Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

En bank, der forgifter kapitalismen

Der er et billede fra Anders And, der har prentet sig hos mig. Det er fra dengang, Anders’ meritter blev skildret af rigtig gode tegnere, der med få, præcise streger kunne udtrykke menneskelige følelser. Man ser Anders And sjoske ludende af sted med tungt sind. Ved hans side vandrer en hund af blodhunde-typen med hængende, sørgmodige ansigtstræk.

Over hundens hoved ses en tale- eller tankeboble: 'Strenge tider, gamle dreng. Strenge tider.' 

Det kunne være to danskere på vej til arbejde – eller måske snarere til jobcentret - en kold og mørk januardag. Eller måske på vej hjem efter en håndboldkamp.

Der har været flere alvorlige træk på den i forvejen hårdt ramte vinter-humørkonto. Danmarks finalekamp mod Frankrig ved EM i håndbold i Herning var så absolut et af dem. Dét var godt nok en mavepuster til humøret.

Den oplevelse var dog for intet at regne i forhold til den sindstilstand, en fransk dokumentarfilm forleden efterlod mig i. 'Goldman Sachs – The Bank That Runs the World' hed den, og den skildrede et globalt finansfænomen, der overgår ens vildeste fantasier – eller snarere mareridt – om, hvad penge og finansiel magt i tilstrækkelig stor koncentration kan udrette.

En sådan fundamental følelse af magtesløshed overfor kapitalisme i sin mest velorganiserede, raffinerede og magtbegærlige form er ikke rar her i vintermørket. Så rent mentalhygiejnisk ville det nok være det bedste at skubbe denne viden fra sig – fortrænge den, som hjernen så nådigt kan gøre med ting, vi ikke kan stille noget op imod. At affinde sig med sin skæbne, som det hedder i folkemunde.

Jeg nægter at se fænomenet Goldman Sachs som et livsvilkår, vi må leve med. Og det er umuligt at tillade hjernen at fortrænge denne virkelighed, når nu vort lille lands regering sammen med partierne i den måske kommende regering er i færd med at invitere den gigantiske spekulationsbank indenfor.

Mantra: Andre skal tabe
Goldman Sachs er ekstremt lukket, og når vi alligevel ved noget, så skyldes det tidligere ansatte, der ikke kunne leve med den ånd, der hersker, og har forladt foretagendet. Et af bankens mantraer er for eksempel 'Det er ikke nok at vinde – andre skal også tabe,' og med den ånd går de ansatte så i gang med projekterne. Andre frafaldne beretter, at det er helt almindelig praksis at udplyndre sine egne kunder til gunst for bankens bundlinje. I internt sprogbrug taler man om at 'ribbe kunderne'.

En af de frafaldne, der var direktør i en europæisk afdeling i 10 år, siger: 'Goldman Sachs forgifter kapitalismen.' 

Jeg har – som 99,999 procent af befolkningen – ikke kendskab til detaljerne endsige ekspertviden og indsigt til at vurdere den aftale, der formentlig allerede nu, når dette læses, er vedtaget i Finansudvalget. Så jeg har ingen anelse om, hvorvidt det er en gunstig aftale for Danmark eller et farligt hasardspil med vores magt over egne fælles ressourcer og investeringer – her energiforsyningen.

Men jeg kan se, at med Goldman Sachs' historie og handlinger den seneste snes år, så er det ikke varm interesse for havvindmøller eller sympati for DONG's arbejde med at virkeliggøre Danmarks grønne og bæredygtige energipolitik, der driver investeringen.

Som alle andre foretagender, der som eneste mål har at skaffe maksimalt mulig profit er Goldman Sachs på evigt udkig efter pengestrømme, banken helt eller delvis kan få kanaliseret over i egen pengetank. Sådan tjener man penge på det niveau. Goldman Sachs er eminent dygtige til det og ikke tynget af forstyrrende etik eller forretningsmoral, så skulle de øvrige involverede i den aktuelle pengestrøm under operationen bukke under, er det helt i overensstemmelse med bankens interne forretningsfilosofi. Det har banken demonstreret utallige gange.

Og her har vi en rigtig stabil pengestrøm til DONG fra de danske skatteydere, der – ganske vist uden begejstring - accepterer, at der skal betales blodigt i energiskatter for at realisere en bæredygtig energipolitik. Sådan noget må få mundvandet til at løbe hos topcheferne i både USA og Europa.

Hvordan Goldman Sachs har tænkt sig at gribe sagen an, har jeg ingen anelse om – det har Bjarne Corydon formentlig heller ikke. De transaktioner, banken har tjent sine mange milliarder på, er så avancerede og indviklede, at det ikke er enhver økonom, der kan gennemskue dem. Det kræver en helt særlig ekspertise, et klokkeklart og rendyrket profitmotiv og en aldeles fraværende moral.

Egne folk på samfundets topposter
Ifølge en lang række kilder i dokumentaren, har banken skaffet sig enorm indflydelse på amerikansk politik ved at have sine folk på centrale poster. For eksempel præsident Bushs finansminister i finanskrisens hårdeste år med de utallige statslige bankpakker havde tætte bånd til Goldman Sachs og ejede store aktieposter i banken.

Også i Europa har den skaffet sig skræmmende indflydelse. En enkelt information fra den strøm af rystende facts, dokumentaren bombarderede os stakkels seere med: Direktøren for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, er tidligere næstformand og administrerende direktør i Goldman Sachs International. Hvor varme linjer han stadig måtte have til den magtfulde bank, er ikke blevet blotlagt. Men han er ikke en af dem, der har forladt Goldman Sachs i vrede og afsky.

Banken 'hjalp' Grækenland, da finanskrisen begyndte at få det til at knage højlydt i den græske stats økonomi. Landet fik store udenlandske lån i en særlig konstruktion, der gjorde det muligt at camouflere det gigantiske statsunderskud – blandt andet overfor EU. I dag er Grækenland i nærmest bundløs gæld til Goldman Sachs og skal betale astronomiske årlige afdrag langt ud i fremtiden – også længe efter at de nuværende politikere er lagt i graven.      

Udplyndringen af subprime-lånerne
Hidtil er kun én medarbejder blevet stillet til ansvar for sine handlinger overfor en domstol. Det er en franskmand – et rent geni til matematik og finansielle badutspring – der håndterede udplyndringen af de amerikanske subprime-lånekunder, som banken udmærket vidste ikke kunne klare tilbagebetalingen af lånene. Goldman Sachs mere end forudså den kommende finanskrise, mens de øvrige aktører jublede videre på børserne. Og med den fornødne omlægning af strategien kunne banken først udplyndre de små subprime-lånekunder og derefter sørge for at smøre den resterende regning af på andre investorer. På bundlinjen kunne der alene på denne manøvre noteres en gevinst på 13 milliarder euro – små 98 milliarder kroner.

Den unge franskmand, der stod for håndteringen af subprime-lånene, har været afhørt i en kongreshøring. Her var hans eneste fortrydelse, at han havde sendt nogle private mails til sin kæreste. Her beskrev han begejstret, hvordan det hele var ved at bryde sammen om ørerne på ham, mens milliarderne væltede ind.

Goldman Sachs har tilsyneladende valgt at ofre franskmanden. Banken betaler ganske vist hans dyre advokater. Men det var Goldman Sachs, der lod de private mails tilflyde myndighederne.

En af de frafaldne chefer, der optræder i dokumentaren, bliver spurgt, hvad man kan stille op. 'Man skulle slet ikke have banker af den størrelse. Split dem op i mindre finansielle institutioner – så ville den slags ikke kunne foregå,' svarer manden.

Så klippes der til en anden, indsigtsfuld kilde, der nærmest ser overvældet ud ved tanken: 'Røre ved Goldman Sachs? Hmmm. Det har ingen regering hidtil turdet.'

Jeg slutter mig til den sjoskende Anders And og hunden og de vise ord.

'Hårde tider, gamle dreng. Hårde tider.'


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57