Af Rune Baastrup
 | 
Direktør

Fællesskaberne kommer

“For hvis et team af frivillige udmærket godt ved “at mor ikke er her,” bliver de praktiske opgaver en fælles forpligtigelse, der skal til for at realisere det dybere formål om at tage vare på de sårbare iblandt os.”

Rikke og Dorthe er to ildsjæle fra Herlev kommune, der med smittende liv i øjnene fortæller om deres arbejde med at starte nye og radikalt anderledes samtaler ved at ringe på udvalgte døre i et af de kvarterer, de sjældent hører fra, og forære beboerne en gave som samtalestarter.

Den ild, man mærker brænde indvendigt hos Rikke og Dorthe, er blot et af de tusindvis af små eksempler på den søgen, vi kan se i disse år, hos både lokalsamfund, kommuner og små og store foreninger efter måder at (gen)opfinde ideen om kommunen, lokalsamfundet eller organisationen som fællesskab på. Ikke kun fordi man ønsker at få mere for mindre, men ofte også fordi man oplever en lede ved de gængse måder, vi har indrettet os på.

Der kan spores en dybere længsel efter noget andet og mere meningsfuldt og bedre, end det vi kan forudse, vi opnår, hvis vi fortsætter med at gøre, som vi plejer, eller alene lader grønthøsteren skære stadig længere ind til benet. Man kan fornemme noget så fint som et ønske om at skabe fællesskaber sammen med andre, hvor vi kan høre til og handle sammen.

Som Bertel Haarder skriver et sted, så kan der hentes megen inspiration fra traditionen fra højskole- og andelsbevægelsen, hvor  “...danskerne lærte at samarbejde til fælles gavn i selvvalgte fællesskaber uden styring ovenfra.”

Højskolernes investering i evnen at samarbejde til fælles gavn, var med til at skabe en nation af folk der gør. Men det er en tradition, vi har givet for lidt plads de senere år. Vi har ikke mindst i de besluttende lag glemt den enorme styrke, der ligger i en potent relationel eller folkelig kultur. Også i civilsamfundet gælder det: Foreninger er i dag i høj grad drevet af professionelle sekretariater, der er ansvarlige for at udmønte foreningens formål og under hensyntagen til eksterne bevillinger.

Konsekvensen af denne driftmodel er ikke kun, at man er afhængig af eksterne midler og må indrette sit arbejde på, hvad der pt. er trenden hos fonde og offentlige puljer. Problemet er større endnu: sagen er at vi afkobler vores foreninger og institutioner fra forankringen i den hverdag og de liv, vi lever i vores nabolag, på vores arbejdspladser og skoler.

Det er netop her at folk søger efter nye veje i noget, vi i DeltagerDanmark plejer at kalde for en deltagerbølge, der tager fart i disse år. En lille historie kan bedst illustrere potentialerne i dette. Sind Ungdom er en sej lille forening, som I formentlig kommer til at høre mere til de kommende år. I forsøget på at styre uden om nogle af de fælder, den traditionelle driftmodel tilbyder, har Sind Ungdom taget et det modige skridt, at gå væk fra lønnede frivilligkoordinatorer til i stedet at investere kræfterne i at træne og bygge frivilligt lederskab og mere eller mindre selvkørende teams blandt de frivillige, der driver deres lokale klubber fra Esbjerg til Frederikshavn, Viborg til København.

“Sæt din kaffekop i opvaskemaskinen, din mor er her ikke”

De indbyggede konflikter, der ligger i den typiske model for en stor del af foreningsdanmarks tilgang til frivillighed blev tydelig for mig allerede da jeg indledte de første samtaler med frivillige og ansatte i Sind Ungdom.

Så hvordan ser den traditionelle model ud i Sind Ungdoms udformning? Kort sagt havde man de senere år opnået støtte fra Satspuljen til at understøtte udviklingen af flere frivilligt drevne klubber rundt omkring i landet, hvor psykisk sårbare unge kunne komme til klubaften og møde andre unge, der sloges med nogle af de samme svære ting i livet. Midlerne fra satspuljen gjorde at man kunne lønne en fuldtids sekretariatsleder til at varetage foreningens daglige drift og lokale frivilligkoordinatorer på deltid, der hvor man drev klubberne.

Den første klub jeg besøgte havde sin egen håndskrevne version af, hvordan konflikterne i sådan en model ofte optræder: “Sæt din kaffekop i opvaskemaskinen, din mor er her ikke”, stod der på en lap papir i det lille kælderkøkken og udtrykte de spændinger, der kunne mærkes i samtalerne. Flere af de lønnede koordinatorer havde følt sig så alene med og overbebyrdede af ansvar og opgaver, at de havde trukket stikket. Spurgte jeg til vurderingen af de frivilliges motivation for at bruge en aften hver uge i klubben var en af de hyppige bud blandt både faste frivillige og ansatte at en del kom for at “få noget på deres CV”. Altså en simpel transaktion: 3 timers frivillighed = bedre CV.

Skab samhørighed gennem historier, ansvar og handlekompetencer

Jeg blev i første omgang spurgt, hvordan Sind Ungdom bedst skulle tilrettelægge deres arbejde med de frivillige fremover, og de endte med selv at finde svarene på det spørgsmål gennem et sæt af dialoger og workshops, der alle tog afsæt i et nogle enkle principper, hvoraf jeg her skal nøjes med følgende:

1) At det ofte er os selv i foreningen og vores måde at organisere os på, vi skal starte med at se på, hvis vi ønsker at øge de frivilliges engagement.

2) At folk ofte også engagerer sig fordi de søger noget meget dybere og mere meningsgivende, end de snævre opgaver, vi centralt kan tænke os til

3) At folk har langt flere kræfter at kaste ind i de foreninger, de er medlem i, hvis vi forstår at åbne for denne mening, styrke vores relationer til dem og klæde dem på til en højere grad af lederskab

Sind Ungdom tog udfordringen op og forsøgte med en af sine ældste klubber at starte forfra, da deres lokale koordinator havde sagt at hun ikke magtede opgaven længere. Erkendelsen synes klar: vores model er ikke i sig selv bæredygtig, og vi må starte med at ændre vores organisering af arbejdet. Frem for at ansætte en ny, ville de forsøge at drive klubben ved at træne de frivillige til selv at stå for alt i en teamstruktur.

Hvis man spørger Sind Ungdoms sekretariatskoordinator hvordan dette skifte er lykkedes, falder en række pointer i en fortættet og engageret talestrøm.

For det første peger hun på at træningen i at finde de frivilliges egen motivation gennem historiefortælling har været lidt af en åbenbaring for dem:

“Når vi spørger til de frivilliges egne historier, hjælper det os til at se, hvad folk kommer med: At folk er her fordi det er dybt meningsfuldt på et personligt plan, og ikke fordi de vil have noget på CV.” Fortæller Mette Vestergaard og fortsætter

Det viser sig jo at ALLE, jeg mener ALLE, har en historie som knytter sig til psykisk sårbarhed. Nogen personligt, andre i nære familierelationer. Og det har givet los til oplevelsen af, at vi må stå sammen og vi må sgu gøre noget ved det sammen!”

“For hvis et team af frivillige udmærket godt ved “at mor ikke er her,” bliver de praktiske opgaver en fælles forpligtigelse, der skal til for at realisere det dybere formål om at tage vare på de sårbare iblandt os.”

At identificere den dybere motivation hos hinanden starter med et helt simpelt spørgsmål: hvorfor er du frivillig i Sind Ungdom? Når vi deler historier om hvorfor vi vil være med, sker noget helt andet, end hvis vi spørger hvad vi har lyst til at gøre. Vi giver vi lidt af os selv og det åbner et rum for nysgerrighed, hvilket er med til at skabe tillid og samhørighed, og hjælper den enkelte til at forstå egen motivation bedre - og til at fremelske den motivation i andre, fordi den slags smitter. Når vi begynder at spørge ind til  hvorfor, hjælper til at forankre foreningens arbejde i den enkelte og i et fællesskab - og gør det klart at vi ikke deltager for andres skyld alene - men i lige så høj grad for os selv. Fordi der er noget vi vil i verden og med hinanden.

Lytter man til Mettes beskrivelse af forvandlingen, de sidenhen har haft held med at skabe, er det svært ikke at bliver lidt forundret. Mette opsummerer forandringen sådan:

“For det første så tager det mere tid og sætte ting i gang og man skal investere mere menneskeligt og mere i det relationelle i starten, men når man så har gjort det, så er det som om, at det frivillige engagement blomstrer af sig selv.

Vi har haft nogle koordinatorer, der har brugt så meget tid på at servicere de frivillige, at de helt vænner sig til at andre ordner tingene for dem. Men de klubber, hvor vi er startet forfra og har brugt tid på det relationelle, der bruger jeg slet ikke tid på at servicere grupperne længere. Nu kører det bare, og det er fra et udgangspunkt hvor vi havde koordinatorer, der var ved at gå ned med stress!”

Processen har gjort at de frivillige bærer mere af arbejde selv, fordi de oplever at de gør det for hinanden og for dem selv - og ikke fordi en koordinator siger, at de skal. Og det er i øvrigt langt mere simpelt. Bertel Haarder har beskrevet det særegne ved arbejde, at det har det med at formere sig selv. Ansætter vi administrative og koordinerende medarbejdere, finder de også administrative og koordinerende opgaver at varetage. Måske er vi endt med at gøre vores drift og administration større, end den egentlig behøver at være?

For hvis et team af frivillige udmærket godt ved “at mor ikke er her,” bliver de praktiske opgaver en fælles forpligtigelse, der skal til for at realisere det dybere formål om at tage vare på de sårbare iblandt os.

“Vi skal stadig ansætte folk, men vi skal ansætte nogle andre typer,” konstaterer Mette Vestergaard og uddyber: “Vi skal i højere grad ansætte community organisere, der har de menneskelige ressourcer og kompetencer. Vi bruger vores tid anderledes - væk fra driften og ud at være til stede. I stedet for at ansætte administratorer, så ansætter vi nogen, der kan den type af lederskab, der former fællesskaber. De skal netop ikke ud og starte en klub; nej, de skal ud og få andre til at starte klubben”

Sind Ungdoms historie er ikke unik. Heldigvis ser vi mange steder at alt fra fagforeninger, kommuner og NGO’er til små idrætsforeninger forsøger at genfinde deres måde at skabe meningsfulde fællesskaber af folk, der vil udrette noget sammen.

Ove Korsgaard skriver et sted at “dannelse af såvel individuelle som kollektive identiteter har narrativitet som forudsætning. Menneskelivet og samfundslivet struktureres af de fortællinger, vi fortæller." At fortælle historier om, hvorfor vi er engageret i vores forening, ligger i direkte forlængelse af den historisk-poetiske oplysningstradition, der lagde grunden til andels- og højskolebevægelsen, og bidrog til at skabe den oplivning, der er afgørende for alt samfundsengagement.

Det er netop der, lidt fastlåste forvaltninger eller foreninger og stivnede fællesskaber tager fat i disse år, når de søger at genoplive deres evne til at engagere medlemmer og medborgere i handling. Det starter gerne med at vi fortæller en ny historie, sammen. Det lyder måske lidt vel flot, men det er ikke desto mindre også et spørgsmål om at svare den søgen efter mening i en løbsk verden, som ikke mindst unge med psykisk sårbarhed tæt på livet, står mit i. Kan vi sammen skabe fællesskaber, der fylder vores hverdag med betydning, så har vi uanede ressourcer som samfund. Det er smittende.

Netværk

Netværk

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57