Politik fra rødderne

Af Peder Frederik Jensen
 | 
forfatter
Uddannet fra Forfatterskolen i 2006. Debuterede i 2007 med romanen ‘Her står du’. Har senest udgivet \'Vold\' i januar 2016. Tidligere uddannet bådebygger.
peder-frederik-jensen-ny<br />
peder-frederik-jensen-ny

Det er på tide, vi giver den hånd til Afrika

”Der synes ikke at være interesse hos den almindelige dansker for, som minimum, at anerkende forskellen mellem en flygtning fra eksempelvis Somalia og en immigrant fra Cameroun. Begge har deres grunde til at søge væk, men håbløsheden er væsensforskellig, og mulighederne ligeså.”

Jeg havde spurgt chaufføren, hvad han tænkte om Camerouns fremtid, og han havde svaret, at jeg var et godt eksempel på det, der ikke fungerer: ”I besøger landet, men slår jer aldrig ned. Alle jer, der burde blive. Folk, der kommer med initiativ, handlekraft, og som ikke er korrupte. Men I kan ikke se en fremtid her, selvom her er masser af muligheder. Hvorfor? Hvad er det I ser?” spurgte han.

Vi kørte gennem et slumkvarter i den afrikanske storby Douala. Chaufføren var ophidset. Jeg havde ellers lært ham at kende som rolig og kompetent. Han havde i en menneskealder arbejdet for den danske generalkonsul Hans Winther Nielsen.

Vi passerede gennem den bydel, hvor busserne afgår. Som mange andre steder i Afrika var busstationerne fulde af unge mennesker. En del af dem i nypudsede sko, med en lille taske, kortærmet skjorte, bukser – aldrig shorts.

”Men hvor skal de gå hen?” spurgte chaufføren. ”I det øjeblik, de kommer til en jobsamtale eller er halvvejs i deres uddannelse, står der et fjols og beder dem om penge. Kan du ikke skaffe beløbet, må du droppe ud og om bag i køen. I stedet kan du se de talentløse med forbindelser få dit job eller din uddannelse. Dagen efter står du her,” sagde han, ”på vej til den næste by eller en drøm om Europa. Tænk, hvis du havde haft en virksomhed, hvor bare et par stykker af dem kunne have søgt et ordentligt arbejde.” Han stirrede på mig i bakspejlet. ”Eller hvad?”

 ”Der synes ikke at være interesse hos den almindelige dansker for, som minimum, at anerkende forskellen mellem en flygtning fra eksempelvis Somalia og en immigrant fra Cameroun. Begge har deres grunde til at søge væk, men håbløsheden er væsensforskellig, og mulighederne ligeså.”

Jeg svarede ham, at de fleste europæere slet ikke ser det som en mulighed at etablere sig i Afrika.

Korruption er en af de væsentligste årsager til, at unge mennesker søger lykken et andet sted.

Andre årsager er almindelig rejselyst og muligheden for at få et job. Mange af disse immigranter ville helst blive hjemme, og de fleste forestiller sig, at de skal vende hjem igen.

Der er altså masser af gode og mindre gode grunde til at rejse, men de udebliver i den samtale, vi har om ‘de fremmede’ i Danmark. I den danske offentlighed taler vi om komplekse problemstillinger, som om der fandtes et nemt svar og en hurtig løsning.

Der er forskel på folk

Der synes ikke at være interesse hos den almindelige dansker for, som minimum, at anerkende forskellen mellem en flygtning fra eksempelvis Somalia og en immigrant fra Cameroun. Begge har deres grunde til at søge væk, men håbløsheden er væsensforskellig, og mulighederne ligeså. Immigranten søger en tilværelse, hvor destruktive, strukturelle problemer som korruption ikke forhindrer hans livsudfoldelse, mens flygtningens liv er umuliggjort af krig, hungersnød og klimakatastrofer, men at skelne er ikke en topdisciplin i folkedybet. Der gjalder det bedrevidende: En neger er bare en neger, der skal forsvinde igen. Tag dit undertrykkende tørklæde og fis ad helvede til. Men hvor mange fra den her abstrakte masse, man går og kalder ‘folket’, bruger bare en halv time ugentligt i deres privilegerede, nedarvede, rettighedsliv på at sætte sig ind i, hvordan tørke, krig, fattigdom og korruption gør det svært og i mange tilfælde umuligt at etablere sig på det Afrikanske Horn? Jeg mener, læs om det på din iPhone, eller udskift hver tredje omgang pikspilleri eller et afsnit af tv-serien, med en ‘quicky’ på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside.

Der en sammenhæng mellem den almindelige borgers ligegyldighed og passivitet og relationen mellem den rige og den fattige verden. Manglende viden fører til dårlige beslutninger, der gør situationen værre, så hvordan kan det være, at mange af de individer, vi bunker sammen som ‘folket’, virker så fordomsfulde og ligeglade? Jeg mener, samfundet har trods alt brugt en klækkelig andel af guldstykkerne fra slavehandlen på at uddanne masserne eller har i hvert fald forsøgt. Nu lader det til, at masserne bare vil have lov til at være racister i fred, så skal man nok overføre en halvtredser til hungersnøden, eller hvad det nu er, der lige er på tapetet hos alle de der sorte, der ikke gider arbejde, hvis de overhovedet kan rejse sig fra stråmåtten dernede i Ongo-bongoland.

Flygtninge er virkelige mennesker. De lever for et minimum, og mange bor i telte. De ønsker sig tæpper, når man spørger. For mange er begreber som afklaring, hjemsendelse, fred, rettigheder eller et hjem abstrakter og udtryk for noget uopnåeligt.

Man er flygtning, fordi ens hjem ikke længere eksisterer som en mulighed. Det kan ikke siges nok gange.

De udgør en procentdel af de mennesker, der søger mod Europa. Vi kan ikke afvise dem. Vores velstand er delvis en konsekvens af udplyndring i kolonitiden, så der er en direkte sammenhæng mellem vores kulturs overskud (både materielt og immaterielt), vores rettigheder og det afrikanske menneske, der bukker sig og går ind gennem åbningen i et UNHCR-flygtningetelt et sted ‘dernede’ i nærområderne. Desuden har vi både råd og mulighed for at skabe trygge rammer til det antal, vi er forpligtet på herhjemme.

Vi må ændre indstilling og smadre forestillingen. Vi må rejse os og komme i gang med at hjælpe den almindelige afrikaner. Hun klarer det ikke alene.

Det skylder vi som tak og betaling for den undertrykkelse og vold, vores forfædre udsatte hendes forfædre for. Vi skylder det, og det kan i øvrigt ikke betale sig andet, hvis man gerne vil modvirke et potentielt folkevandringstryk, der får vores såkaldte ‘flygtningekrise’ til at blegne. Der er tale om en ‘perfect storm’ med faktorer som klimaforandringer, islamisering, krig, vand- og anden ressourcemangel, migration, sygdom og flygtningetal i millionklassen.

Mød Afrika med åbent sind

Flygtningen og emigranten har det til fælles, at de begge er et resultat af en håbløs situation. Flygtningen kan vi hjælpe ved at lave et fornuftigt, globalt kvotesystem under FN. En fordeling, hvor intet land kan sige sig fri. Desuden skal vi skrue op for indsatsen i ‘nærområderne’.

Samtidig må vi flytte os ud af den geopolitiske pubertet og begyndte at betragte Afrika med et åbent sind fra samfundets side, men også fra vores egen – os, det enkelte menneskes. Vi skal hver især være åbne for, at der er mere at komme efter, end vi tror. Vi skal begynde at bosætte os i de afrikanske byer, og EU skal handle i stedet for at lave dybt problematiske toldmure. Vi skal vænne os til at betale den pris, vi selv kræver for ydelser og varer, vi leverer. Vi skal holde op med at se det afrikanske menneske som en enhed, der for eksempel kunne kaldes det afrikanske menneske. Vi skal begynde at søge viden om kontinentets udfordringer, anerkende immigranternes vilje og lyst til at leve et bedre liv og målrettet modarbejde grådighed og korruption og vennetjenester, så det liv kan udfoldes hjemme med værdighed, så det bliver overflødigt at søge til Europa, og den potentielle emigrants energi og styrke bliver udnyttet lokalt, så der kan vokse mere velfungerende samfund op.

For at det overhovedet kan lykkes, må vi lære at se forskel på en flygtning og en emigrant. Den første må vi skærme og hjælpe med omsorg og kærlighed og forståelse, den anden må vi hjælpe med at deltage i de strukturelle kampe, der skal kæmpes mod denne verdens forbrydere. Simpelthen ved at stille hårdt mod hårdt ved for eksempel at afkræve ordentlige forhold for Kenyas kaffebønder eller lade være med at købe kaffen.

Integration


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57