Af Anders Hougaard
 | 
Lektor ph.d., Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet
Anders Hougaard alias Lektor Lyn er bevæbnet med akademikerens skarpe og kritiske pen og skriver fast i Kommunen om teknologi, medier og samfund.

Digitaliseringen sniges ind med flødeskumssprog

”Det er altså svært i sådanne og utallige andre tilfælde at få øje på, hvilket problem teknologien løser, medmindre problemet består i at skulle lette røven.”

At politik og offentlig administration er sprudlende kilder til tåget, manipulerende flødeskumssprog er der intet nyt i. Og i stor udstrækning er det selve essensen ved megen administration og politik hele tiden at formulere og gennemføre tiltag, som ingen udover en snæver kreds rigtigt forstår, som i sidste ende er til størst gavn for administratorerne og politikerne selv og som bekræfter dem i, at der vel nok lige bliver administreret og ført politik. Dette forhold gælder i allerhøjeste grad for to af tidens helt store flødeskumssprøjt: ”digital velfærd” og ”kernevelfærd”. Smag lige på ordene engang. Mmm. Man kan fornemme, at de firkantede reklamemandsbriller har været skubbet helt op i panden på embedsmandsgangene, da disse ord blev præsenteret med slideshow, laserpen, smart-board og hele pivtøjet.

 ”Det er altså svært i sådanne og utallige andre tilfælde at få øje på, hvilket problem teknologien løser, medmindre problemet består i at skulle lette røven.”

De senere år er ordet ”kernevelfærd” blevet en del af standardarsenalet for papegøjesnakkende politikere, og ”digital velfærd” introduceres blandt andet i en stor strategi for perioden 2013-2020, som KL, regioner og (den daværende) regering står bag. Ofte kædes de to ord sammen, idet det fremføres, at mere digital velfærd vil ”frigøre ressourcer” til mere kernevelfærd. Og i et samfund, hvor vores egnethed som dygtigt deltagende og bidragende demokratiske borgere måles i, hvor gode vi er til at tage alskens luftige begreber til os og selv spytte dem ud som sekundærpapegøjer, kan ingen være uenig i, at det lyder skidegodt.

Selv forskere siger jo den slags uden at blinke. Men det er stadigvæk uvist, hvad der egentlig menes med ”kernevelfærd”. Og hvis man sætter sig ned med Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside foran sig for at finde ud af, hvad digital velfærd er for noget, breder den samme stank sig, som har bredt sig utallige gange før omkring smarte teknologiske tiltag. Digitaliseringsbølgen hørmer, og her er et guldrandet eksempel:

Borgernes ve og vel

Den amerikanske teknologikritiker Neil Postman formulerede i 1999 seks vigtige spørgsmål til ny teknologi. To af spørgsmålene lyder i al deres simpelhed ”Hvilket problem løser teknologien?” og ”Hvis problem er teknologien en løsning på?”. Ja, velfærd handler vel om borgernes ve og vel, så man må antage, at det er dem, der har et problem, der bliver løst. Men for det meste tilbyder ”digital velfærd” løsninger, hvor noget, som kan gøres ”manuelt”, i stedet for gøres digitalt, men med en skærm som klodset forhindring. Ét ud af mange eksempler er sårvurdering. Med digital velfærd behøver lægerne ikke undersøge patienten fysisk. De kan i stedet for kigge på billeder af sårene på en skærm, og patienten kan så sidde bagdelen flad hjemme i lænestolen. Men sårvurderingen bliver næppe bedre af, at man ser på billeder af sårene fremfor at se direkte på dem? Her skabes tværtimod en afstand, som ikke fandtes før.

Det er altså svært i sådanne og utallige andre tilfælde at få øje på, hvilket problem teknologien løser, medmindre problemet består i at skulle lette røven. Og nu er det så, at det begynder at hørme, for vi efterlades rent faktisk med det argument, at det er dejligt for patienterne at slippe for at skulle udad døren. Altså, sårpatienten, der givetvis har godt af at få stimuleret blodomløbet og måske også samvær og oplevelser i det hele taget, holdes fikseret i lænestolen, hvor lægerne fra lang afstand kan løbe om kap med dårligere undersøgelsesbetingelser, et stadigt dårligere blodomløb og måske dårligere psykisk velvære.

Uanset hvor mange højtstående politikere, der står bag disse tiltag; uanset hvor firkantede brillerne er på de kommunikationsfolk, der har formidlet tiltagene; uanset hvor stor alvor de er blevet fremført med i embedsværket og resten af den offentlige administration, så giver det ingen mening overhovedet.

Ulydig kritik

Eller vent nu lige lidt. Et tredje af Neil Postmans spørgsmål til teknologien lyder ”Hvilke mennesker og institutioner kan opnå økonomisk og politisk magt på grund af den teknologiske forandring?” Ledere i det offentlige har ganske vist forsøgt at dreje debatten uden om denne type spørgsmål ved at kalde det ukonstruktivt og skadeligt blot at stemple digital velfærd som en spareøvelse. Men selvfølgelig siger de sådan. Det er jo lige præcis dem, der står til en stor gevinst i form af besparelser. Og det er jo lige præcis dem, der står med et stort problem i forhold til højere niveauer i det offentlige hierarki, hvis kritikken bliver ”ukonstruktiv” og man får besvær med at gennemføre strategier, der er kommet ovenfra. Og her skal det forstås, at for offentlige ledelser er ”konstruktiv kritik” den form for lydig kritik, der ikke ændrer ved et forslags substans, men bare kræver ændring af nogle ligegyldige detaljer; og ”ukonstruktiv kritik” er den form for ulydig kritik, der påpeger fundamentale undergravende eller tvivlsomme ting ved et forslag og kræver en tilbagetrækning af det.

Men er besparelser ikke netop gode for os allesammen? Et hovedargument er jo, at besparelserne vil kunne bruges til at øge kernevelfærden. Men det sender os blot direkte tilbage til spørgsmålet om, hvad kernevelfærd egentlig er? Ingen ved det rigtigt. Desuden er der ingen som helst nødvendig sammenhæng imellem det at spare penge i ét hjørne af et område og så at forbedre et andet hjørne af samme område. Regnestykket holder måske nok på papiret, men i virkelighedens verden er der tale om frigjorte midler, som forskellige interessenter så kan påbegynde en ny kamp om. Og derfor er der heller ingen som helst selvfølgelighed i, at besparelser er gode for os allesammen. Argumentet hører sammen med ord som ”kernevelfærd” hjemme i skuffen af retoriske virkemidler, som den velopdragne og gode borger aldrig ville kunne afvise.

Tilbage står altså, at med ”digital velfærd” forringes en række områder ved at skabe afstand, hvor der ellers ingen er, hvorved der spares penge, som ingen kan vide hvor ender. Og de, der vinder ved dette, er de politikere, der forøger deres magt ved at gennemføre tiltag, som passer ind i deres øvrige planer, og de enheder og personer i det offentlige, som styrker deres magtposition ved at få flere midler til rådighed og ved at kunne servicere de politikere, som ønsker tiltagene gennemført. Og det hele bygges op på funklende markedsføringssprog, der appellerer til den dygtigt bidragende og deltagende borger. Mmm, flødeskum!

Innovation

It

Kommunikation

Organisation & ledelse

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57