Politik fra rødderne

Af Katrine Axlev
 | 
Katrine Axlev har været tilknyttet DR som freelance-projektleder og programudviklingskonsulent. ­Desuden har hun været projektleder på byudviklingsprojektet ‘Byg det op’ og projektet ‘Vores Kunst’, som omhandlede borgernes ønsker til kunst i det offentlige rum. Hun er uddannet cand.mag. i teatervidenskab fra Københavns Universitet og teaterinstruktør fra London International School of Performing Arts.

En nation bygget på brok

Scenen er sat. Der er inviteret til barnedåb, og med til familiefesten er vennerne fra studietiden i Italien og England. Og ganske, som det plejer at ske, går der ikke længe, før samtalen drejer sig ind på Danmark, og hvor godt vi har det her! Mellem taler og festsange hører man brudstykker af samtaler, der starter med noget a la: ’Nå, så I skal betale for at gå på universitetet. Ja, det skal vi jo ikke i Danmark. Vi får endda SU’ eller ’Det er selvfølgelig gratis at gå til lægen i Danmark, og tandlægen er gratis, til man fylder 18’.

Vi er stolte af vores land, vores goder og de muligheder, de giver os – i hvert fald, når vi taler med udenforstående. For lige så snart, vi har vinket farvel til de udenlandske gæster, så sker der en forunderlig transformation. Vi kaster os begejstret ud i den danske nationalsport: brokkeriet.  Vi angriber lystigt daginstitutionerne, folkeskolerne, sundhedsvæsenet og diverse ventelister. Og hvis vi ikke har personlige historier om inkompetente pædagoger eller læger, kan vi altid hive historier frem fra sidste gang, vi var i et ’brokkeforum’, eller endnu bedre referere til pressens hårrejsende fortællinger om kommunalt svigt.

Problemet med at mødes omkring brokkeriet er ikke, at de historier, vi deler, er usande – det er de sikkert ikke. Det er heller ikke, fordi det offentlige er perfekt og der derfor ikke er brug for at finde på måder at gøre det bedre og mere effektivt på. Det altoverskyggende problem er derimod, at vi i vores kontinuerlige brok glemmer, at der faktisk er mange ting, der fungerer. Vi overser de historier, hvor det offentlige og ikke mindst de mennesker, der arbejder i det offentlige, gør en forskel for os. For de historier er der også masser af. Desværre for de gode historier, sejrer de sjældent hverken i medierne eller i den generelle erfaringsudveksling. Konsekvensen er, at vi lader de dårlige historier blive dem, der definerer vores offentlige sektor og lader de dårlige eksempler være styrende for, hvordan vi indretter vores samfund.

Nulfejlskultur

Resultatet bliver en usund nulfejlskultur blandt offentlige ansatte, hvor det er frygten for at træde ved siden af, der sejrer, i stedet for et ønske om at leve op til det høje niveau, man leverede i går. Hvad ville der ske ved at lade de gode historier, de gode erfaringer og de gode eksempler være dem, der danner udgangspunktet for forandring? 

Tænk, hvis det var vores mest positive minde om vores bedste lærer, der var med til at danne det generelle billede af folkeskolelærerne, eller de 10 år med gratis ganebøjle, der formede vores indtryk af sundhedsvæsenet.  Hvad ville det ikke give de mange tusinde medarbejdere i det offentlige, hvis befolkningens generelle holdning til det arbejde, de udførte, var præget af et ’godt gået!’

Mon ikke det ville give både gladere og mere dedikerede medarbejdere? Og hvem ved: Måske kunne der en dag blive genuin (og fortjent) status i at være SOSU-assistent eller socialrådgiver?

Som det er nu, bliver det de negative og tragiske enkeltsager, der sætter dagsordenen og tegner billedet af de offentligt ansatte. Der er tale om, at når det drypper på en minister på baggrund af en enkeltsag, så regner det hurtigt kraftigt på de offentligt ansatte medarbejdere. Før man ved af det, skal der dokumenteres forfra og bagfra, og resultatet er, at sygeplejersker og pædagoger bruger mere tid på at holde en computermus i hånden end på de mennesker, de har til opgave at hjælpe. Det er naivt at tro, at vi via kontrol og lovindgreb kan undgå fejl, ligesom det er naivt at tro, at vi blot ved at brokke os kan ændre samfundet til det bedre.

Tak til det offentlige

Jeg synes, vi danskere trænger til at gøre to ting: For det første ville det klæde os at vise en lille smule taknemmelighed overfor det samfund, der giver os gratis uddannelse og lægehjælp - et samfund, hvor der er støtte til kulturen og kvalitet i børnepasningen.  Jeg tror samtidig, at verdens lykkeligste folk ville blive endnu lykkeligere, hvis vi turde have tillid til de mennesker, der er ansat til at passe på os - tillid til, at alle gør deres bedste.

For det andet er det måske på tide at kickstarte en mentalitetsændring blandt os alle - en mentalitetsændring, der i virkeligheden rækker udover vores forhold til det offentlige. Det handler om brokkeriet. Lad os gøre op med det! Brokkeri er en dårlig vane, der hurtigt inficerer kantiner, mødregrupper og parforhold. Sagen er, at brokkeri sjældent ændrer noget væsentligt - det skulle da lige være vores humør og det i en dårlig retning. Men sådan behøver det ikke at være. Dårlige vaner kan ændres.

Vi kan passende starte ’transformationen af nationen’ eller ’opgøret med brokkeriet’ i dag. Lad os gøre det ved at spørge os selv og hinanden, hvad det er i vores samfund, som vi sætter mest pris på, og hvem det er, der gør en forskel for os? Og når vi hver især har fundet vores svar, så lad os dele dem med hinanden – det er sådan, man gør en dårlig vane til god stil.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57