Politik fra rødderne

Af Kasper Sand Kjær
 | 
Formand, Dansk Ungdoms Fællesråd

En ny politisk samtale

”I DUF ser vi, at lokale folkemøder i landets kommuner kan være en af måderne til at skabe mere politisk dialog i øjenhøjde og sparke gang i den demokratiske samtale.”

Den politiske samtale har trange kår i dagens Danmark. Særlig på de sociale medier oplever vi, hvordan jagten på likes og delinger får os til at lægge mest mulig afstand til vores politiske modstandere ved at fremhæve deres dårligdomme og dobbeltmoral.

I starten af året viste en ny undersøgelse fra DUF, at flere og flere unge melder sig ud af den politiske debat på Facebook og Twitter, fordi tonen er for hård. Siden er også etablerede politikere begyndt at logge af Facebook. Bornholms borgmester Winni Grosbøll og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er blot nogle af de folkevalgte, der er trætte af tilsvininger og har valgt at forlade online-debatten.

I landet, hvor vi bryster os af at have sammenhængskraft og tillid, fjerner vi os mere og mere fra hinanden, fordi vi lader konflikt i stedet for dialog og gensidig respekt gennemsyre vores debatkultur. Ikke bare på de sociale medier, men også i den offentlige politiske debat oplever vi, hvordan der er blevet skruet op for konflikten og ned for samtalen. Det er bekymrende – for et levende og stærkt demokrati forudsætter, at vi møder hinanden med åbenhed, nysgerrighed og dialog.

 ”I DUF ser vi, at lokale folkemøder i landets kommuner kan være en af måderne til at skabe mere politisk dialog i øjenhøjde og sparke gang i den demokratiske samtale.”

DUF's stifter Hal Koch sagde tilbage i 1940’erne, at demokrati er en livsform, som enhver generation skal tillære sig og opdrages til. De ord har vi brug for at minde hinanden om. For vi må aldrig tage demokratiet for givet, og demokratisk deltagelse er andet end at sætte et kryds hver fjerde år. Faktisk er hele forudsætningen for demokratiet dialogen og samtalen. Det handler om at have holdninger til, hvor vores samfund skal hen, og at kunne dele de holdninger med andre – også dem, man ikke er og aldrig bliver enig med.

Vi har brug for nye rammer, hvor netop meningsudvekslingen og samtalen mellem mennesker kan finde sted. Hvor borgere og politikere kan mødes, og hvor vi på tværs af partier, foreninger, værdier og andre skel kan tale sammen om, hvordan fremtidens Danmark skal se ud.

I DUF ser vi, at lokale folkemøder i landets kommuner kan være en af måderne til at skabe mere politisk dialog i øjenhøjde og sparke gang i den demokratiske samtale. Derfor arbejder vi for at hjælpe kommuner, foreninger og borgere i gang med at planlægge og afholde lokale folkemøder, der kan tilpasses det enkelte lokalområde.

De lokale folkemøder er, inspireret af Folkemødet på Bornholm, en årlig begivenhed, der bringer borgere, politikere, foreninger, erhvervsliv og andre lokale aktører sammen i et fysisk møde til dialog og inddragende politisk debat om de emner, der ligger lokalområdets indbyggere på sinde.

Det direkte fysiske møde mellem borgere og beslutningstagere vil ikke alene styrke tilliden og mindske afstanden til politikerne, men også øge det demokratiske engagement i kommunen.

Der er ingen fast opskrift på, hvordan et lokalt folkemøde skal se ud, men der er masser af inspiration at hente hos kommuner som Odense, Rudersdal og Nyborg eller lokalområderne Ollerup og Møn, der allerede afholder lokale folkemøder.

DUF har mere end 70 års erfaring med at skabe aktiviteter, der styrker demokratiet, og vi stiller os gerne til rådighed som sparrings- og samarbejdspartner for kommuner, der ønsker at etablere et lokalt folkemøde.

Vi tror nemlig på, at hvis demokratiet i Danmark også i fremtiden skal være stærkt og levende, har vi brug for en ny og styrket politisk samtale – for eksempel gennem lokale folkemøder.

Børn & unge

Politikerliv


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57