Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

En synder takker af – næsten

Jeg er en skrækkelig synder. Og et problem for samfundet. Måske jeg ligefrem kan komme i liga med Dovne Robert. For nylig rundede jeg de 62 år, og når dette læses, så er jeg gået på efterløn. Jeg melder mig frivilligt til den hærskare af nasserøve, der ifølge både den forrige og den nuværende regering udgør et stadig stigende problem for velfærdssamfundet.

Men jeg ranker mig rent mentalt, vil ikke dukke mig for politikernes buh-råb. Jeg overlader med god samvittighed min plads på arbejdsmarkedet til en yngre kollega, der forhåbentlig kan gøre arbejdsløshedskøen en anelse kortere.

Jeg forlader arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor jeg ikke er helt udbrændt og stadig kan se tilbage på et langt arbejdsliv, der ikke endte ynkeligt med, at jeg ikke rigtig kunne følge med, ikke længere kunne kaste mig frådende af begejstring ind i endnu en runde omstillinger – og forhåbentlig inden jeg blev oplevet som en gammel tosse, der svigtede forventningerne om effektivitet og stadig hurtigere arbejdstempo. 

I 2006 var der endnu fuld damp på de økonomiske kedler, og der var et varmt politisk ønske om, at folk skulle arbejde længere. Den daværende, borgerlige regering lavede med bred støtte i Folketinget en omfattende ’velfærdspakke’, der blandt andet indebar, at det blev en dyr fornøjelse at gå på efterløn som 60-årig og økonomisk attraktivt at springe efterlønnen over og fortsætte til 65 år. Samtidig opretholdt Fogh-regeringen skattestoppet.

I mine gemmer har jeg et læserbrev fra 2006, revet ud af en avis. En menig dansker gør sig – under overskriften ’Må jeg være fri’ – tanker om livet og arbejdet med udgangspunkt i, at den gennemsnitlige levealder dengang var 72 år, og pensionsalderen skulle op på 67:

’Det betyder reelt, at i et langt liv på 72 år har du seks år i din barndom uden skole og fem år på pension. Jeg bytter gerne de 267 kr. månedligt, som skattestoppet betyder for en gennemsnitsdansker, med fire-fem års mere fritid. Også selv om konsekvensen er, at jeg må cykle i stedet for at køre og drikke papvin frem for St. Emilion.’ 

Debatten om efterlønnen og tilbagetrækningsalderen var også dengang præget af politikernes uvidenhed eller manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene. De fablede fortsat om de fysisk nedslidte – ikke et ord om stress og udbrændthed, der rammer yngre og yngre mennesker.

Jeg kan anbefale politikerne et besøg på et kursus for stressramte. Der kan de møde et bredt udsnit af danskere. Stort set alle erhverv og aldersgrupper vil være repræsenteret. De har mistet grebet om deres arbejdsliv, og mange er blevet fyret på grund af sygemeldingen. De må kæmpe med et svigtende selvværd og oplevelsen af at være svage individer, der er blevet syge af noget abstrakt og uforståeligt pjat, der slet ikke er erkendt som et samfundsproblem. 

I stedet for at se denne uhåndterlige virkelighed i øjnene ophæver politikerne økonomi til en eksakt videnskab, der kan give endegyldige svar.

’Det rene voodoo’ som en kendt politiker i et uagtsomt øjeblik kom til at kalde den økonomiske spåkonevirksomhed og åndemaning, der har til formål at cementere markedstænkningen og jagten på profit som den bærende drivkraft i samfundsøkonomien – en tænkning, der indebærer, at samfundet kun bliver bedre, når de rige bliver rigere, og samfundsværdierne koncentreres på stadig færre.

’For at styrke tilliden til vores økonomi på de udenlandske kapitalmarkeder’, som én af trylleformularerne lyder, når der udskrives endnu en regning til det arbejdende folk og de svageste, der må hjælpes af fællesskabet.

Nu venter vi nervøst på regeringens udspil til endnu et plyndringstogt – denne gang blandt studerende, kontanthjælpsmodtagere og pensionister. Imens kan vi studere de nyeste opgørelser af bankernes overskud og aktiekursernes bevægelser.   

Nu er efterlønnen i realiteten afskaffet for de næste generationer, og jeg ser med bekymring på mine yngre kolleger, der knokler helt vildt i et forrygende tempo, og jeg tænker på, hvor mange år de mon holder til det?

Og nej, jeg skal ikke rejse verden rundt på eksotiske krydstogter, slange mig på en solbeskinnet strand sydpå eller spille golf dagen lang. Jeg regner blot med at få bedre tid til at passe min elskede kolonihave. Og til at opleve naturens magi og gavmildhed. Jeg håber blot på nogle gode år, før jeg ender i en étværelses med låg.

Og så skal jeg skrive klummer til denne plads. For jeg slipper jo ikke for Hjort Frederiksen, Vestager, Corydon, Samuelsen og alle de andre voodoopræster.

Og den vestlige verdens overvægtige borgere vil sikkert fortsat holde i tomgang i firehjulstrækkeren med barnebarnet på skødet, mens klimakrisen tiltager, og de multinationale fortsætter deres skattetænkning og udplyndringen af udviklingslandene.

God arbejdslyst derude. Jeg vil holde øje med jer.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57