Af Knud Abildtrup
 | 
Redaktør, dknyt
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Find Odins to ravne frem i stedet for soldaterne

”Hvis formålet endelig skulle være at skabe tryghed, kræver det nok mere end sorte jakker og symbolik fra Valhalla.”

De sorte vindjakker med rygmærker prydet af en dannebrogs-skægget Odin er for længst bestilt og delt ud. De første ’soldater’ er begyndt at patruljere i nattelivet rundtomkring. Og med den foreløbige medieomtale, de selvbestaltede borgerværn med det militante navn ’Soldiers of Odin’ har fået, kunne det se ud til, at den finsk-inspirerede form for organiseret selvtægt med åbenlyse tråde til det fremmedfjendske, højrenationalistiske miljø er kommet for at blive – indtil videre da.

De sortklædte vil være ’nattens øjne’, skabe ’tryghed i gaderne’ og  om nødvendigt gribe til civile anholdelser. Hm.

 ”Hvis formålet endelig skulle være at skabe tryghed, kræver det nok mere end sorte jakker og symbolik fra Valhalla.”

Debatten både på de sociale og i de gamle medier går på, om de rockerlignende typer udelukkende skal opfattes som voldsparate tæskehold med nazi-sympatier – eller besindige borgere, der reagerer mod stadig færre patruljerende betjente efter politireformen, sådan som de præsenterer sig selv – eller et sted midtimellem.

- En selvbestaltet borgerværnsgruppe på patrulje i natten - det har vi ikke brug for! Politi og Natteravnene er der, lød det fra Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S), for hvem organiseret magtanvendelse ligger tryggere i hænderne på politietaten. På øen er antallet af anmeldte voldsepisoder faktisk styrtdykket gennem de senere år.

I Kalundborg, der ifølge DR har haft faldende kriminalitet gennem flere år, vurderede borgmester Martin Damm (V), at ’Det, de siger med at gøre en utryg by tryg ... Jeg tror nærmere, man gør en tryg by utryg med deres tilstedeværelse.’

Og justitsminister Søren Pind (V) mente ikke, at ’den form for selvtægtslignende adfærd tjener noget. Tværtimod vil det føre til, at bekymringer vokser og konflikter eskalerer’, lyder det fra ministeren, mens Odins fodfolk ved deres hvervemøder har brugt mange kræfter på at distancere sig fra at skulle være racistiske flygtninge-modstandere og bedyret, at indvandrere tværtimod skulle være velkomne i geledderne.

Brandværn og fædregrupper

Hvis formålet endelig skulle være at skabe tryghed, kræver det nok mere end sorte jakker og symbolik fra Valhalla. Måske var det værd at overveje, hvorhen det etablerede, lovlydige samfund kan pege, når bekymrede borgere får lyst til selv at gøre en forskel på gadeplan. Utilpassede uromagere i ghettoområderne er med fordel blevet henvist til brandkadetkorps – hvor man også får uniform og disciplin – og gør uomtvistelig samfundsnytte. Frivillige brandværn findes i dag mest i det sønderjyske, men det er måske heller ikke det, der ville tiltrække dem, der i dag søger mod borgerværnene.

Så er der Hjemmeværnet, og herfra skal ikke lyde en opfordring til at dreje Hjemmeværnets opgaver fra at bekæmpe ydre til selvopfundne indre fjender.  Men der er jo også Natteravnene – som nok mest rekrutterer blandt teenageforældre, som gerne bistår med kaffe, kondomer og ædru voksen-tilstedeværelse i nattelivet.

De har som regel også varme uniformslignende jakker – og intet behov for at bruge vikinge-symboler. Men for at blive i natteravns-billedet så var der noget med to ravne på Odins skuldre: Hugin og Munin. De fløj hver morgen ud i verden og satte sig om aftenen på overgudens skuldre og fortalte, hvad der skete. Fuglene skulle være dem, der både tænker mere over tingene, og dem, der husker mere end de fleste.

Lad dem flyve til Athen og Budapest og så komme tilbage og fortælle Odin lidt om, hvordan sortklædte bøller med nationalistiske symboler dér optræder overfor minoriteter. Den slags har vi ikke brug for mere af. Men civilcourage, når det gælder, nabohjælp, fædregrupper, brandkadetter og kloge ravneflokke – kom endelig an, også med ens jakker.

Integration

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57