Politik fra rødderne

Af Knud Abildtrup
 | 
Redaktør, dknyt
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Drik vand, få fødderne ned og tal sandhed

”Og hvis det ikke kan være anderledes, så er det forfriskende med et glimt i øjet, hvis der absolut skal kommunikeres visuelt med gode ideer til hensigts­mæssig adfærd i det offentlige rum.”

Min kone havde under en privat sparekampagne i sin pung et slidt klistermærke med påskriften ’Mådehold’. Efter sigende havde budskabet en vis effekt, men om den reelt førte til ændrede indkøbsvaner står lidt hen i det uvisse. Hvis en notorisk gnier mødte en mærkat med påskriften ’Generøsitet’ i sin tegnebog, vil han måske holde endnu mere på pengene, og spørgsmålet er vel i det hele taget, om generelle, opdragende formaninger ikke har det med at blive kontraproduktive?

Et herligt eksempel stammer fra en misbrugskampagne – eller anti-misbrugskampagne, som det vel skulle være - hvor en plakat fra Sundhedsstyrelsen viste en fuld teenager i en indkøbsvogn som illustration til en manende tekst om, hvor mange unge der drikker. Professor Flemming Balvig fra Københavns Universitet har tidligere beskrevet, hvordan mange teenagedrenge vil synes, det kan være ganske skægt at havne i en indkøbsvogn efter en fredag aften i byen – og sejt at fortælle om bagefter – så skræmmeeffekten er til at overse.

Anderledes positive offentlige budskaber så man på posters i Aarhus’ gader for få år siden, hvor hovedbudskabet var det enkle ’Drik vand’ på baggrund af et foto af et glas vand … Om det ligefrem får mere aggression end refleksion frem i alle os, som formaningen måske er tiltænkt, tør jeg ikke sige, men er så bred en kampagne, der kunne synes aldeles ligegyldig, ligefrem en offentlig opgave?

  ”Og hvis det ikke kan være anderledes, så er det forfriskende med et glimt i øjet, hvis der absolut skal kommunikeres visuelt med gode ideer til hensigts­mæssig adfærd i det offentlige rum.”

Jeg mener: Skilte med ’man må ikke løbe på gangene’, ’græsset må ikke betrædes’, og ’sko og støvler må ned fra togsæderne’ har det med at råbe på at blive ignoreret. Hvis man i det hele taget er til offentlige formaninger, så taler det i mine øjne for en visuel kampagne, at de rammer bare lidt mere præcist med hensyn til tid og sted.

Flere Tante Sofie’r

I København vil cyklister i denne måned møde opfordringer i form af plakater på busserne som ’kør ikke over for rødt’, ’træk cyklen på fortovet’ og ’hold til højre’, og denne form for offentligt betalt opdragelse har fået sine første kritikere, mens tilhængere ikke ser andre muligheder for at komme storby-cyklisters unoder til livs.

’Man må ikke skade andre eller sætte livet til, men for øvrigt må man gøre, som man vil’. Sådan brummede politimester Bastian i Kardemomme By, og Tante Sofie stod parat med den direkte opdragelse af børnebogens forbrydere, der både kom i bad og blev sat i arbejde, så de til sidst opnåede social status og umistelig hæder ved at redde papegøjen ud fra det brændende tårn.

Måske er det bare mere frimodighed, civilcourage og nærvær blandt lillebyens og storbyens fodgængere, passagerer og cyklister, der skal til? At sidemanden ganske enkelt beder teenagepigerne fjerne støvlerne fra sæderne, virker. At man stiller vandkander frem mellem øl, vin og snaps, virker. Og så ved jeg godt, det nok er sin sag at stille sig i vejen for en cyklist på fortovet.

Og hvis det ikke kan være anderledes, så er det forfriskende med et glimt i øjet, hvis der absolut skal kommunikeres visuelt med gode ideer til hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum: Når de yngste og stærkeste tituleres ’gentlemen’ og i Aarhus opfordres til at bruge de øverste etager i cykelstativer, så de ældste uden så mange kræfter kan bruge nederste etage.

Her kan man ikke udelukke, at en og anden cyklist faktisk bliver mindet om noget, man ikke havde skænket en tanke i travlheden. Og det samme gør sig - utroligt nok - nok gældende, når der på S-tog står, at passagererne først skal ud af toget, før folk på perronen kan komme ind. Når der på en skraldespand står ’kast og ram – eller prøv igen’, lever det også for mig at se op til kravet om at få bare et lille skævt smil frem. Og det kan måske give gode ideer til en replik i forbifarten, når det er på sin plads.

Og måske er det også det, der skal til, når Bo Smith-udvalget lægger op til kodekser for god stil blandt topcheferne, hvor det ikke bare handler om at ramme skraldespanden eller slukke mobilen i en stillekupé:  ’Ret ryggen og tal sandhed’ er jo nok for virkelighedsfjernt – men hvad skal der så stå i flammeskrift over chefkontoret, uden at det får den modsatte effekt? Læserne må hjælpe.

Kommunikation


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57