke forskelle i livssynet? Formentlig. Det er nok mere almindeligt at investere flere penge i pænt præsentabelt tøj i byernes forretningsliv end det er nødvendigt i erhverv på landet. Men fælles for venstrefolk er dog også, at man ikke klatter penge – eller ”knappe ressourcer”, som det hedder på økonom-sprog – unødigt væk.

Venstre er helt grundlæggende et jysk protestantisk parti, hvor man ser sig selv som påholdende, flittig og nøjsom og især bruger skattekronerne fornuftigt (i modsætning til Socialdemokraterne, skal man forstå). Partiets rygrad historisk, kulturelt, organisatorisk og ikke mindst medlemsmæssigt er i Jylland. Men i den aktuelle debat er kritikerne af Lars Løkkes pengeforbrug faktisk også kommet fra Sjælland og enkelte københavnske kredse.

I V deler man sådan set de grundlæggende værdier. Uanset om man har gået syv år i den stråtækte eller har længere uddannelse. Eller bor i byen eller på landet.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57