Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Flittige leverandører til sprogets kirkegård

”Et andet hæsligt fænomen i debatkulturen er også udbredt og bruges helt ureflekteret af mange politikere og debattører: ’Jeg er nødt til at sige…’ Vi er vist ovre i den patetiske afdeling.”

Mange besynderlige vækster gror blandt vore politikere. Jeg vil her tillade mig at lufte min undren over et forhold, som giver alvorlig støj på linjen og måske er en del af forklaringen på befolkningens manglende tillid til politikerne. Her i skrivende stund – i slutfasen af valgkampen op til folkeafstemningen - et grimt problem for dem.

Jeg tænker på det fænomen, at politikere er dybt afhængige af at kunne kommunikere, at kunne bruge vort sprog til at formidle synspunkter og pointer. Min undren gælder det forhold, at så mange politikere – trods deres fags kommunikative karakter – er så ualmindeligt pauvre sprogbrugere. At de har så fattigt et sprog og i så udpræget grad løber halsende efter hinanden og dyrker tilfældige, sproglige trends. Åbenlyst fuldkommen uden semantiske overvejelser.

Lad mig blive lidt mere konkret: Lige nu har der bredt sig en ny sproglig trend i debatkulturen. Jeg forsøger at følge de politiske debatter, vores elektroniske medier overfodrer os med. Medierne er ikke uden medskyld i, at de ofte udvikler sig til latterlige mundhuggerier, hvor man i realiteten ikke kan høre noget, fordi deltagerne kæfter op i munden på hinanden.
Debatten bliver til støj uden mening endsige indhold.

Politikerne tager skærebrænderstemmen på og kommer med udsagn som: ’Lad vær’ med at afbryde mig. Nu må det vist være min tur’.

Trenden lige nu er vendingen ’Prøv lige at hør’ her’ eller variationer over frasen. For et par måneder siden var det kun enkelte politikere, der benyttede den, men siden har det bredt sig, og nu er det snart sagt hver anden debatterende, der er med på trenden.

Jeg tænker, at udtrykket blev adopteret af politikere, der kunne høre, at det lyder lige lovlig frøkenfornærmet at frabede sig afbrydelser eller ligefrem udbryde: ’Nu er min tur!’ Så er det meget friskere at udtrykke iver med et ungdommeligt ’Nej, prøv at hør’ her’. Og det virker faktisk, har jeg bemærket – endnu da; studieværter og meddebattører tier faktisk.

Vendingen henregner jeg til de udtryk, politikere tager til sig for at virke folkelige. I nært slægtskab med, da Pia Kjærsgaard på et tidspunkt fyndigt afsluttede et indlæg fra Folketingets talerstol om noget, der forargede hende, med: ’Hold nu op!’ Udtrykket bredte sig på det tidspunkt hastigt blandt unge og betyder ikke ’klap i’, men nærmest det samme som ’vorherre bevares’, ’hold da op’ eller nogle generationer tidligere ’Må jeg nu be’ om mine himmelblå!’. Det var vist, efter at Kjærsgaard var holdt op med at kalde alt, hun ikke brød sig om, for grotesk. I den periode hørte man hende sjældent komme med et udsagn, uden at 'grotesk' indgik.

 ”Et andet hæsligt fænomen i debatkulturen er også udbredt og bruges helt ureflekteret af mange politikere og debattører: ’Jeg er nødt til at sige…’ Vi er vist ovre i den patetiske afdeling.”

Der går nok ikke længe, før jeg – i takt med at ’hør lige her’ breder sig – bliver grundigt træt af at høre det hele tiden. Men jeg tvivler på, min afsky vil nå de højder, et andet udtryk gjorde. Det er i grunden et udtryk, der har eksisteret i årtier og – når det anvendes rigtigt – kan give ganske god mening. Men her var der tale om en nærmest epidemisk raptus, der fortsatte og fortsatte.

Til samme kategori hører ’Der er ingen tvivl om …’. Et udtryk, der får mig til at spænde hanen på min sprogpistol. I en uendelig lang periode flaksede udtrykket gennem luften. Det var mere end sjældent, man hørte en politiker, der ikke brugte udtrykket flittigt. Og for manges vedkommende var der nærmest tale om en mani. De hårdest ramte – og dem var der en del af – var ude af stand til at begynde en sætning, uden at den manglende tvivl skulle trækkes af stalden. Ofte uden at det gav nogen som helst mening.

Nu er der jo tale om en vending, der har en betydning. Og faktisk en ganske markant. Nøgternt set betyder ’der er ingen tvivl om …’, at det efterfølgende udsagn er fuldkommen uomtvisteligt. Her er tale om nøgterne kendsgerninger, der ikke kan diskuteres – her kan selv den største kværulant ikke ytre den fjerneste tvivl.

I begyndelsen af epidemien, mens jeg endnu var i stand til at knytte en mening til udtrykket, var det virkelig artigt at høre politikere bruge det i forbindelse med løse påstande, egne tågede antagelser, personlige følelser eller fordomme og lodret, udokumenteret propaganda. Men man får jo opbrugt adrenalinen, og udtrykket mister betydning og bliver blot et irritationsmoment – en falsk tone i melodien. Og så holder man jo op med at høre efter.

Et andet hæsligt fænomen i debatkulturen er også udbredt og bruges helt ureflekteret af mange politikere og debattører: ’Jeg er nødt til at sige…’ Vi er vist ovre i den patetiske afdeling. Udtrykket belægger det efterfølgende med alvorstung patos. Nu kommer der noget, som MÅ siges, selvom det er ubehageligt. Her er en virkelig ærlig person, der nu vil lade sin høje etik og sit moralske mod tale.

At klistre et sådant udtryk på politiske postulater er usmageligt og vidner om en umådelig sproglig fattigdom. Dertil kommer, at udtrykket mobiliserer følelser hos os – vi forbereder os ubevidst på at få læst og påskrevet. Men den slags følelser tåler jo ikke at blive mobiliseret i tide og utide, så de stopper hurtigt. Misbruget sender endnu en god, dansk vending på den sproglige losseplads. Og vores manglende tillid til politikerne får et lille nøk mere.

I skrivende stund aner jeg ikke, hvad folkeafstemningen om retsforbeholdet ender med. Men nej-sigerne står godt i meningsmålingerne, og ja-partierne har tilsyneladende tabt valgkampen på gulvet. Det har ellers ikke skortet på sproglige blomster, men kommunikationen har ikke haft det godt. Som Lars Løkke, der fik vendt en logisk, gammel talemåde på hovedet: ’Er du i tvivl, så lad være’. Det blev til Løkkes ’Er du i tvivl, så sig ja’. Det udsagn vakte en del furore. Et andet af hans udslip har givetvis givet en del nej-stemmer. Løkke fik udvidet udsagnet om, at et ja er et ja til bekæmpelse af narkobander, tyvebander og pædofiliringe med: ’Har man en anden ambition, så skal man stemme nej.’

Sådan! Her har vi måske et bud på, hvorfor så mange politikere så sjældent evner at eller tør kaste sig ud i sproglige fornyelser. For så kan der opstå tvivl. Uha-uha.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57