Politik fra rødderne

Af Anders Frandsen
 | 
Politisk rådgiver
Public Affairs Director i Rud Pedersen Public Affairs. Har gennem hele karrieren arbejdet i krydsfeltet mellem politik og kommunikation blandt andet som særlig rådgiver for Klima- og Energiminister Connie Hedegaard og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, og i landets største virksomheder inden for tele- og finanssektoren. Er desuden ansat som ekstern lektor ved Københavns Universitet. 
Anders Frandsen STRATEGI<br />
Anders Frandsen STRATEGI

Det knager i værdifællesskabet

”Ikke desto mindre har valget i juni skabt en markant anderledes situation. For nok var det formålstjenligt op gennem nullerne at have et velfungerende Dansk Folkeparti i en fornuftig størrelse, men det var selvsagt aldrig hensigten, at de skulle blive større end Venstre.”

”Jeg står ikke og kører op i hovedet på dig, om du historisk har afgivet nogle løfter om efterløn eller dagpenge - det er ikke dét, det handler om”.

De, som fulgte TV2's debat om forbeholdsafstemningen, spidsede øren, da statsminister Lars Løkke Rasmussen pludselig affyrede alle kanoner og for åben skærm gav Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl det glatte lag. Det efterlod lidt samme fornemmelse som, når proppen ryger af flasken til familiefesten, og der pludselig falder et par knubbede og uovervejede ord.

De efterfølgende debatter viste imidlertid, at det ikke var en enlig finke, der var røget af panden. De to partiledere fortsatte tværtimod med et bravt mundhuggeri i meget direkte og kontante vendinger.

Kristian Thulesen Dahl trak sig sejrrigt ud af denne indledende holmgang, eftersom danskerne sagde klart nej den 3. december. Omvendt var det svært at høre denne buldren og bragen som andet end ouverturen til et 2016, hvor fronterne mellem DF og Venstre bliver trukket hårdere op. Og her er det ikke helt så sikkert, at Kristian Thulesen Dahl trækker det længste strå.

Valgresultatet den 18. juni betyder i hvert fald, at samarbejdet mellem DF og Venstre kommer til at foregå i et væsentligt andet klima end i 2001. Dengang byggede Venstre på ”Hjort-doktrinen”, opkaldt efter Claus Hjort Frederiksen, om, at man ikke måtte tabe valg på velfærdsspørgsmål. Af samme grund var det opportunt at have et velkørende Dansk Folkeparti til at holde de reformhungrende og skattesænkende Konservative i ave.

Derudover var også en klar forståelse af, at Dansk Folkeparti havde en solid krog til at trække klassiske socialdemokratiske vælgere henover midten – og dermed fastholde statsministerposten på Venstre-hænder.

Man kan derfor ikke komme udenom, at Venstre anført af Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen var stærkt medvirkende til at opbygge Dansk Folkeparti.

Det gjaldt ikke blot mængden af flæskesteg og smørrebrød, som blev indtaget i forbrødrende fællesskab, men ligeledes tilrettelæggelsen af store forlig, der dramaturgisk altid blev gennemført med Dansk Folkeparti i en ledende rolle. En disciplin, der næsten blev forædlet til en kunstart i forbindelse med de årlige finanslove, hvor Kristian Thulesen Dahl med røntgensyn kunne gennemskue alle finanslovens krummelurer og detaljer for til sidst at udfri nødstedte pensionister og andre udsatte grupper.

Eller da Pia Kjærsgaard i 2006 fik lov til at etablere hierarkiet i blå blok ved for åben skærm at fyre den konservative fødevareminister Lars Barfoed. I øvrigt samme år, som Claus Hjort Frederiksen kundgjorde, at Venstre havde et værdifællesskab med DF. I dag forekommer det mærkværdigt, at den udmelding skulle være kontroversiel, men dengang gav det dønninger på Slotsholmen, at Danmarks Liberale Parti blandede blod og ånd med ”pianisterne”.

Hjort-doktrinen er efterhånden erklæret død lige så mange gange, som Socialdemokraterne er blevet afæsket ”en stor samfundsfortælling”. Desuagtet kan man ikke underkende, at den gav Venstre tre valgsejre i træk og på den vis er solidt politisk håndværk.

Buldrende uholdbart

Ikke desto mindre har valget i juni skabt en markant anderledes situation. For nok var det formålstjenligt op gennem nullerne at have et velfungerende Dansk Folkeparti i en fornuftig størrelse, men det var selvsagt aldrig hensigten, at de skulle blive større end Venstre.

Det er indlysende, at det på den lange bane er buldrende uholdbart for Venstre at være det næststørste parti i blå blok, især når de selv tabte 160.000 vælgere, netto, til DF.

Meget tyder da også på, at Lars Løkke Rasmussen har valgt en mere offensiv kurs overfor samarbejdspartneren. Finanslovsaftalen blev denne gang ikke tilrettelagt efter, at DF skulle uddele milde gaver. Tværtimod var det Liberal Alliance og Konservative, som kunne række armene i vejret for at hjemtage sejre på henholdsvis registreringsafgift og grundskyld.

Samtidig er manøvrerummet også blevet mere begrænset for Kristian Thulesen Dahl. Dels har Socialdemokraterne formand, Mette Frederiksen, klart tilkendegivet, at hun ikke laver store forlig, for eksempel på dagpengeområdet, med et alternativt flertal, dels er det svært at forestille sig, at Kristian Thulesen Dahl har nogen synderlig lyst til at trække stikket på en borgerlig regering med risiko for at overlade roret til Johanne Schmidt-Nielsen, Morten Østergaard og Uffe Elbæk, når fædrelandet står overfor et flygtningepres af hidtil uset omfang.

Et gammelt mundheld siger: ”Så længe det knager, så holder det”. Kristian Thulesen Dahl kan formentlig leve med, at DF falder lidt i målingerne. Til gengæld kan Venstre i det lange løb ikke leve med at være det næststørste parti i blå blok. Der skal altså vindes nogle stemmer tilbage. Det kræver, at Venstre selv har en stærk politik – men første skridt er at lade være med at servere DF sejre på et sølvfad. Der kommer ikke til at blive givet ved dørene i 2016, og der kommer nok heller ikke til at blive talt helt så varmhjertet om værdifællesskab.

Kommunikation


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57