Politik fra rødderne

Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

DF's fornemmelse for folkestemninger

SF's vælgersucces bygger på vælgergruppers frygt for fremtiden.

Ingen blev overrasket over, at det antikapitalistiske Enhedslisten gik imod det længe planlagte salg af 19 procent aktier i DONG til den kontroversielle amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Det virkelig overraskende var, at så mange almindelige borgere efter blot få dages debat via Facebook og hjemmesider udtrykte skarpe protester mod salget. Omfanget af proteststormen og medietrykket, der fulgte, havde man i regeringen tydeligvis ikke regnet med. Og pludselig var man under beskydning fra både højre og venstre fløj.

Traditionelle socialister vender sig per definition mod amerikanske kapitalister og privatiseringer. Det er ikke overraskende, og det er det heller ikke, at kapitalismekritikken siden 2007 har fået ny næring over hele den vestlige verden. Investeringsbankers ikke alt for etiske ageren før og under finanskrisen har heller ikke mindsket tilgangen af dem, der mener, at de intet har at gøre som medejere af offentligt ejede forsyningsselskaber som for eksempel DONG ENERGY.

Kapitalmarkederne og bankerne anser kritikere for at være hovedårsagen til, at millioner er blevet arbejdsløse, og at velfærden som konsekvens af den af spekulation skabte krise er blevet skåret voldsomt ned. Finanskrisen har skabt en frygt for fremtiden, hvor de, der i forvejen er blevet parkeret på offentlige overførselsindkomster, lever af lave lønninger eller er offentligt ansatte og mærker de økonomiske tommelskruer og kravet om effektivitet, søger hen, hvor de kan udtrykke deres protest mod denne udvikling – en protest mod globaliseringen, der i kraft af den internationale konkurrence og de frie markeder har fjernet i hundredtusindvis af manuelle job i industrien uden at skabe nye tilsvarende jobs. Politikernes reaktion på det har igennem de sidste 30 år været en mængde social- og arbejdsmarkedsreformer, der har skullet trimme og effektivisere samfundet, og har stillet nye og skrappere krav til dele af befolkningen.  For mange er det en brat opvågning i det velfærdssamfund, som de troede ville sikre dem en rimelig indtægt, uden at der blev stillet større modkrav.

Antiglobaliseringen
I Danmark er der to partier, hvor man genfinder den klare protest mod globaliseringen. Det er hos Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte parti har udviklet sig til at være højrefløjens antiglobaliseringsparti. Det startede i det små lige før Maastricht-afstemningen i 1992, hvor Pia Kjærsgaard og det ellers frimarkedsorienterede Fremskridtsparti pludselig med Den Kolde Krigs afslutning blev EU-modstandere. I dag er en af DF's klareste mærkesager modstanden mod EU, selvom man i modsætning til det andet EU-modstanderparti Enhedslisten ikke kæmper for en egentlig udmeldelse.  DFs EU-modstand blev kronet med succes, da Morten Messerschmidt fik et kanonvalg for fem år siden.  

Dansk Folkeparti har længe hævdet at være et midterparti, som måske ovenikøbet lå lidt til venstre for midten i velfærdspolitikken, og henvist til, at man i VKO-årene påtog sig rollen som de 'borgerliges sociale garant'. Det benægter man hos centrum-venstre-partierne blandt andet ved at pege på tilbagetrækningsreformen som eksempel, men det har dog ikke formået at dæmme op for, at flere og flere vælgere siden stiftelsen i 1997 stemmer på DF. Når Lars Løkke Rasmussen her to-tre måneder efter 3GI-sagen igen ligner en sikker statsminister i meningsmålingerne, så sker det ikke i kraft af fremgang for Venstre, men udelukkende fordi Pia Kjærsgaards arvtager på formandsposten, Kristian Thulesen Dahl, har formået at skabe ny fremgang for DF. Ikke mindst i kraft af en evne til at kapre vælgere fra centrum-venstre, der er skuffet over Thorning-regeringen.

Blot få uger før regeringen skulle have salget af DONG-aktier til Goldman Sachs godkendt i Folketingets Finansudvalg, trak DF pludselig følehornene til sig til trods for, at man havde været med i hele processen det år, hvor den stod på, som del af forligskredsen. På intet tidspunkt havde DF's repræsentant undervejs ytret nogen kritik af forløbet eller den partner, som var på vej ombord. Men så skiftede stemningen hos DF. Hvorfor?

Frygten for fremtiden
Det er kendetegnende for DF, at man i partiets levetid – i god tid og før alle andre – har fornemmet stemningerne i befolkningen og herefter designet sin politik efter det. Først var det modstanden mod indvandringen, siden blev det modstanden mod EU, så blev det frygten for velfærdsstaten, og nu senest er kapitalismekritikken trukket af stalden. Overordnet bindes det hele sammen af en fortælling om bevarelsen af den homogene nationalstat Danmark, som vi engang kendte. Det er der, hvor velfærdsstaten bevares, EU og især muslimske indvandrere, men også investeringsbanker holdes ude. I hvert fald når det gælder køb af vores nationale energiselskab, selvom det er mere end 10 år siden, at politikerne blev enige om at privatisere DONG delvis og lade det operere - ikke som en styrelse under Energiministeriet, men som et privat selskab, fortrinsvis ejet af staten, men gerne med udenlandsk investorkapital, der kan tilføre det viden og effektiv drift. Det er DF nu også imod.

DF er blevet en vælgersucces baseret på én særdeles effektiv mobiliseringsfaktor: Frygten for fremtiden og alt, hvad globaliseringen medfører.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57