Politik fra rødderne

Af Christina Busk
 | 

Finansloven er mere interessant end Robert

Finanslov. Tommetykke bøger bliver kastet ind gennem vinduet på Chris-
tianborg. Finansloven er landet. Dræbende kedeligt eller vanvittig spændende?

Det er muligt, at man ikke interesserer sig meget for økonomi, men finansloven er jo en af grundstenene i vores demokrati. Hvordan skal ressourcerne fordeles? Skal vi tage fra de rige og give til de fattige, eller omvendt?

Nå ja, så sort-hvidt kan man vel ikke stille det op. Men også en finanslov sender tydelige signaler om værdier og prioriteringer, og den fortæller samtidig historien om, hvordan det værdipolitiske landskab tegner sig. Eller gør den? Indimellem kan man jo godt blive lidt forvirret i det værdipolitiske landskab. Indimellem kan man godt miste retningen i det landskab, som tegner vores samfund. Ind-imellem kan det virke, som om kompasset er gået helt i stykker. Eller måske er det simpelthen sådan, at nogen har glemt at tage det med.

Jeg lyttede til en debat i radioen, hvor en analyse – i en populær udlægning – lød: Foråret er reformernes tid. Om foråret bliver der strammet op, luget - eller sultet ud? Om efteråret sættes der plaster på såret. Om efteråret repareres der. Efteråret er tiden til at læge de sår, der trods alt er blevet for brutale virkninger af reformerne. Se, det er jo interessant.

Etisk set kunne man forstå analysen således:  Om foråret betragter vi samfundet med de konsekvensetiske briller, vi retfærdiggør altså reformerne ud fra rationelle betragtninger. Om efteråret besinder vi os og betragter vores samfund fra det mere nærhedsetiske perspektiv, hvor vi fokuserer på at tage vare på og drage omsorg for.

Det konsekvensetiske forår og det nærhedsetiske efterår. Foråret er den tid, hvor vi går rationelt til værks: Det skal nytte noget, det vi gør. Vi skal rationalisere og kvalificere. Men det gør ondt. Efteråret, med finansloven, bliver så tiden, hvor der drages omsorg for de reformramte sjæle. Der bliver også noget til både skolerne og samfundets mest udsatte i år.

Men er den politiske linje så et udtryk for en etisk balance mellem det stærkt nytteorienterede og den nærhedsetiske velfærdstradition?

Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, man fra politisk hold nødvendigvis forholder sig til etiske balancer. Den værdipolitiske debat har på mange måder fortonet sig og overladt debatarenaen til hvad? For hvis vi i samfundet ikke diskuterer værdier, hvad diskuterer vi så?

Vi diskuterer enkeltsager om halalslagtet kød på et slagteri i Aarhus. Vi diskuterer ”dovne Robert”, som om han var prototypen på alle i dagpengesystemet. Jeg er godt klar over, at enkeltsager er knivskarpe til at sætte fokus på en problemstilling, men hvor bliver det dog også ofte bare uendelig ligegyldigt, så længe ingen interesserer sig for, hvorfor vi diskuterer det. Hvad er de grundlæggende værdier, og hvilke grundlæggende principper er det, der er på spil, når vi taler om halalslagtet kød i Aarhus, eller når vi forarges over dovne Robert?

Ret og pligt

Det værste ved det er, at jeg tænker, at jeg er da fuldstændig ligeglad med, om de halalslagter kød i Aarhus, eller om Robert er doven og udnytter systemet. For hvad skal man egentlig mene om det? Hvad er det, jeg skal tage stilling til? Om jeg vil spise halalslagtet kød eller ej? Om jeg synes om Robert eller ej? Fokus på enkelthistorierne får alle vores 'synsninger' frem, ikke vores holdninger. Og pludselig handler debatten mere om Robert end om de værdier, vi burde diskutere.

Hvis nogen bare gad at mande sig op til at trække de store linjer i de små debatter, så ville det være meget nemmere at forholde sig til.

Vi skal interessere os for halalslagtet kød i Aarhus, fordi det er nødvendigt, at vi forholder os til og diskuterer værdien tolerance i vores samfund. Vi skal forholde os til halalslagtet kød, fordi det handler om, hvordan vi vægter værdierne integration og assimilation. Det er interessant at diskutere dovne Robert, fordi  han udfordrer vores normer om ret og pligt. Så lad os tage en diskussion om ret og pligt i stedet for at lade Robert fylde hele æteren.

Hvilke værdier skal vores samfund være båret af? Hvilke værdier danner grundlaget for den måde, vi skal fordele ressourcerne på, og dermed hvilken retning det er vi drejer vores samfund i? Det kan vi sagtens diskutere samtidig med, at vi diskuterer reformer og finanspolitik.

De politiske debatter bliver på overfladen, og vi diskuterer enkeltpersoner og enkeltsager, og det er da fint nok, spændende og så igen så dræbende uinteressant.

Vi skal interessere os for både finansloven og reformerne, forsøge at forstå dem og de værdimæssige prioriteringer, der ligger bag, netop fordi der her tegnes store linjer, der afspejler de politiske værdier. Sagen er måske bare, at vi mangler debattører, som gør finanspolitik lige så værdipolitisk tilgængelig at diskutere for almindelige borgere som sagerne om Dovne- Robert og halalslagtet kød.

Men hvem tager så stafetten på det? Ja, det er så en helt anden sag, for er det medierne eller er det politikerne, der styrer den politiske debat? Nogle gange bliver man lidt i tvivl. 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57