Politik fra rødderne

Af Anders Frandsen
 | 
Politisk rådgiver
Public Affairs Director i Rud Pedersen Public Affairs. Har gennem hele karrieren arbejdet i krydsfeltet mellem politik og kommunikation blandt andet som særlig rådgiver for Klima- og Energiminister Connie Hedegaard og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, og i landets største virksomheder inden for tele- og finanssektoren. Er desuden ansat som ekstern lektor ved Københavns Universitet. 

Er der ved at opstå et Alternativ?

”For det andet tapper Elbæks projekt ind i en ekstremt volatil hjord af vælgere, der almindeligvis bisser rundt ovre på venstrefløjen i krydsfeltet mellem åbne grænser, alternative vækstteorier og moderne kunst som vækstmotor.”

”Et vildt samfund”, ”Et reflekterende samfund”, ”Et nysgerrigt samfund”. Det skorter ikke på de store forventninger til Fædrelandet og dets indbyggere, når man læser sig igennem Alternativets partiprogram.

Og det bør man måske overveje at gøre. For af partiets hjemmeside fremgår det, at de i skrivende stund har samlet tæt på 16.000 af de 20.000 underskrifter, som er påkrævede, for at partiet er opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg. Samtidig viste en nylig måling i Børsen, at kategorien 'øvrige', hvorunder Alternativet residerer som eneste parti, pludselig stod til 1,2 procent af vælgerne. Det er i sagens natur svært at udlede en tendens ud fra ét nedslagspunkt, men noget kunne tyde på, at der er ved at være en smule grøde i den kreative muld omkring Uffe Elbæks tropper.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som sjældent misser et skifte i den folkelige brise, var da også hurtigt på banen med videoklip og dybfølte opfordringer til nationen om at give Alternativet det sidste puf med en underskrift.

Ser man bort fra det demokratiske storsind, som herved udvises, skal en del af forklaringen da også findes i, at Messerschmidt næppe er blind for, at det kommende folketingsvalg – trods målingerne – formentlig ender i et utrolig tæt løb. Ved det seneste folketingsvalg var det som bekendt blot 8.000 stemmer, der sikrede rød blok sejren trods en massiv føring frem til valgudskrivelsen.

Ikke bare kaospiloter

Messerschmidts vurdering er imidlertid, at der bare ikke er kaospiloter, gadekunstnere, biodynamiske landmænd og healere nok i Danmark til, at Alternativet kan slæbe sig over spærregrænsen på 2 procent ved et kommende folketingsvalg, men at et solidt stemmespild primært vil komme rød blok til skade.

Det er selvsagt også den ædruelige analyse, men der er ikke desto mindre visse faktorer, som bevirker, at man ikke fuldstændig skal afskrive Elbæk og Alternativet.

For det første har alle lært lektien efter Liberal Alliance, som i 2009 lå til sviende 0,0 procent af stemmerne i flere målinger og alligevel formåede at genvinde fodfæstet og fik 5 procent af stemmerne ved valget i 2011. Også her var den første store opgave at komme over de 2 procent i meningsmålingerne. Derefter er det noget lettere at få flere til at fylkes om fanen. Det lykkedes som bekendt for Liberal Alliance ved lige dele held, hårdt arbejde og satsning af hele partikassen på en storstilet annoncekampagne. Hvis de 1,2 procent i Greens måling står til troende, så har Uffe Elbæk trods alt et bedre udgangspunkt for sin udspaltning fra det radikale moderskib, end Anders Samuelsen i sin tid havde.

For det andet tapper Elbæks projekt ind i en ekstremt volatil hjord af vælgere, der almindeligvis bisser rundt ovre på venstrefløjen i krydsfeltet mellem åbne grænser, alternative vækstteorier og moderne kunst som vækstmotor. De er som regel på udkig efter et nyt projekt at begejstres over. Det gjaldt 'de radicool' i 2005, Ny Alliance i 2007 og SF frem mod valget i 2011.

For det tredje kan fraværet af begejstring andre steder i dansk politik vise sig at styrke Elbæks muligheder. Indeværende regeringsperiode er primært kendetegnet ved en total mangel på begejstring i dansk politik. Vælgerne befinder sig mestendels, hvor de gør, fordi de er sure, skuffede eller ikke gider flytte sig. Tydelige tegn på dette er, at vælgerne siver mod yderfløjene, samt at der for indeværende kun er tre ud af Folketingets 8 partier (Venstre, Socialdemokraterne og De Radikale), som offentligt tilkendegiver, at målsætningen er at komme i regering efter næste valg. Sidst, men ikke mindst er der ingen af de to statsministerkandidater, som scorer voldsomt højt i troværdigheds- og partiledermålinger.

I det perspektiv er det ikke umuligt, at Alternativet kan få vind i sejlene, hvis de evner at kapitalisere på den mathed, som præger det etablerede billede. Uden at komme ind på den praktiske gennemførlighed må man i hvert fald konstatere, at Alternativets politik på en række områder repræsenterer et klart ... Nåh ja ... til de øvrige partier.

Helle Thorning er ved at gøre klar til valg. ”Det Danmark du kender” og en større charmeoffensiv fra Bilka til ebola varsler et intensivt forår, som formentlig også kommer til at indbefatte Thornings tiårsjubilæum som formand for Socialdemokraterne til april – den kun tredje i den kategori efter Stauning og Nyrup.

Der er fortsat 5.000 danskere, som skal skrive under på, at Alternativet skal være opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg. Og derefter er der stadig lang vej hjem. Men noget tyder dog på, at Elbæk har flyttet sig længere frem i bussen end for blot få måneder siden.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Det skulle ikke undre mig hvis de når at få over 20.260 erklæringer til at vente ved kommunerne, og stadig ikke have nok til stille op.

Aske, 27. jan 2015


"Der er fortsat 5.000 danskere, som skal skrive under på, at Alternativet skal være opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg." Jaaeh... De er sådan set allerede underskrevet og ligger hos kommunerne sammen med deres 14.000 venner og venter tålmodigt på godkendelse.

Simon, 26. jan 2015


Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57