Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier
MeninghedsrÂd<br />Valget til menighedsrådene den 8. november får formentlig ikke den store dramatik. Problemerne opstår først,  når man skal hive en stadig mere “kirkefremmed befolkning til stemmeurnerne. Ved seneste menighedsrådsvalg var stemmeprocenten eksempelvis helt nede på 3,13 procent i Vesterbro Sogn. 
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto / arkiv                                

<br />
MeninghedsrÂd
Valget til menighedsrådene den 8. november får formentlig ikke den store dramatik. Problemerne opstår først, når man skal hive en stadig mere “kirkefremmed” befolkning til stemmeurnerne. Ved seneste menighedsrådsvalg var stemmeprocenten eksempelvis helt nede på 3,13 procent i Vesterbro Sogn. Foto: Claus Bonnerup / Polfoto / arkiv

Et knagende gammelt hus og en syngende hofte

“De højlydt erklærede religionsfornægtere startede for et års tid siden en kampagne, hvor selskabet blandt andet gjorde det muligt at melde sig ud af Folkekirken med nogle få greb på computeren. Og det har bragt sindene i kog. Den slags effektfulde angreb er det ærværdige gamle hus ikke vant til.”

Jeg kender formanden for menighedsrådet i landets mindste sogn. Det er nemlig min fætter, og jeg havde ham og anden familie til en hyggelig frokost i et sommerhus i Thy i sommer. Her gik snakken om stort og småt – blandt meget andet om min fætters løjerlige, kunstige, hofte.

Han var egentlig inkarneret københavner, men længtes i virkeligheden efter livet på landet og slog sig ned på Agerø, en lille ø ved Mors’ sydkyst - den er dog landfast med en dæmning.

På Agerø bor 26 sjæle. Deraf er to tilsyneladende hedninge eller medlemmer af et andet trossamfund, mens de 24 er medlemmer af folkekirken. Altså er der 24 sjæle i sognet. Ikke desto mindre har øen selvfølgelig en lille kirke – alene på Mors med godt 17.000 folkekirkemedlemmer er der 34 kirker. En gang månedlig er der gudstjeneste på Agerø.

 “De højlydt erklærede religionsfornægtere startede for et års tid siden en kampagne, hvor selskabet blandt andet gjorde det muligt at melde sig ud af Folkekirken med nogle få greb på computeren. Og det har bragt sindene i kog. Den slags effektfulde angreb er det ærværdige gamle hus ikke vant til.”

Da jeg undrende spurgte, hvorfor sognet ikke bliver nedlagt og sammenlagt med et nabosogn, lød svaret, at det blandt andet er, fordi der aldrig er messefald – hvor gudstjenesten aflyses, fordi ingen eller kun få er mødt frem – men tværtimod ofte er mere end 100 procents fremmøde. De kommer tit fra andre sogne, fordi de synes, det er hyggeligt med den lille ø-kirke. Og på den lille ø møder alle, der ikke ligefrem er bortrejst, selvfølgelig op til gudstjeneste.

Ser ikke kønt ud

Der findes sogne helt uden et menighedsråd, eller hvor interessen er så ringe, at ikke alle pladser kan besættes. Når min fætter er blevet formand, så er det, fordi ’nu var det blevet min tur’, som han forklarede. Det klarer de uden valg. De finder ud af at få ordnet, hvad ordnes skal, og fordeler opgaverne i bedste forståelse, som man nu kan derude i det forkætrede Udkantsdanmark.

Faktisk afgøres menighedsrådsvalget langt de fleste steder i al fredsommelighed uden valg. I 2012 i 95 procent af landets 2.169 sogne. I november i år er der kun valg til 54 af 1699 menighedsråd.

Og det er nok heldigt. For der, hvor der afholdes valg, fordi der er opstillet flere lister, ser det ikke kønt ud. Stemmeprocenten har været faldende gennem årtier. Ved seneste valg i 2012 endte den på sølle 14,98. Bag tallet gemmer sig store forskelle.

Omkring den flotte domkirke i Ribe er der solid opbakning til folkekirken. I Ribe Domsogn endte stemmeprocenten i 2012 på 64,78. I den modsatte ende af vort lille land ser det ganske anderledes ud. I det københavnske Vesterbro Sogn var stemmeprocenten på 3,13! Kun 586 af 18.747 folkekirkemedlemmer mødte frem og afgav stemme.

Og så er der jo medlemstallet. Hos min fætter på Agerø er opbakningen stor: 92 procent er medlemmer. På Vesterbro er kun omkring 30 procent medlemmer. For hele Danmark er tallet 76,9.

Ateisterne slår til

I 1990 – for bare 26 år siden – var opbakningen til folkekirken på 89,3. Der er tale om et jævnt fald år for år, men det seneste år er det gået stærkere. Det er ikke kun inde på stenbroen, at folkekirken har problemer med den folkelige opbakning. Og jeg er ikke den eneste, der bruger ordet krise om situationen.

Noget af forklaringen på det accelererende frafald skyldes formentlig opkomsten af en ny aktør, Ateistisk Selskab. De højlydt erklærede religionsfornægtere startede for et års tid siden en kampagne, hvor selskabet blandt andet gjorde det muligt at melde sig ud af folkekirken med nogle få greb på computeren. Og det har bragt sindene i kog. Den slags effektfulde angreb er det ærværdige gamle hus ikke vant til.

’Desertører’ kaldte den iltre pastor Poul Joachim Stender de frafaldne. Og selveste kirkeministeren, den gamle grundtvigianer Bertel Haarder, tøjlede sit temperament og sagde om Ateistisk Selskab: ’De bekæmper Danmarks ældste samfundsinstitution, som jeg ikke kan se generer noget menneske i landet, tværtimod.’

En ting er udmeldelserne. En anden ting er de danskere, der fortsat er med i foreningen.

’Folkekirken må se i øjnene, at den overvejende del af medlemmerne er blevet kulturkristne og kirkefremmede og kommet på så lang afstand af kirken, at den kun har ceremoniel betydning for dem.’ Sådan lyder konklusionen på en ny rapport ’Folkekirken set udefra’.

Den bygger på såkaldt kvalitative interview med hovedsagelig præster og menighedsrådsmedlemmer. Undersøgelsens bagmand, Sven Scharling, var forundret over den optimisme og virkelyst, han mødte, og siger til Weekend-avisen, at den er udtryk for en ’ubegrundet ubekymrethed’. For uanset hvor mange aktiviteter der sættes i gang, så får folkekirken ikke for alvor de kirkefremmede ind.

Udmeldelse hos den vrede præst

Selv er jeg ikke medlem. Jeg meldte mig ud, dengang man skulle møde op hos præsten, hvor man fik læst og påskrevet, før man kunne få udleveret en udmeldelsesblanket. Den skulle så i øvrigt afleveres i udfyldt stand til selvsamme vrede præst.

Det er ikke, fordi jeg ønsker kristendommen hen, hvor peberet gror, og folkekirken nedlagt. Jeg erkender fuldt ud, at kristendommen i vores udgave er fundament for de humane og sociale holdninger, der – omend under hårdt angreb i disse år – har skabt vores samfundsindretning. Det er institutionen – kirken som magt – jeg har problemer med.

Gennem historien går et blodigt spor af uhyrlige overgreb på mennesker og brutal magtudøvelse begået af kirken. Og perversionen af kristendommen i talrige fundamentalistiske kredse i for eksempel USA er lige så reaktionær, blodig og undertrykkende som ved muslimsk fundamentalisme.

Og den katolske mod den protestantiske kirke i Irland. Eller Vatikanets hemmelighedskræmmeri og dækken over pædofile overgreb.

Nå ja, så er der jo min fætters løjerlige hofte. Ved familiefrokosten var gennemsnitsalderen ret høj, så helbredet havde en naturlig plads på dagsordenen. Min fætter har trods alderen et glimrende helbred og spurter gerne ud på lange cykelture. Dog fik han fik en kunstig hofte for en del år siden. Den har fra første stund været problemløs og aldrig givet smerter.

’Nå ja, der var lige her for nylig. Jeg gik og arbejdede i haven, da der pludselig kom en høj, klingende lyd. Jeg vendte mig forundret for at se, hvor den mærkelige lyd kom fra. Der gik et stykke tid, før det gik op for mig, at den kom fra mig selv,’ fortalte han. Den kommer nu af og til og er så høj, at han kan transmittere den til interesserede via sin telefon. Det grinede vi højt af, og han prøvede at demonstrere det, men den dag ville hoften ikke synge.

Lægen siger, at det behøver han ikke tage sig af. Hoften jamrer nok, men den er bundsolid.

Er det mon også sådan med folkekirken? Jeg tvivler.

Kultur


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57