Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Et sælsomt trekløver i røg og damp

”Her må jeg lægge gåsefjeren et øjeblik for at få vejret. Sandheden er, at undersøgelseskommissionen blev mødt af en række vidner, der agerede som en rockerbande i en narkosag.”

Dønningerne efter en forrykt ung mands skuddrab i København har langtfra har lagt sig, og politikere og debattører giver den med tilstræbt national patos og manen til sammenhold om de demokratiske værdier. Men det koger og syder, og skarpe udfald undslipper.

Som for eksempel fra Børsens debatredaktør, Anders Foghs tidligere taleskriver, Christopher Arzrouni, der af flere med rette er beskrevet som stående lidt til højre for Djengis Khan. Han blev noget så blå-sort af forargelse over Helle Thorning, der som statsminister deltog i de to begravelser af ofrene for skudattentaterne, blev bevæget og kneb en tåre.

Det kortsluttede virkelig debatredaktøren, der fandt flæberiet stødende, fordi statsministeren var til begravelse af to mennesker, hun slet ikke kendte. Tårerne var med andre ord blot køligt beregnende skuespil. Jeg kan ikke fortænke dem, der oplever den slags som varsler om en ualmindelig beskidt valgkamp.

  ”Her må jeg lægge gåsefjeren et øjeblik for at få vejret. Sandheden er, at undersøgelseskommissionen blev mødt af en række vidner, der agerede som en rockerbande i en narkosag.”

Menige Dansk Folkeparti'ster har vanen tro ladet munden løbe over med deres inderste tanker og er straks belønnet med det røde kort af partiledelsen. Men tag ikke fejl: Muslimske flygtninge er sammen med visse danske muslimer udset til at betale for ugerningerne i København. De arme flygtninge fra Syrien vil få kærligheden at føle - det står der et solidt politisk flertal bag.

Der er et tragisk paradoks i, at det netop er de syriske flygtninge, der er på vild flugt fra den ægte vare – det islamistiske vanvid, Islamisk Stat udøver i deres hjemland. De har på nært hold oplevet så ubegribelige rædsler, at de ikke på nogen måde tåler sammenligning med begivenhederne herhjemme.

For en sikkerheds skyld giver vi også lige retssikkerheden en tur i knusemaskinen. Nu skal vi have aflytning og overvågning af mistænkelige borgere UDEN godkendelse fra en dommer, mener Socialdemokraterne.

De blå støtter, men er påfaldende tavse i debatten. Smarte og forenklede slaglinjer, som ellers er Venstres absolutte kernekompetence, slår jo nu og da tilbage på afsenderen. Tænk bare på Løkkes kampagne omkring håndværkerfradraget, ’Husk at gemme bilagene’, der fik mangen en dansker til at møde ham med et svedent grin.

En ren og uplettet politiker

Men det mest aparte i den ulmende valgkamp er i mine øjne det parti, vælgerne af uransagelige grunde har udset til at skulle lede landet efter valget. I front har partiet et trekløver, der har demonstreret meget alternative opfattelser af moral og anstændighed.

Troels Lund Poulsen var skatteminister i godt et år – men hvilket år! Jeg skal da love for, der var gang i den dér i 2010-2011.

Mens andre europæiske lande i 2010 takkede ja til en lækket liste over borgere, der havde hemmelige konti i Schweiz med i alt 666 milliarder kroner, og inddrev et tocifret milliardbeløb i skatter, så foretog det danske skatteministerium sig intet. På listen figurerede ifølge Politiken 329 danskere med konti for i alt 4,8 milliarder.  Skatteministeren hed Troels Lund Poulsen.

I samme periode var der fuld tryk på opkrævningen af fejlagtige ejendomsskatter. Det havde stået på i flere år, og heller ikke Troels Lund Poulsen gjorde noget for at rette op på de horrible forhold.

Samtidig verserede en eksplosiv skattesag om oppositionens statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidts ægtefælle. Sagen skulle udredes og afgøres i Skatteregion København, og ministeriet havde ingen lovlig adkomst til at blande sig. Det skete alligevel, og en stærk mistanke om magtfordrejning bredte sig, da der blandt andet kunne dokumenteres en heftig mødeaktivitet mellem ministeriets topembedsmænd og skatteregionen.

Og midt i valgkampen i 2011 eksploderede sagen, da den lange, detaljerede afgørelse slap ud fra ministeriet og ramte forsiden på BT. Mistanken bredte sig, og den ny regering nedsatte en undersøgelseskommission. Hvis mistanken om magtfordrejning og misbrug af en privat skattesag i valgkampen kunne bekræftes, ville man stå med den største politiske skandale i den moderne parlamentarismes historie.

Men efter års arbejde og endeløse afhøringer af politikere og embedsmænd måtte kommissionen opgive at komme til bunds i den betændte sag.

Vidner som i en rockersag

Efter lang tids tilbageholdt åndedræt og en Troels Lund Poulsen i politisk karantæne eksploderede Venstre i begejstring. ’Jeg er pure frikendt,’ jublede skandalepolitikeren. Og Lars Løkke udbasunerede, at en ’uplettet Troels Lund kan blive minister’.

Her må jeg lægge gåsefjeren et øjeblik for at få vejret. Sandheden er, at undersøgelseskommissionen blev mødt af en række vidner, der agerede som en rockerbande i en narkosag: En mur af tavshed, svigtende hukommelse og direkte løgn. Og i modsætning til banderne, så var de her dygtige til ikke at ’efterlade fingeraftryk’. Der var ingen rygende pistol.

Det var ikke kønt, og kommissionen – der ikke kan afsige domme eller frifindelser – udtalte da også, at den ikke troede på Troels Lunds forklaringer.

Den danske presse har på bedste vis opsummeret de ulovligheder, lusk og sladder, kommissionen kunne påvise i ministeriet, så det skal jeg ikke gentage her. Kønt er det ikke, og de fleste menige danskere, der har orket at følge sagen, sidder tilbage med en rigtig dårlig smag i munden. Men ikke en anden V-topfigur, Claus Hjort Frederiksen.

Han eksploderede i vrede og hellig forargelse, da at et flertal i Folketinget besluttede at tildele Troels Lund en næse for de mange groteske forhold i hans ministertid. Nu har Claus Hjort jo selv til fulde demonstreret et meget fleksibelt syn på lov og moral, da han var beskæftigelsesminister, så det er vel forklaringen på, at Troels Lund i hans øjne er ren og uplettet. Det samme kan med rette siges om den bjærgsomme partiformand.

Når man har sådanne lig i lasten, så er det jo godt at have et apparat i ryggen, der kan lede opmærksomheden ad andre veje - så sent som i skrivende stund, hvor partiet atter trækker et gammelt øg af stalden.

’Det skal kunne betale sig at arbejde’. Øh, hvilke partier er det nu, der mener det modsatte?

Meningsløst forenklede slaglinjer, der ofrer samfundets dårligst stillede for at skabe indignation og vrede i det velbjærgede flertal, virker. Det er historien fuld af skræmmende eksempler på. Joh, Venstre forstår sandelig at sætte sin helt egen standard i valgkampen.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57