Politik fra rødderne

Af Mette Jensen Hayles
 | 
Forfatter

Mette Jensen Hayles er journalist og forfatter. Debuterede med romanen "Jizz" i 2014 og har sin anden roman på vej. Begge tager afsæt i Mette Jensen Hayles' egne erfaringer med et misbrug, som hun i dag er ude af.

mette-hayles<br />-Er I klar over hvor lang tid 14 dage er i en misbrugers liv? spørger forfatter Mette Jensen Hayles, der mener, hun kunne have sparet det offentlige for mange penge, hvis fastholdelsen i den kommunale alkoholenhed havde været stærkere. Illustration: Ib Kjeldsmark. <br />
mette-hayles
-Er I klar over hvor lang tid 14 dage er i en misbrugers liv? spørger forfatter Mette Jensen Hayles, der mener, hun kunne have sparet det offentlige for mange penge, hvis fastholdelsen i den kommunale alkoholenhed havde været stærkere. Illustration: Ib Kjeldsmark.

En misbrugers møde med systemet: "At hamre løs på en åben dør"

”Jeg lever alene. Og til sidst lever jeg så lidt, at jeg bliver indlagt akut med lever- og nyresvigt. Det kostede mig to uger i koma og min familie en masse sorg. Men det var her, da den somatiske sygdom manifesterede sig i min krop, at jeg endelig kunne få hjælp.”

I 2011 skal jeg bruge noget hjælp. Jeg drikker for meget, siger min kæreste. Jeg synes faktisk, at hun har ret. Jeg kan stadig passe mit arbejde og være en god forælder, men vi er enige om, at det nok er en meget god idé at få fat i noget hjælp nu. Inden det eskalerer.

Sammen tager vi ind til Jægergaardsgade lige ved Aarhus Banegård, hvor den kommunale alkoholenhed holder til. Det er det første, der kommer frem, når man googler "hjælp alkoholmisbrug århus". Det er en tung gang. Det er så pinligt at sidde der og ikke længere være et velfungerende menneske, men et menneske med et problem. I løbet af en time får jeg stillet alverdens spørgsmål af sagsbehandleren, der aldrig fortæller om sin egen baggrund andet end, at hun har siddet der mange år.

Er jeg kriminel?

Er jeg psykisk syg?

Tager jeg andre stoffer?

Har jeg gæld?

Har jeg overvejet selvmord?

 ”Jeg lever alene. Og til sidst lever jeg så lidt, at jeg bliver indlagt akut med lever- og nyresvigt. Det kostede mig to uger i koma og min familie en masse sorg. Men det var her, da den somatiske sygdom manifesterede sig i min krop, at jeg endelig kunne få hjælp.”

Jeg kan svare nej til det hele indtil videre. Og jeg føler mig lidt som en præmie-alkoholiker, da jeg forlader stedet med de grønne benzodiazepiner i lommen. De skal afholde mig fra at drikke de næste fem dage ved at sløve mit sind. Og et mundtligt løfte om, at jeg får et brev om 14 dage om, hvornår jeg kan starte mit egentlige afvænningsforløb, som indeholder personlige samtaler. Godt nok ikke med en terapeut, men med en sagsbehandler, der har uddannet sig indenfor misbrugsområdet igennem kommunale kurser.

Men er I klar over, hvor lang tid 14 dage er i en misbrugers liv? Den rastløse vandren og uroen i kroppen tager til, lige så snart de grønne piller er sluppet op.

Drukner i vodka og selvmedlidenhed

Der går tre dage, og nu ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Min stolthed - selvom den er ret svækket på det her tidspunkt - forbyder mig at tage ind til alkoholenheden igen og spørge, hvad jeg nu skal gøre? Men virkeligheden er, at jeg har endnu mere brug for hjælp nu, hvor jeg faktisk har erkendt, at jeg har et problem. Nu er der lige pludselig ingen tid at spilde. Men jeg hører aldrig fra alkoholenheden, og efter tre uger falder jeg i igen. Min konklusion er simpel: Jeg er ikke værd at hjælpe, og jeg falder dybere, end jeg nogensinde er faldet før.

Så sidder jeg dér. Et halvt år efter. I gang med at drukne mig selv i vodka og selvmedlidenhed. Mit job har jeg ikke længere, så nu ved jeg med sikkerhed, at jeg er på vej mod bunden.

Men jeg samler de sidste kræfter og gør det eneste, jeg har overskud til: Jeg googler. Og igen støder jeg på alkoholenheden, men dem kan jeg jo ikke vende tilbage til; de har allerede - omend lidt subtilt - givet udtryk for deres (manglende) interesse i at hjælpe mig. Udover den kommunale hjælp støder jeg herefter primært på steder, der kan hjælpe mig, hvis jeg har 75.000 kroner. Det har jeg ikke. Disse steder ser ellers yderst behagelige ud. De ligner kursteder og lyder så velmenende og forstående. På det her tidspunkt er mit største ønske i livet at få en plads sådan et sted, så jeg kan komme på ret køl igen. Men det er ikke en mulighed.

En cirkel så led og sejlivet

I et forsøg på at række ud efter endnu en instans går jeg til lægen. Han lytter til mig i et minuts tid, og så sender han mig afsted til psykiatrisk skadestue. At denne tur nærmest opmuntrer mig, fortæller med al tydelighed, hvor sørgeligt mit liv er på det her tidspunkt.

Et stort biprodukt af mit misbrug, der på det her tidspunkt er to år gammelt, er en dyb og meget alvorlig depression. Jeg sover ikke mere, jeg spiser ikke, jeg drikker bare. Alt dette kan sygeplejersken på den psykiatriske skadestue sagtens forstå, men hun er samtidig helt tydelig i sin besked til mig: De kan ikke hjælpe mig yderligere, før jeg er ude af mit misbrug. Og jeg prøver igen at forklare, at det er det, jeg har brug for hjælp til. Men så længe jeg er deprimeret, bliver jeg ved med at drikke, og så længe jeg drikker, kan jeg ikke få hjælp til at komme ud af min depression. Det er en cirkel så led og sejlivet, at jeg ikke kan se, hvordan den kan brydes.

De kan tilbyde mig en afrusning, en overnatning og en voksende følelse af afmagt. Jeg vil så gerne have hjælp, og lige meget hvor jeg vender mig hen, bliver jeg mødt med blikke, der fortæller mig, at det allerede er for sent.

Rigtig ironisk bliver det næste morgen, da sygeplejersken så gerne vil hjælpe mig inden min udskrivelse. Hun ringer til samme alkoholenhed, som aldrig skrev tilbage til mig, og forsøger at aftale en tid, hvor jeg kan komme derind. Men det kan man ikke. Man skal droppe ind, når man ellers har fået taget sig sammen.

Imødekommende sagsbehandler

Så det bliver jeg nødt til. Der er gået et år siden sidst, og jeg kan nu svare ja til, at jeg er deprimeret, og at jeg overvejer at tage mit eget liv. Sagsbehandleren er et varmt og imødekommende menneske, som jeg snakker rigtig godt med. Det er tydeligt, at hun er ny i systemet og stadig kan få øje på mennesket inden i misbrugeren. Men hende skal jeg ikke se igen. Det var bare en indledende samtale, og nu skal jeg igen hjem og vente på at blive indkaldt til den næste hos et nyt menneske.

Denne gang kommer indkaldelsen, og jeg møder op og snakker med en ny sagsbehandler. Hun har et tilbud, hvor jeg skal komme daglig i enheden. Jeg er optimistisk. Men få dage efter får jeg opkaldet; der er desværre ikke plads på det hold, der starter nu. Der er måske plads om to måneder. Det er ikke et tidsperspektiv, jeg kender til. Jeg er bange og usikker på, om jeg overhovedet lever så længe.

Det gør jeg. Og undervejs når jeg også selv at google mig til et Blå Kors-tilbud i Hobro. På papiret fint. I virkeligheden var det ti dage på et værelse uden menneskelig kontakt bedøvet af piller. Jeg får sovet ud, og da jeg kommer hjem, begynder jeg at drikke igen.

Herefter går det stejlt nedad bakke. Jeg lever alene. Og til sidst lever jeg så lidt, at jeg bliver indlagt akut med lever- og nyresvigt. Det kostede mig to uger i koma og min familie en masse sorg. Men det var her, da den somatiske sygdom manifesterede sig i min krop, at jeg endelig kunne få hjælp.

Så meget sorg, så mange penge

Jeg tænker ofte over, hvor mange penge jeg kunne have sparet det danske sundhedsvæsen, for hvis bare fastholdelsen i den kommunale alkoholenhed havde været stærkere?

Jeg tænker lige så ofte over, hvor megen sorg jeg kunne have sparet min familie for, hvis misbruget blev taget alvorligt som sygdom og misbrugeren som patient, før det var for sent.

Jeg kunne givetvis have gjort mere selv. Men det havde forudsat, at jeg ikke allerede var i min situation. Det ville have krævet et menneskeligt og økonomisk overskud, som jeg ikke ejede, fordi jeg allerede var ramt af sygdommen.

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57