Af Jan Hoby
 | 
næstformand, Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)
LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening, med mere ned 10500 medlemmer. LFS er landets eneste fællespædagogiske fagforening, der organisere faglærte og ufaglærte på hele det pædagogiske arbejdsområde. (døgn og dag). LFS's forbund er FOA.

Fagbevægelsen og den offentlige sektor i partnerskab for velfærd

”Vi tror på arbejds­fællesskabet som begreb. Vi skal væk fra ydre motivationsstyring, der fortæller offentlige medarbejdere, hvordan de skal udføre deres arbejde, og tilbage til indre motivations­styring, der handler om hvorfor. Det taler nemlig til ildsjælen i alle professionelle.”

Presset på velfærden er bastant, og der er ikke de store udsigter til, at velfærdsopgaver som børnepasning og omsorg for gamle, syge, handicappede og udsatte kommer længere frem i ressourcekøen i de kommende år. Det mærkes ikke bare af de borgere, der modtager velfærdsydelser. Det mærkes i særdeleshed også af pædagogerne, SOSU’erne og alle de andre, der har den daglige kontakt med borgerne. De nedslides, de går ned med stress, og de oplever, at arbejdet mister mening, fordi de ikke længere kan levere på det niveau, der tilfredsstiller deres faglighed.

Vi kan som fagforeninger vælge at begræde udviklingen, skrue op for parolerne og for den individuelle psykosociale hjælp til de medlemmer, som er gået ned med flaget. Men vi kan også vælge at gå en anden vej via et konstruktivt partnerskab med vores kommunale arbejdsgivere. Det har vi som fagforeningen LFS valgt at gøre ved at sætte et anderledes aftryk i den seneste budgetaftale for Københavns Kommune. Vi har gen-introduceret begrebet arbejdsfællesskaber, og vi har fået politikerne som medspillere. Aftalen er en udløber af Tillidsdagsordenen og ønsket om et stærkere MED-system. Vi oplever, at Børne- og Ungeforvaltningen rent faktisk prøver, for også politikerne og DJØF’erne på rådhuset har indset, at den bevidstløse strøm af regler og kontroller fra New Public Management-perioden har spillet fallit.

”Vi tror på arbejds­fællesskabet som begreb. Vi skal væk fra ydre motivationsstyring, der fortæller offentlige medarbejdere, hvordan de skal udføre deres arbejde, og tilbage til indre motivations­styring, der handler om hvorfor. Det taler nemlig til ildsjælen i alle professionelle.”

Vi skal bare sammen finde noget andet at sætte i stedet. Det er hér, vi tror på arbejdsfællesskabet som begreb. Vi skal væk fra ydre motivationsstyring, der fortæller offentlige medarbejdere, hvordan de skal udføre deres arbejde, og tilbage til indre motivationsstyring, der handler om hvorfor. Det taler nemlig til ildsjælen i alle professionelle.

Jeg kan næsten høre, hvordan harmen rejser sig hos nogle læsere. For siger Jan Hoby, den ræverøde fagforeningsmand, at offentligt ansatte bare skal klappe hælene sammen og stiltiende acceptere de stadig mere elendige rammevilkår for vores arbejde? Og siger jeg, at vi skal stramme ballerne og arbejde mere for mindre? Nej, det er ikke det, jeg siger. Men jeg siger, at vi som velfærdsmedarbejdere har to valg: Vi kan sætte os hen i hjørnet og vente på, at vilkårene igen bliver så gode, at vi kan gå glade på arbejde. Imens kan vi være sure, bagtale hinanden og vores ledere – og især DJØF’erne oppe i forvaltningen, som åbenbart lever og ånder for at genere os mest muligt. Men vi kan også vælge at blive ved med at kæmpe for bedre rammevilkår samtidig med, at vi gør en indsats for at gøre vores arbejdspladser til robuste og tillidsbaserede arbejdsfællesskaber, hvor vi er gode kolleger, der behandler hinanden ordentligt og arbejder på at dyrke den arbejdsglæde, der er.

Solskinsvænget eller Regnvejrsdalen

Vi kan eksemplificere med to børnehaver, der ligger tæt på hinanden og modtager den samme ”slags” børn. De har de samme kommunale bevillinger og normeringer. I børnehaven Solskinsvænget er der meget lille udskiftning i medarbejderstaben, og der er usædvanlig lavt sygefravær. Til gengæld viser de kommunale trivselsmålinger, at trivslen er høj. Pædagogstuderende, der er i praktik i Solskinsvænget, skriver næsten altid i deres evalueringer, at det, der gør størst indtryk, er den gode tone i medarbejdergruppen og så det, at folk er så gode kolleger: Man giver en hånd med, når det er nødvendigt, og man sladrer ikke om hinanden. Er der uenighed, taler man åbent og professionelt om det.

I børnehaven Regnvejrsdalen har man ikke praktikanter, for det oplever man ikke at have ressourcer til.  Sygefraværet er over det kommunale gennemsnit, og p.t. er to medarbejdere langtidssygemeldt på grund af stress. Der hviskes i krogene om, at den ene sygemelding nok mest handler om, at medarbejderen har følt sig mobbet af de andre ansatte på stuen. Der hviskes i det hele taget en del i hjørnerne i Regnvejrsdalen, og der er en del konflikter mellem stuerne, fordi man hver især synes, at de andre tager for lidt fra, når dagligdagen er presset. Medarbejdergruppen i Regnvejrsdalen er dog enige på ét punkt: Det er de evindelige besparelser og det deraf følgende høje arbejdspres, der ødelægger arbejdspladsen og arbejdsglæden.

Regnvejrsdalen er havnet i jeg-orker-heller-ikke-i-dag-land, hvor udefrakommende rammer bliver brugt som begrundelse for, at man sladrer om hinanden og hæger om egne interesser. I Solskinsvænget har man derimod fået skabt sig et arbejdsfællesskab, hvor man på trods af de givne rammer formår at løfte i flok på en konstruktiv måde. Man har ikke kun fælles matrikel. Man har fælles forståelse af kerneopgaven.

Solskinsvænget og Regnvejrsdalen er fiktive. Men alle, der kommer på offentlige arbejdspladser, kan udpege deres egne udgaver af de to prototyper. Og hvis der kommer flere Regnvejrsdale end Solskinsvænger, er der stor risiko for, at vi som offentligt ansatte selv er med til at beskadige den velfærdsstat, som vi er rigtig mange, der gerne vil bevare. Derfor er et af de vigtige svar på den trængte velfærd, at vi på alle niveauer arbejder på at skabe robuste arbejdsfællesskaber, som er arbejdspladser, hvor der er fokus på kerneopgaven, og hvor alle uanset stillingsbetegnelse oplever ansvar og føler sig relevante i forhold til kvaliteten. Ambitionen er, at når kolleger forlader et tillidsbaseret arbejdsfællesskab, gør de det, fordi de søger nye faglige udfordringer, oplevelser og muligheder. Når de forlader deres arbejdsplads, bør de kunne vende sig om og med stolthed sige, at den arbejdsplads aldrig ville have været så god uden mig og uden vores arbejdsfællesskab. Et arbejdsfællesskab er derfor også en effektiv organisation.

Ét stort arbejdsfælleskab

Det lyder smukt. Men er det ikke arbejdsgiverens ansvar, kunne man spørge. Jo, det er det bestemt. Men vi mener faktisk også, at det er fagbevægelsens opgave at tage hånd om vores fælles trivsel. Ellers bliver fagforeningerne reduceret til en krydsning mellem indkøbsforeninger og individuelle klageinstanser. Fagbevægelsen må indse, at der ikke findes individuelle løsninger på dårligt arbejdsmiljø. Der findes kun kollektive, arbejdspladsfunderede løsninger. Dårligt arbejdsmiljø opstår hos den enkelte, men skal løses i fællesskab på arbejdspladsen. Alle ansatte på en arbejdsplads har et medansvar for hele arbejdspladsens arbejdsmiljø.

Vi vil gerne være med til at gøre Københavns Kommune til ét stort arbejdsfællesskab. Visionen er, at alle kommunens medarbejdere fra køkkenmedarbejderen i børnehaven til DJØF’eren på chefkontoret oplever, at de er hinandens kolleger, og at de er gensidigt bevidste om, at de begge er uundværlige for, at kerneopgaven kan lykkes. Det kræver, at politikere og forvaltning lever op til Tillidsdagsordenen og tager løfterne om medindflydelse til medarbejderne alvorligt, og at man udviser respekt for den kernefaglighed, som pædagogen, plejehjemsassistenten og alle de andre ansatte har. Men det kræver også, at vi som medarbejdergrupper arbejder konstruktivt på vores interne relationer og på vores samarbejde med vores kolleger i den øvrige del af kommunen. Kollegaen oppe på kommunen vil i bund og grund det samme som dig - levere godt arbejde. Og er I uenige om, hvordan det skal gøres, må det løses i gensidig respekt i og åben dialog i stedet for at gøre hinanden til fjendebilleder.

Vi vil som fagforening gå forventningsfuldt ind i processen, og vi vil i den grad holde politikerne i Københavns Kommune op på visionen. I respekt for, anerkendelse af og kærlighed til velfærdsstaten. Men først og fremmest, fordi der ikke er et andet og troværdigt alternativ til stærke, robuste og tillidsbaserede arbejdsfællesskaber. :

Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)  organiserer alle pædagogiske medarbejdere i København samt en række pædagogiske faggrupper i den øvrige del af hovedstads-området. LFS er del af FOA og har mere end 11.000 medlemmer.

Arbejdsmarked

Organisation & ledelse

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57