Politik fra rødderne

Maria Steno<br />
Maria Steno

Er du godt på vej, kommunalpolitiker?

”Mit spørgsmål til dig er derfor, om den vej, du ønsker for din kommune, er ligeså tydelig som Støjbergs holdning til asylsøgere?”

Det er kun lidt over to år siden, vi stod med kolde tæer og glitrende flyers på stationer, bytorve og ved kommunale institutioner. Da valget var vel overstået, røg vores sidste flyers på genbrugspladsen, og det er helt sikkert, at de borgere, som fik stukket en flyer i hånden, for længst har smidt vores valgløfter ud - dem bliver vi som kommunalpolitikere kun sjældent holdt personligt op på. Mediernes bevågenhed overfor vores valgløfter er også langtfra den samme for os som for vores kolleger på Christiansborg. Derfor bliver det langt henad vejen op til os selv at gøre status over de personlige valgløfter og de mål, som vi gik til valg på.

Vores politiske troværdighed er på spil

Det skriver jeg, fordi borgerne og dermed vores vælgere forventer, at politikerne arbejder med udgangspunkt i de temaer, de gik til valg på. Den store løftebrudsdebat efter forrige folketingsvalg viser med al tydelighed, at hvis ikke politikerne følger og forfølger deres egne valgløfter, ja, så mister vælgerne tilliden. Og lige nu er borgernes tillid til politikerne rekordlav, særlig til folketingspolitikerne. En måling fra Altinget i 2014 viser, at kun en tredjedel af befolkningen har tillid til folketingspolitikerne, mens omkring halvdelen har tillid til kommunalpolitikerne. En forskel, som hurtigt fik KL til stolt at sende en pressemeddelelse på gaden, men ærlig talt er det efter min mening ikke noget at prale af, for det betyder rent faktisk, at op imod halvdelen ikke havde tillid til os kommunalpolitikere.

 ”Mit spørgsmål til dig er derfor, om den vej, du ønsker for din kommune, er ligeså tydelig som Støjbergs holdning til asylsøgere?”

Denne undersøgelse er små to år gammel. Siden har flere undersøgelser vist, at tilliden til Folketingets politikere er i frit fald. Min vurdering er, at politikerleden har bidt sig fast, og at landspolitikerne vil tage kommunalpolitikerne med sig i faldet. Vi vil i stigende grad også mærke politikerleden på egen krop på sociale medier og særlig, når vi igen bringer os i skudlinjen op til valget i efteråret 2017. Det bliver sikkert ikke rart for os personligt, men hvad værre er, så kan politikerleden underminere opbakningen til demokratiet og det kommunale fællesskab. Derfor skal vi tage det alvorligt lokalt og ikke kun skyde mod kollegerne på Christiansborg. Så min opfordring lyder, at vi skal se mere kritisk på vores egne indsatser og de valgløfter og temaer, vi præsenterede for borgerne - eller vælgerne - for to år siden. Kan borgerne se, hvilken vej vi bevæger os – også selvom valgløfterne sjældent i et demokrati kan blive implementeret én til én?

Hvor er du på vej hen?

Lad mig konkretisere, hvad jeg mener, med et eksempel fra Christiansborg: Lars Løkke Rasmussen lovede straks-opbremsning på asylområdet. Vi kan grine (eller græde) over det og konstatere, at det valgløfte har han så absolut ikke leveret på. Men vi kan også konstatere, at ingen vælgere kan være i tvivl om, at det er et løfte, som regeringen i det mindste forfølger og forsøger at implementere. Støjberg er om nogen blevet billedet på en minister og en regering, der forfølger et valgløfte med alt, hvad det indebærer af annoncer i Libanon, konfiskering af smykker og frysende asylsøgere i teltlejre. Vi kan se, hvilken vej regeringen ønsker at gå, også selvom flygtningestrømmene har sat Danmark og regeringen under pres. Og selvom vi ikke kan se det i meningsmålingerne endnu, bør den konsekvente opfølgning på valgløfterne på sigt øge tilliden til Lars Løkke Rasmussen og regeringens øvrige politikere.

Mit spørgsmål til dig er derfor, om den vej, du ønsker for din kommune, er lige så tydelig som Støjbergs holdning til asylsøgere? Hvilke skridt har du taget de sidste to år for at bevæge kommunen i den retning, du ønsker? Og hvis du ikke er lykkedes med at løfte egne mærkesager og implementere dem én til én, er du så god nok til at gøre borgerne og dermed vælgerne opmærksomme på de kampe, du kæmper for at levere på dine valgløfter?

Ikke forklares, ikke forsvares

Tænk i den forbindelse på Michael Kristiansens gamle husråd, da han var spindoktor for Anders Fogh: ”Hvis det ikke kan forklares, kan det ikke forsvares.” Og oversæt det til den dialog, du har med borgerne både i dag og om to år, når du igen står med kolde tæer og flyers. Min erfaring er, at borgerne ofte stiller to enkle spørgsmål, når de tager sig tid til dialogen foran supermarkedet: ”Hvad vil du? Og hvilken forskel har du gjort i sidste valgperiode?”

Det er kort sagt det, politik handler om. Nu er vi halvvejs i valgperioden. Det er en anledning til at stoppe op og få et klart svar på netop de to spørgsmål. Det er vigtigt - ikke kun fordi vi gerne vil have vores politik gennemført, eller fordi vi gerne vil genvælges, men ikke mindst, fordi vi sammen har en stor opgave i at genskabe tilliden til politikerne.

God arbejdslyst!

[wpv-post-body view_template="faktaboks"]

Kommunikation


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57