Politik fra rødderne
Af Sine Møller
 | 
Som offentligt ansat skal man kunne holde tungen lige i munden for at bidrage gavnligt til dialogen i en krisesituation, der ellers kan optrappes. Her forklarer konstitueret direktør i Børn og Unge, Aarhus, en forældreforsamling om planerne om at slå flere skoler i Egå-området sammen.
Foto: Mikkel Berg Pedersen, Ritzau, Scanpix (arkiv)

Motiverende samtale løser konflikter og hårdknuder i hverdagen

At lytte imødekommende i stedet for at løfte pegefingre lyder nemt og giver gode resultater. Men det skal læres og vedligeholdes, skriver psykolog Sine Møller.

Lige nu er der fri adgang til kommunen.dks artikler, blogs og kronikker i forbindelse med valgperioden.
God fornøjelse, vi håber, du sætter pris på det :)

   Det kan nogle gange undre, at nyuddannede læger skal aflægge lægeløfte om at gøre gavn for samfund og medmennesker, mens kommunalt ansatte, der ofte arbejder med nogle af samfundets svageste borgere, ikke har samme forpligtelse til at arbejde ud fra bedste viden om, hvad der virker.

Pædagogen i børnehaven mødes af frustrerede forældre, hvis barn lige er blevet bidt i kinden af børnehavens ”bølle”.
Social- og sundhedsassistenten skal motivere Bjarne, der har et massivt alkoholmisbrug og diabetes 2, til at følge en diabetesvenlig diæt.
Familieterapeuten, skal i gang med at anvende et nyt evidens-baseret program.

Alle tre skal de kunne mobilisere gode relationskompetencer for at håndtere disse og andre situationer, så forældrene føler sig mødt og lyttet til uden at optrappe konflikten, så Bjarne ikke føler sig fordømt og talt ned til og så familieterapeuten kan anvende det nye program og samtidig bevare evnen til at danne gode samarbejdsrelationer med sine borgere.

Relationskompetence er et begreb, der især er blevet italesat som en vigtig forudsætning for pædagoger og læreres evne til at håndtere alle slags børn og unge, men flere er heldigvis også begyndt at anerkende vigtigheden af at have eller tilegne sig gode relationskompetencer generelt i det offentlige og kommunale arbejde med forskellige slags borgere.

At gavne kræver kompetence
At kunne agere fleksibelt, empatisk og med et anerkendende og ressourceorienteret fokus og samtidigt bevare sin professionalisme er ikke kompetencer, der automatisk følger med, fordi man er kommunalt ansat. Medarbejderne og borgere, de er i kontakt med, vil altid profitere af at få finpudset disse kompetencer.

Forskning har tydeliggjort, at mennesker, der har gode relationskompetencer og er i stand til at danne gode arbejdsrelationer, er mere effektive i deres job. Omvendt kan mennesker, der har mangelfulde relationskompetencer, gøre mere skade end gavn for de borgere/klienter, de har med at gøre.

Det kan nogle gange undre, at nyuddannede læger skal aflægge lægeløfte om at gøre gavn for samfund og medmennesker, mens kommunalt ansatte, der ofte arbejder med nogle af samfundets svageste borgere, ikke har samme forpligtelse til at arbejde ud fra bedste viden om, hvad der virker. Alle kommunale medarbejdere har et indre ønske om at være til gavn for samfundet og borgerne, men for at dette indre ønske bliver til virkelighed, skal der arbejdes med, at relationskompetencer gives til medarbejderne, og at de vedligeholdes.

Respekt og empati motiverer
David E. K. Hunter, der over lang tid har arbejdet med begrebet Performance Management, og hvordan man støtter sine medarbejdere i at få gode resultater indenfor det sociale felt, er fortaler for, at en leder sørger for at alle medarbejdere bliver uddannet i Motiverende Interview. Dette giver medarbejderne et solidt fundament for at udføre sit arbejde med relationskompetence.

I beskrivelsen af Motiverende Interview (MI) lægges der vægt på det, der betegnes som MI ånden: at du møder alle mennesker med accept, medfølelse, respekt og empati og at du arbejder på at frembringe deres indre motivation til forandring. MI-brugeren bliver hjulpet på vej af forskellige MI færdigheder, hvor et begreb som refleksioner er blandt de vigtigste. Refleksioner er i MI-sprog konstante udsagn, som MI-brugeren kommer med undervejs i en samtale, der enten gentager dele af det, borgeren lige har sagt, eller reflekterer det som MI-brugeren tror, at borgeren føler, tænker eller oplever på et givent tidspunkt. MI færdighederne kombineret med at møde borgeren med MI-ånden er en effektiv tilgang, der giver den kommunale medarbejder relationskompetence til at takle selv de sværeste konfliktsituationer og til at støtte alle borgere i en adfærdsændrende proces.

Gode råd kan spænde ben
De fleste kan tilslutte sig MI’s ånd – vi kan også kalde det et menneskesyn. Udlevelsen af dette menneskesyn i praksis overfor alle borgere, viser sig dog ofte at være en ret så stor udfordring.

Kommunale medarbejdere sidder med en specialiseret ekspertviden om hvordan borgerens liv kan blive bedre. For at komme i job skal du gøre sådan, for at tabe dig skal du gøre sådan, for at komme ud af misbrug skal du gøre sådan, for at blive en bedre forælder skal du gøre sådan…

En problemstilling er dog, at adfærdsændringer og gode relationer stort set aldrig vokser ud af, at eksperter fortæller en borger hvordan vedkommende skal leve sit liv. Faktisk har denne ”gode råds taktik" ofte en modsatrettet effekt – både på relationen og på ønsket om at ændre adfærd.

Det simple skal også implementeres
Med MI forsøges det at aflære tendensen til at give gode råd og tillære, at man i højere grad får spurgt ind til borgerens ønsker, håb og drømme for fremtiden og får frembragt borgerens egne forslag til, hvordan ændringer på vej hen imod disse drømme kan se ud. Gode råd og andre informationer kan, hvis de ses som meget vigtige for borgeren, gives ved først at spørge om lov ”er det okay hvis jeg fortæller dig lidt om….” og ved at borgerens syn på rådet eller den nye information hele tiden inddrages.
For mange virker ovenstående som en rigtig god opskrift til at få borgeren inddraget i egne adfærdsændringer og samtidig rigtig svært at implementere i praksis.

Det giver således rigtig god mening at medarbejdere i diverse kommunale kontekster lærer MI. MI træner medarbejdere og lederes relationskompetencer og giver udgangspunktet til et fælles sprog og et fælles menneskesyn på de borgere, der arbejdes med. Derudover bliver medarbejdere bedre til og mere succesfulde med at støtte borgere i at ændre adfærd.
Men MI skal prioriteres, så det læres ordentligt. Hvis man som organisation ønsker at komme i gang med at lære MI, så bør man være opmærksom på, at implementering af tilgangen skal vægtes højt. Det vil sige, at der for eksempel skal være ledelsesmæssig opbakning, afsættes ressourcer til uddannelse og supervision og medarbejderne skal kontinuerligt støttes i at arbejde med metoden.

Men hvis der ud af denne prioritering kommer mere glade og relationskompetente medarbejdere og ledere, er det nok også det værd.

Kommunikation

Organisation & ledelse

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57