Politik fra rødderne

Af Jon Kiellberg
 | 
Debatredaktør og politisk blogger, Dansk Kommunikationsforening og Kommunen
Jon er cand.scient.adm. og redaktør i Dansk Kommunikationsforening og skriver desuden jævnligt politiske analyser for en række medier. Jon har tidligere været presseansvarlig og arbejdet som journalist, og er samtidig en anvendt foredragsholder om politisk kommunikation og presse- og krisehåndtering. Jon er ved at skrive en bog om de 10 største politiske spinskandaler de sidste 20 år. 

Det politiske tvangsægteskab

For præcis et år siden udtalte politisk kommentator Hans Engell til et foredrag efter valgkampen i 2011, at ’vi afslører ikke vores kilder, da vi ellers ville save den gren over, som vi sad på’, da han blev spurgt, hvorfor kommentatorerne ikke gør det, som de er sat i verden for – nemlig at afsløre spin og rævekager. Engells udtalelser rammer hovedet på sømmet i forbindelse med de seneste års politiske spinskandaler. Det man med rette kunne kalde 'det politiske tvangsægteskab'. Et platonisk ægteskab og et sammenrend af interesser mellem spindoktorer, journalister og politikere; eller kort og godt: Treenighedens ligevægt.

For alle tre parter har i bund og grund brug for hinanden: Politikeren for at fremme sin sag eller ramme sin modstander, spindoktoren for at tjene sin minister og journalisten for at have adgang til gode kilder og dermed få nye politiske historier – i en evig kamp mellem kollegaer.

Det er der intet galt i. Solohistorier købes og sælges på gangene på Borgen hver eneste dag, og medier og spindoktorer indgår usynlige kontrakter for at skabe gode relationer mellem det politiske system og den politiske journalistik.

Problemet er blot, at det naturlige mediekredsløb er løbet løbsk og gået over grænsen for journalistisk anstændighed. Det gennemsyrer ikke alene en syg spinkultur, men er også et usundt afhængighedsforhold mellem de implicerede parter.

Over for det har vi en måbende offentlighed, der med rette kan spørge sig selv, om der er tale om enlige svaler af spinsager. Det korte svar er nej.

Fætter-kusine fest

Lige nu ruller skattesagen for fulde gardiner, hvor Undersøgelseskommissionen forsøger at finde frem til, hvad der skete bag de nedrullede persienner af evt. magtfordrejning og -misbrug fra magthavernes side, og hvilken rolle medierne spillede i de lækkede oplysninger om Kinnocks skattesag. Hvordan sagen ender, kan kun tiden vise. Det kan sagtens tænkes, at det ender ud i det rene ingenting.

Mediemagtens tredeling

For skattesagen og lignende sager har det tilfælles, at den største skandale langtfra er de fældende beviser i sagerne, men derimod, hvordan journalister, spindoktorer og politikere vasker hænder og dækker over hinanden ud fra devisen: ’Du skrubber min ryg – jeg skrubber din’, når de personlige relationer i visse kredse på Borgen mest af alt kommer til at ligne en fætter-kusine fest, eller i værste fald politisk indavl.

Det er der særligt to årsager til: Spinkulturen har taget overhånd

For det første, så er der de senere år sket en stadig hårdere kamp partier og politikere imellem. De negative kampagner har til stadighed vundet terræn, hvor det handler om at forsøge at fælde eller miskreditere modstandere. De personlige angreb og smudskampagner i medierne kommer fra mange forskellige kilder med vidt forskellige motiver. Her har partiernes pressetjenester ofte en finger med i spillet, men også embedsmandsapparatet bliver til stadighed (mis)brugt til at påvirke og fremme en bestemt politisk sag.

Det så vi i lækagesagen om jægersoldaterne i Irak, vi så det i DSB-skandalen, hvor Søren Eriksen blev fyret som topchef i sagen om DSB's statsstøtte til datterselskabet DSBFirst. Som bekendt blev Eriksen fældet, men aldrig dømt for nogen overtrædelser. Vi så det i forbindelse med daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium, som i en række sager misinformerede Folketinget, brød loven og slettede belastende dokumenter.

Spændt for en vogn

Dette er blot få sager i rækken af mange, som sjældent får politiske konsekvenser; fordi magtmisbruget foregår i det skjulte. Og så er vi fremme ved årsag nummer to.

At visse kredse af den politiske presse er fedtet ind i de sager og agerer budbringere, og i værste fald udøver kampagnejournalistik for magthaverne. Og her har vi i en række sager oplevet, at pressen ikke har været kritisk nok i forhold til kilderne og motiverne bag historierne. Det rejser ikke alene et spørgsmål om troværdighed – eller mangel på samme – blandt visse dele af den politiske journalistik. Det rejser også det nærliggende spørgsmål: Hvem dækker over – i stedet for at afdække – en række politiske magtmisbrugssager? Hvis ikke pressen eller kommentatorerne. Hvem så?

Journalist Simon Kratholm Ankjærgaard og redaktør Jon Kiellberg er ved at skrive
en bog om de 10 største ­politiske spinskandaler de sidste 25 år.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57