Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Et mareridt i Forlig'sen

Jeg har engang tilbragt omkring to døgn i Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i det centrale København. Det var rædselsfuldt, og i dagene efter dén oplevelse havde jeg det, som om jeg pludselig var blevet 80 år. Men det var selvfølgelig også en interessant oplevelse – set lidt på afstand.

I disse uger er forhandlingerne på det offentlige område i gang, og opspillet har budt på hård retorik og arbejdsgiverkrav, der har sat blodet i kog hos store dele af de ansatte – ikke mindst lærerne. Så muligheden for, at de ender i Forligsinstitutionen, er absolut til stede.

Jeg var i slutningen af 1990’erne fællestillidsmand for journalisterne i en stor medieinstitution, og derfor en af Journalistforbundets hovedforhandlere. Arbejdsgiversiden optrådte – som man ser det nu i det offentlige – uventet aggressivt, og tonen i forhandlingerne var ikke konstruktiv.

Det erkendte min daværende forbundsformand sent, så vi havde i starten givet en række mindre indrømmelser – i håb om at mildne luften for de videre forhandlinger. Men forhandlingerne forblev benhårde, arbejdsgiverne var ikke til sinds at give noget som helst og stod stejlt på en række krav, der fik medlemmerne til at rase.

Situationen blev ikke lettere af, at forbundsformanden midt i det hele meddelte sin afgang og overlod rollen som forhandlingsleder til næstformanden.

Forhandlingerne var gået uhjælpeligt på grund trods møder dag og nat. Parterne havde afsendt konfliktvarsler, henholdsvis strejke- og lockoutvarsel. Forude truede en konflikt med alt, hvad det indebærer – for eksempel at samtlige omfattede opsiger deres stillinger. I den situation kan Forligsinstitutionen træde til, hvis enten forhandlingerne erklæres for resultatløse, eller en eller begge parter anmoder om det.

Forligs’en, som den kaldes, er en meget speciel institution med de særeste beføjelser. Forligsmanden (det hedder det, selvom der – som her – har været flere kvinder på posten) får først dokumenterne fra forhandlingerne; hvad er parternes krav, hvad er der opnået enighed om, og hvor står parterne langt fra hinanden?

I mellemtiden vil man oftest være tæt på, at konfliktvarslerne træder i kraft. Derfor har forligsmanden magt til at udsætte konflikten efter nogle særlige regler, så der er tid til mægling.  

Så indkaldes parterne til sonderende møder i Forligsinstitutionen. Parterne opholder sig adskilt i forskellige lokaler, og forligsmanden indkalder parterne til særskilte møder. Så gælder det om at forklare forligsmanden, hvorfor det og det krav er så vigtigt, og hvorfor medlemmerne sandsynligvis vil stemme nej til resultatet, hvis …

På et tidspunkt er konflikten umiddelbart forestående, og så er det en rigtig god idé at tage en tandbørste og måske en hovedpude med, når man kaldes til Forlig’sen.

Dengang jeg tilbragte de to døgn indespærret i bygningen på Sankt Annæ Plads, greb forligsmanden til et værktøj, der kom bag på os. Hun satte uret i stå ét minut i midnat – ét minut før konflikten ville udløses. Og det ur kom ikke i gang det næste døgn.

Efter et døgn var vi ved at være godt møre, men forligsmanden kan bogstaveligt spærre parterne inde i Forlig’sen, så længe det passer ham/hende. En legendarisk forligsmand, Mette Koefoed Bjørnsen, havde ry for at have hår på brystet og var dybt respekteret af alle – selv af en uregerlig og grovkæftet sømandsboss. Jeg har selv oplevet hende, og hun var respektindgydende, bramfri og ganske sjov.

Det fortælles, at sømandsbossen, der var ekspert i lovlige og ulovlige konflikter, engang mistede tålmodigheden og forlod Forlig’sen midt i forhandlingerne med et ’Det pis gider jeg sgu ikke stå model til!’ Han blev kaldt tilbage af Mette Koefoed med besked om, at han ville blive anholdt af politiet, hvis han ikke øjeblikkeligt mødte op. Det gjorde han så.

Gennem de to døgn var der laaange pauser uden møder. Vi havde det indtryk, at nu skulle vi gøres møre.

På et tidspunkt – langt hen i det andet døgn – var jeg og den anden forhandlingsleder kaldt ind til forligsmanden. Da vi efter et få minutter langt møde skulle redegøre for den seneste udvikling for det øvrige hold, var ingen af os i stand til at huske noget som helst. Det var skræmmende, og jeg måtte meddele, at ’jeg virker simpelthen ikke længere’. Der var så andre, der efter en times søvn under et bord, kunne overtage en stund.

Et afbræk i mareridtet fik vi, da forligsmanden bevilgede tre-fire timers løsladelse, så vi kunne komme hjem og få et bad og en ren skjorte.

Undervejs var vi flere gange overbeviste om, at nu var konflikten en realitet. Men omsider blev der indgået et forlig, som ingen jublede over. Jeg var småhallucinerende af træthed. Men det blev da vedtaget ved urafstemningen, og først ved næste overenskomstfornyelse med endnu skrappere arbejdsgiverkrav gik det galt, og der blev en månedlang konflikt, der kostede parterne dyrt.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57