Højsæson for valgflæsk og tidstyveri

Årets store budgetbesparelser er ikke kommunernes største budgetproblem. Det er troværdigheden i processen. For så sikkert som amen i kirken, er der luft i budgettet i valgåret, og smalhals det første år i valgperioden. Efter valgflæsk vasker kommunerne op i hele landet. Det bemærkelsesværdige er ikke, at det sker, men at det sker igen hvert fjerde år. Uanset om der er borgmesterskifte eller ej.

Det ved enhver kommunalpolitiker med et par perioder på bagen. Embedsmændene planlægger efter det; og fagforeningerne bruger det i kampagner. Så mon ikke også vælgerne efterhånden har gennemskuet dramaturgien og måske ligefrem afspejler det i den årlige troværdighedsanalyse fra Radius, hvor alt fra bilforhandleres til præsters og politikeres troværdighed bliver målt. Igen ligger politikerne i bunden.

De to budgetpolitiske årstider
Tilbagemeldingerne på kommunalpolitikerne specifikt er bestemt heller ikke prangende. Kun 59 procent synes, kommunalpolitikerne er vigtige for samfundet, kun 13 procent er imponerende over kommunalpolitikernes arbejde, og kun fire procent synes, kommunalpolitikerne er gode til at erkende deres fejl. Ikke ligefrem en anbefaling af det kommunale selvstyre, som for alvor er synligt i kommunernes budgetlægning, hvor retten til at udskrive skatter og prioritere velfærden forskelligt fra kommune til kommune står centralt, samtidig med stadig mere konkrete aftaler med regeringen skal koordineres.

Det fører mig frem til et andet rituelt spilfægteri i budgetprocessen. For så sikkert som kalotten i synagogen ser det rigtig slemt ud med økonomien i foråret, hvor kommunerne råber vagt i gevær op til økonomiforhandlingerne med staten, for så heldigvis at kunne berolige de foruroligede borgere og medarbejdere, når partierne indgår budgetforlig i efteråret.

”Vi har arbejdet hårdt for at sikre kernevelfærden. Vi er lykkedes med at friholde x og y og i stedet spare gennem administrative og strukturelle effektiviseringer… ”