Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist på kommunen.dk og dknyt

Etisk fordring med indbygget umoral

Hvis en partihopper faktisk skulle ønske at efterleve en aftale om at overlade sit mandat til en anden fra sit nu tidligere parti, så er det ikke en moralsk handling. Tværtimod kræver den et vist mål af umoral, idet vedkommende vil skulle opfinde en løgnagtig begrundelse for at få sin udtræden bevilget.

Partiskifter er noget, der kan bringe sindene i kog. Nogle mere end andre. Der er eksempler på, at de er sket på selve valgaftenen, så et valgresultat lige pludselig er blevet et andet end det, vælgerne havde bestemt tidligere samme døgn, og nå ja, så faldt der for resten lige en lønnet post af til den, der forlod sit parti.

Den slags kan gøre folk rasende, både vælgere og kolleger i politik-branchen, og det forstår man jo godt. Men der er også andre partiskifter, der kommer efter længerevarende forløb, hvor parterne med forskellig grad af aktiv medvirken bringer sig længere og længere fra hinanden, sådan at et partiskifte måske forekommer som en fornuftig udgang og i hvert fald ikke en åbenlys urimelighed.

I begge varianter er det de færreste partihoppere, der i egen person har fået tilstrækkeligt med personlige stemmer til, at deres mandat er kommet i hus uden hjælp af partistemmer, og derfor er et partiskifte ikke kun en sag mellem den valgte og nogle vælgere. Det er også en sag for det parti, der har fyldt op med listestemmer, så den pågældende kunne blive valgt.

De fleste partier har en dobbeltrolle her, for foruden det parti, der til sin ærgrelse må se et mandat spadsere udad døren, er der også ofte et parti, der står klar til at tage imod enten direkte eller efter en periode med løsgængerstatus. Enhedslisten har et formuleret princip om ikke at ville lade sig repræsentere i en valgt forsamling af en person, der i samme valgperiode er valgt for et andet parti, men alle andre partier tager lystigt imod praktisk taget ethvert ekstra mandat, hvis nogen byder sig til.

At det som regel ikke forhindrer de samme partier i at ærgre sig højlydt over og for nogles vedkommende endda skælde ud på en partihopper, når det er ens eget parti, det går ud over, er vel ikke andet end menneskeligt. Og lige så menneskeligt er det, at partier, der har oplevet det, kloge af skade forlanger fremtidige kandidaters underskrift på, at de i påkommende tilfælde vil nedlægge deres mandat, så partiet kan indsætte en ny i det pågældende byråd, eller hvilken forsamling det nu er.

Juridisk er en sådan underskrift fuldstændig ugyldig, og det ved alle parter udmærket. Den er et løfte – nogle ville sige en etisk fordring eller et moralsk løfte, andre ville kalde det en gentlemanaftale, selvom begge dele er selvmodsigende i situationen.

En gentlemanaftale er ifølge definitionen en uformel aftale, der bygger på gensidig tillid, og de partiinterne kandidathåndfæstninger er netop et formaliseret udtryk for mistillid. Og etisk eller moralsk er det slet ikke.

At være valgt til eksempelvis et byråd er borgerligt ombud; det vil sige, at det i princippet er et hverv, man har fået pålagt af sine medborgere og ikke kan undslå sig. Medmindre man opfylder de betingelser, der er fastsat for at kunne blive fritaget for det borgerlige ombud, og de er ifølge den kommunale valglov: ‘helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende’. Hverken mere eller mindre.

Politiske eller partiorganisatoriske grunde, som en partiskifte-håndfæstning vel nærmest må karakteriseres som, er ikke nævnt, og hvis nogen søger om at udtræde med en politisk eller partiorganisatorisk begrundelse, skal de efter reglerne have afslag. Så hvis en partihopper faktisk skulle ønske at efterleve en aftale om at overlade sit mandat til en anden fra sit nu tidligere parti, så er det ikke en moralsk handling. Tværtimod kræver den et vist mål af umoral, idet vedkommende vil skulle opfinde en løgnagtig begrundelse for at få sin udtræden bevilget.

En etisk fordring, der i sit udgangspunkt er uetisk.

Det ligner ikke en god løsning, og det er det da heller ikke; alene af den grund, at der ikke er kendte eksempler på, at den har virket. Partier, der ikke vil risikere at afgive mandater til andre partier, kan i stedet med fordel være mere omhyggelige med udvælgelsen af kandidater før valget og være mere opmærksomme på at håndtere uenigheder konstruktivt efter valget.

Eneste ulempe er, at det er mere besværligt end bare at sige ‘skriv under her’. Men hvis det skal være nemt, er der jo ingen grund til overhovedet at være i politik, vel?


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57