Politik fra rødderne

Af Knud Abildtrup
 | 
Redaktør, dknyt
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Det kunne være så smart – og ikke spor billigt

”Men djævelen griner i mit højre øre: Tænk lige på de seks millioner kroner, der blev brugt til ingenting – ligesom de tusindvis af kommunale arbejdstimer på samme projekt i Aarhus.”

Disse linjer skrives, kort efter at jeg har bedt dknyts ihærdige webmaster opfinde en løsning, der advarer kolleger mod at bevæge sig ind i en eksisterende historie i netmediets skrivesystem, hvis en anden også er på vej derind. Det kunne nemlig være så smart, spare nogle ærgrelser og i enkelte tilfælde forhindre spildt arbejde.

At det som regel er muligt for dygtige it-folk at få omsat den pludselige indskydelse til brugbar teknik i det daglige, er en jævnlig kilde til arbejdsglæde. Jeg skal selv bare tænke nogle årtier tilbage, da jeg glædede mig til første gang at bruge en elektronisk kalender med alt, hvad det indebærer af påmindelser, overblik og logik, for ikke at tale om mit første skriveprogram, der ikke bare overflødiggjorde slettelak, støvet kridtpapir og kalkerpapir, men frigjorde kreativitet og muliggjorde en langt friere skriveproces. Wow!

 ”Men djævelen griner i mit højre øre: Tænk lige på de seks millioner kroner, der blev brugt til ingenting – ligesom de tusindvis af kommunale arbejdstimer på samme projekt i Aarhus.”

Nå, tilbage til nutiden. For mere vil ha’ mere. Anledningen til at skrive denne klumme kom i forrige uge, hvor Aarhus Kommune sammen med KMD efter ikke mindre end fem års udviklingsarbejde skrottede planen om et nyt it-system, for der var ikke længere tro på et brugbart resultat af anstrengelserne. Da havde man allerede brugt de første seks millioner kroner. Hvad systemet skulle kunne? Jo, blandt andet gøre det lettere at oprette og nedlægge nye og afgående medarbejderes e-mailadresser - på tværs af kommunens mange arbejdspladser. Og som udenforstående må det være tilladt at tænke: ’Kan det være så svært?’ Og behøver man nu overhovedet sætte et firma til at arbejde med den slags løsninger - altså oprette og slette en mailadresse? Det er vel bare en del af rutinen?

Englen og djævelen

Englen hvisker i mit venstre øre – om kap med Niels Lan Doky, der skal holde distraherende baggrundslyde i kontorfællesskabet ude, mens jeg tænker positivt: De teknologiske nyskabelser, der for alvor letter mange menneskers hverdagsliv, må jo af gode grunde være blevet til på baggrund af en masse mislykkede forsøg – og dermed også kiksede ideer. Og når det foregår i firmaernes udviklingsafdeling, hører vi ikke om de skrottede projekter, men betaler gladelig for de vellykkede:

Når jeg i dag selv via podcast kan bestemme, hvornår jeg vil høre Selvsving fra P1. Når praktikanten blev vækket klokken seks med et breaking-blippelip fra sin mobil af en nyhed (der så viste sig at blive trukket tilbage en time senere). Når de fremmeste kommuner vi-
deostreamer byrådsdebat med nemt tilgængelige links til dagsordenpunkter med tilhørende bilag.  Så hurra for de skæve it-ideer med troen på, at det må kunne lade sig gøre – også i det offentlige.

Men djævelen griner i mit højre øre: Tænk lige på de seks millioner kroner, der blev brugt til ingenting – ligesom de tusindvis af kommunale arbejdstimer på samme projekt i Aarhus. Og hvad med den københavnske anti-diskriminations-app, som kun blev downloadet af ganske få. Var det ikke bare endnu et eksempel på, hvordan der er alt for frit løb til at omsætte skøre tanker til brugbar viden? Og det offentlige betaler.

Mange rystede på hovedet, da de første kommuner forestillede sig at bede trafikanter fotografere vejhuller og bøjede lygtepæle på deres vej - og vupti ved de via en app besked på teknisk forvaltning. Men smart er det nu – og herfra skal et par ideer lige afskibes – til drøftelse blandt kommunale engle og djævle:

En it-funktion, der får dagens endnu ukendte hacker-angreb til at blinke mørkerødt i samtlige indbakker på rådhusene. En app, der kan aflure de ansatte, der selv vil lure i pa-
tientjournaler, hvor de ikke har noget at gøre. Et program, der lægger firmaers ubetalte bøder oveni deres årlige skat. Et andet program, der trækker lokale firmaers tilgodehavender ved kommunen fra deres dækningsafgift.

En backup, der låser og sikrer gamle børnesager imod sletning, selvom de søges makuleret. Et lille fikst program, der automatisk sløjfer ejendomsskatten, hvis et sommerhus skulle styrte i havet under en storm. En selvkørende glad virus, der kan erstatte bolle-å med dobbelt-a i alle dokumenter og undersites i Aalborg, Aabenraa og nu også Aarhus.

Eller hvad med en særlig indretning – den bliver ikke billig – der automatisk kan give skribenten et svagt elektrisk stød, hvis de allerværste sproglige klicheer skulle finde vej til kommunikationsansattes tastaturer?


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57