Politik fra rødderne

Af Rasmus Jønsson
 | 
bertel_baro<br />Illustrationer: Flemming Dupont<br />
bertel_baro
Illustrationer: Flemming Dupont

En af de mest usynlige

Valget af den rutinerede og folkelige Bertel Haarder som den første Venstre-kulturminister i 40 år skabte straks store forventninger. Bertel Haarders profil som en belæst mand med stor politisk integritet, erfaring og stærke rødder i Højskole-Venstre kombineret med et værdiministerium som Kulturministeriet kunne der næsten kun komme noget godt ud af.

Posten var da også Haarders første prioritet, og hans holdning er også, ”at der er mere indflydelse i at være kultur- og kirkeminister end i at være formand for Folketinget”, en post, han ellers var favorit til, men måtte se Pia Kjærsgaard løbe af med. Bertel Haarder har haft det bedst tænkelige afsæt, hvor han selv ind i det hardcore Politiken-segment har været opfattet som en slags mandligt svar på Connie Hedegaard – altså som en borgerlig politiker med de kulturradikale værdier i orden.

En minister i letvægtsklassen

Men indtil videre er det en fesen omgang, kulturminister Bertel Haarder har leveret.  Som det kan ses i brand-diagrammet, har han levet en tilværelse, der næsten berettiger ham til at deltage i programmet ”De forsvundne danskere”. Både når det handler om synlighed og positive sager (det nordvestlige hjørne), ser det skidt ud for Haarder. De fleste af Haarders optrædener klumper sig sammen omkring diagrammets midte, som er neutrale sager/dagsordner uden kant og gennemslagskraft.

[caption id="attachment_36562" align="alignright" width="468"]Illustrationer: Flemming Dupont Illustrationer: Flemming Dupont[/caption]

Det mest markante, Bertel Haarder indtil videre har præsteret på sin yndlingspost, er at lancere mærkbare besparelser på omkring 600 millioner kroner på kulturområdet. I en tid, hvor der igen er godt med penge i finansministerens kasse, er det noget af et nederlag for en minister, som ellers må betragtes som liggende i den tunge ende af magthierarkiet, at stå i spidsen for så store besparelser. Han har tydeligvis tabt armlægningen med Claus Hjort og Finansministeriet.

I debatten om udflytning af arbejdspladser, som blev en generel vindersag for regeringen, formåede Bertel Haarder dog at få tilkæmpet sig en selvstændig position, men uden den helt store gennemslagskraft. Han fik sat en mindre dagsorden om, at der skulle mere kultur ud i provinsen, men da det skulle ske på bekostning af de store byer, blev det ikke en udelukkende positiv dagsorden.

To klassiske angreb

Det har tydeligvis været svært for Bertel Haarder at skaffe sig en god og stærk position som kultur- og kirkeminister; derfor har han den seneste tid forsøgt sig med to klassikere. For det første har Haarder lanceret det klassiske angreb på det licensfinansierede DR og deres for store rolle i mediebilledet. Et angreb, som de fleste borgerlige politikere jævnlig forsøger sig med, da det altid kan trække overskrifter og man med sikkerhed ved, det er omkostningsfrit, da DR-medarbejderne i frygt for konsekvenserne ikke tør svare igen.

Den anden klassiker, Haarder har hevet frem, er at lave endnu en kanon. Denne gang vil Haarder lave en ”rigtig” kulturkanon. Kanon-projekterne er efterhånden ved at være en slidt genre i dansk politik, og de bliver nok mest sat i søen, fordi de er meget lidt ressourcekrævende. Det kræver et par timer for en webmaster, der skal lave en hjemmeside, og så noget kaffe på kanden til et par møder, hvor relevante folk kan tale emnet igennem. Politisk og offentligt kommer der efterhånden meget lidt ud af kanon-konceptet, og derfor har Bertel Haarder da næsten heller ikke fået nogen omtale af sin ”rigtige” kulturkanon.

Små historier

Som det fremgår af diagrammet, er den generelle omtale, som Bertel Haarder ellers har fået, meget sparsom. Han har ikke haft nogen definerende sager i sin første tid som minister, som har haft rigtig stor gennemslagskraft i offentligheden. Haarder har heller ikke haft nogle af de tosidede debatsager, hvor man for eksempel kan være for eller imod noget. Debatsager, som ellers er velegnede til både kultur- og kirkeområdet og kan støje voldsomt i medierne. Kun en lille smule debat omkring Bjarne Riis og doping fik han startet, men den trak Haarder hurtigt i land på igen.

Trods Bertel Haarders stille tilværelse er det ikke sådan, at kulturministeriets pressemedarbejdere ligger på den lade side. De høvler pressemeddelelser ud om kulturfestival, sangstafet, musikhandlingsplaner, åbning af udstillinger og organisationsændringer på kulturområdet. Men det er pressemeddelelser, som på en heldig dag kan trække et Ritzau-telegram. Faktisk virker det, som om Haarders pressearbejde mere er designet til at være intern kommunikation til kulturområdet end til at skulle give gennemslag i offentligheden.

For en politiker i Bertel Haarders liga må det siges at være en skuffende omgang ikke at fylde mere på den politiske scene. Medierne elsker kulturstof, og de politiske journalister elsker værdidebatten, så Haarder kan ikke give medierne skylden for fraværet - hvilket ellers er en yndet forklaring fra politikere, der føler sig overset. Bertel Haarders brand som en af regeringens mest usynlige og ligegyldige ministre kan han kun takke sig selv for!


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57