Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

En blodig historie – og en Guinness

Når denne avis udkommer, så befinder jeg mig i det vestlige Irland. Jeg kalder ofte Irland for mit andet fædreland. Den svulstige erklæring dækker blot over, at jeg synes, der er ualmindelig smukt i store dele af landet, og at jeg føler mig godt tilpas i deres landskaber og på bølgelængde med de fleste irere gennem de mere end 25 år, jeg jævnlig har rejst i landet. Jeg føler mig simpelthen hjemme.

To steder har været nærmest faste destinationer. Den ene er Nordirland og en lille flække på østkysten. Portaferry lignede umiskendeligt en spøgelsesby, første gang jeg anløb med færgen og kørte op i gaderne. Her stødte jeg tilfældigt ind i en gæstfri og hjertevarm familie, der har en pub på stedet, og jeg blev efterhånden nærmest medlem af familien. 

På den måde kom jeg tæt på den nordirske konflikt – ’the troubles’, som de med en forunderlig blanding af lune, alvor og underdrivelse kalder de blodige begivenheder fra starten af 1970’erne. Det var de kulisser, børne- og forældregenerationerne havde levet i i Belfast, før de bosatte sig i Portaferry.

Minder om gummikugler og død

Børnenes barndomsminder handlede blandt andet om at indsamle britiske gummikugler og skræmmende oplevelser af vold, livsfarlige situationer og død. De voksnes barndomsminder fra en katolsk enklave var præget af fattigdom, diskrimination og undertrykkelse. Og ungdoms- og voksenerindringerne om den truende konflikt lige udenfor gadedøren og nogen gange også ind gennem knuste vinduer. Drabet på en nær slægtning, paramilitær besættelse af deres bydel og veritable slag.

Her var en enestående mulighed for at forstå konflikten, sætte sig ind i politiske og historiske detaljer og endegyldigt fatte, at irsk historie er så dramatisk og sammensat, at det er en aldrig afsluttende proces at forsøge at begribe den.   

Den anden faste destination er Connemara i Vestirland, og her går turen til denne gang. Her har jeg været stort set hver gang. Jeg synes, det er et af de smukkeste landskaber, jeg har set. Høje bjerge med bløde former, dale med meget spredte huse og marker. På Connemaras vestkyst har man mange steder et gigantisk vue over fjorde og øer og det store hav – next stop Amerika. 

I dette stenede landskab med marker som frimærker og stengærder i et ufatteligt tal er det med nød og næppe, at mennesker har kunnet overleve. Men irerne havde ikke noget valg, da de bosatte sig. Da den brutale Oliver Cromwell havde erobret Irland i 1653 blev de katolikker, der ikke var døde af krig, hungersnød eller sygdom, henrettet eller deporteret som slaver til Vestindien, frataget deres jord i øst og jaget vestpå, blandt andet til Connemara. 

3 skoler og 23 pubber

Clifden kaldes Connemaras hovedstad, men har kun godt 2.000 indbyggere, og det siger jo noget om den beskedne befolkningstæthed. Smukt beliggende mellem bjergene og med to kirkespir rækkende mod himlen ligner den en lille by i Alperne. Clifden bærer som de fleste andre irske byer minder om den dramatiske historie.

Byen blev grundlagt af en fremsynet godsejer, John D'Arcy, der slog sig ned i området i 1804. Han ville udvikle det lille fiskersamfund og fik startet en rivende udvikling, da hungersnøden 1821-22 banede vejen for statslig støtte til en havn og en vej til Galway. Da han døde i 1839, var Clifden en levende by med treetageshuse, to kirker, politi, domhus, tre skoler, hoteller, destilleri – og 23 pubber!

I en af dem, Eddie King's Corner, skal jeg nok – endnu en gang – have mig en Guinness. Så vil jeg lade tankerne vandre tilbage til kampen for uafhængighed 1920-21, den blodige opstand, hvor IRA med Michael Collins i spidsen myrdede engelske officerer og efterretningsfolk i Dublin i en udmattelseskrig, som fik englænderne til at tilbyde irerne en fristat, men uden de seks grevskaber i Nordirland.  

En mand, oprindelig fra Clifden, blev omkring kulminationerne på de gensidige myrderier i Dublin i 1920 arresteret og anklaget for mord på en engelsk kaptajn. Året efter blev han henrettet af briterne, og IRA svarede igen med en aktion i Clifden. Efter devisen ’to for en’ dræbte IRA-folk to engelske betjente –
netop her på King’s Corner, 16. marts 1921. Dagen efter, på St. Patrick’s Day, sendte det forhadte pro-britiske terrorkorps ’Black and Tans’ en styrke fra Galway. De nedbrændte dele af Clifden og plyndrede og myrdede.

Besøg på en irsk pub kan være en tidsrejse i de irske digteres og krigeres historie. Skål.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57