Af Rasmus Jønsson
 | 

Favorittens koncept er ved at være på plads

Enhedslisten står til at få et kanonvalg i København, hvor målinger har dem til at ligge på den anden side af 20 procent, hvilket er en fordobling i forhold til sidste valg. Og efter at Enhedslisten for et par uger siden fik kandidatlisten klar til novembervalget, er de nu også ved at have hovedlinjerne i deres valgkamp på plads. Der vil særligt være tre fokusområder i Enhedslistens valgkamp. Den første mærkesag handler om boliger, hvor Enhedslisten vil forsøge at få oprettet et kommunalt boligselskab, der skal kunne være med til at afhjælpe den mangel på boliger, som listen opfatter som et af byens største problemer de kommende år. Under boligtemaet vil der også blive satset på at styrke de almennyttige boligselskaber.

Synkronvalgkamp

Den anden mærkesag for Enhedslisten vil tage afsæt i klimaet og det grønne og det vil ikke overraskende komme til at blive konkretiseret med en kamp for cyklerne mod bilerne og til at illustrere det, skal kampen mod Frank Jensens havnetunnel bruges offensivt. Den tredje mærkesag vil omhandle social ulighed, hvor Enhedslisten blandt andet vil forsøge at slå sig op som nogle, der kan skabe flere jobs og få ryddet op i byens sociale problemer.

Set ud fra nuværende tidspunkt er det tankevækkende, så stor overensstemmelse, der er mellem de to konkurrerende venstrefløjspartiers valgkamps set-ups. Som beskrevet her i Københavneriet i Kommunen for et par uger siden, vil SF også satse på cykler over for biler, være imod havnetunnelen, arbejde for at skabe flere jobs og bekæmpe den sociale ulighed. Så vi må håbe, at SF og Enhedslisten formår at differentiere sig noget mere, når mærkesagerne frem mod valget skal foldes ud, for ellers kan det godt ende med en synkronvalgkamp på venstrefløjen, der ikke bliver specielt ophidsende at følge.

En aktiv kampagneform

Enhedslisten vil  brænde over 1 ½ million af på at føre valgkamp i hovedstaden, og allerede nu har de ansat en fuldtids-kampagnemand til at være tovholder. Partiet har også en stor og forholdsvis aktiv medlemsskare på omkring 3200 medlemmer, som skal bruges aktivt til at føre kampagne på gader og stræder. Planen er at føre en traditionel Enhedsliste-kampagne, hvor der er mere fokus på det samlede hold end på enkelte kandidater. Men mon ikke også den populære Johanne Schmidt-Nielsen – der også bor i København – er tiltænkt en betydningsfuld rolle særligt i valgkampens slutspurt. Enhedslisten på Borgen har i hvert fald også brug for at få et kanonvalg i Købehavn, som vil cementere partiets position som det nye store populære venstrefløjsparti.

Internt i Enhedslisten er der heller ikke de store problemer med at mobilisere fremgangen på landsplan, og de flotte målinger i København har skabt en stor tro på et kanonvalg. Nogle steder er optimismen så stor, at man ikke opfatter det som helt urealistisk, at Enhedslisten kan blive større end Socialdemokratiet. Men listens spidskandidat Morten Kabell går dog ikke med en overborgmester-drøm i maven - den post mener han uden tvivl lander hos S og Frank Jensen. Derimod er forhåbningerne mere rettet mod at få vekslet et flot valg til to borgmesterposter, og hvis den ene af de poster bliver den præstigefyldte teknik- og miljøborgmesterpost, vil det slet ikke gøre noget.

Nye akutjobtal

Københavneriet i Kommunen har også i denne uge fået fingrene i de nyeste tal for akutjobordningen, så vi kan tage pulsen på, hvordan det går med at indfri målsætningen om at ansætte 300 akutjobbere i kommunens forvaltning. I perioden 9. januar til 19. februar er der blevet ansat 13 nye akutjobbere i forvaltningerne, så Københavns Kommune kan nu bryste sig af i alt at have ansat 49 akutjobbere.

Den radikale Anna Mee Allerslevs forvaltning fører med 19 akutjobbere, det er dog kun et knebent forspring ned til Anne Vang (17), der ligger på andenpladsen. Derefter kommer SF’erne Ayfer Baykal (4) og overborgmester Jensen, Venstres Pia Allerslev (3) og Enhedslistens Mikkel Warming der alle har ansat 3 akutjobbere i deres forvaltninger. På jumbopladsen ligger SF’eren Ninna Thomsen, der endnu ikke har formået at ansætte en akutjobber.   

Politiktyv

I den løse sladder på Rådhusets gange bliver der talt en del om den radikale spidskandidat Anna Mee Allerslev. Hun er jo kendt for at være om sig og byde ind på alt, hvad der kan krybe og gå af dagsordner. Men nu er nogle også lidt sure på hende, fordi de mener, hun er 'politiktyv'. Blandt andet skulle nogle af hendes tanker i forhold til at løse problemerne omkring hadforbrydelserne være planket. Generelt er Anna Mee Allerslev ved at nå Ayfers niveau, når det gælder om at være udsat for negativt spin på Rådhusets gange.

Der bliver også holdt godt øje med, hvordan Anne Vangs kritiske udfald mod regeringens vækstpakke lander. For der er ingen tvivl om, at det er fristende for flere af partierne på Rådhuset at bruge modellen 'oprøret mod moderpartiet' som løftestang til at få noget medieopmærksomhed. Og særligt hos S og SF kan der være billetter i at signalere, at man på Rådhuset tør gøre alt det, som regeringen ikke tør.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57