Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Det bliver et godt år for hørerør

Min radio begyndte for nogen tid siden at råbe ad mig. Et af mine favoritprogrammer på P1 fik pludselig ny studievært. Den gennemgående stemme var nu en mand med buldrende røst og et højt lydniveau, som havde været fortrinlig som udråber på et myldrende marked. Men at få besøg af ham derhjemme, hvor han lagde op til historier, så man blev helt stresset og ganske glemte at høre efter indholdet, var ikke nogen udsøgt fornøjelse.

Det sker jævnlig. Pludselig dukker en person op i radioen, der synes at have den forestilling, at når man taler i radioen til tusindvis af lyttere, så må man blæse igennem, så alle kan høre én. Intet kunne være mere forkert. Radioen er faktisk et meget intimt medie, og den stemme, der virkelig gør indtryk og formidler budskabet, er den stemme, man næsten ikke bemærker. Fordi den taler til dig og mig, som om vi sad lige overfor hinanden og jeg skulle delagtiggøres i en spændende historie.

Det sker også på tv, hvor både DR’s og TV2’s nyhedsudsendelser har haft kvindelige studieværter, hvis stemmer gik gennem marv og ben. Stemmen har som bekendt utallige muligheder for at moduleres til alskens udtryk. Tænk for eksempel på den komisk sexede, småhviskende lillepige-stemme kontra salig Poul Reumerts tordnende teaterrøst: ’De hiiiger og søøøger, i gammmle bøger…’

Skærebrænder-stemme
De fleste mennesker vil med en smule øvelse sagtens kunne lave ganske gode udgaver af de forskellige udtryk. Nogle mennesker – især kvinder – mestrer en særlig teknik, der får stemmen i et meget gennemtrængende leje. Skarp, skærende – som en gaffel mod en tallerken. Og langtfra behagelig at lægge ører til.

Men yderst effektiv til for eksempel at skære igennem blandet snak og larm. Og det er så nok grunden til, at mange mødre med små og halvstore børn udvikler denne stemmeføring til perfektion. De to kvindelige studieværter havde netop alderen til at have en flok poder derhjemme. Mor hæver stemmen, skærer igennem og får børneflokken på rette kurs. Når arbejdet så kalder, kræver det hjælp og træning at lægge skærebrænder-stemmen fra sig.

Men det kan jo ikke forklare alle de mange råbende og støjende mennesker, der synes at blive flere og flere af overalt. Vi lever i et mere og mere støjende samfund. De, der synes at lide af panikangst ved udsigten til stilhed, er glade. Men for mange af os er det en stadig voksende pestilens, der nedsætter livskvaliteten og ifølge lægevidenskaben også er en trussel for helbredet.

Vores råbe- og støjsamfund giver sig mange besynderlige udtryk. Jeg stod for nylig i kø ved supermarkedets kasse i mine egne tanker. Varerne var anbragt på båndet – det var bare at vente, til kassedamen havde arbejdet sig gennem de foranståendes varer. Så blev jeg revet ud af mine tanker. Først af et skub i ryggen. En kunde måtte bare have sine varer op på båndet NU! Det kræver jo ikke den store intellektuelle indsats at indse, at uanset hvor meget man skubber til den foranstående, og hvor hurtigt man får maset sine varer på båndet, så vil det ikke få køen hurtigere afviklet.

Meningsløs støj
I dette tilfælde var det en stor mand klædt i arbejdstøj, men det kunne lige så godt være en kvinde, der ikke havde rystet arbejdets stress af og fnøs ad den utålelige slendrian. Han gik i gang med at læsse på båndet. Jeg undrede mig over, at han ikke udelukkende havde taget dåser og dybfrost, for det var ham magtpåliggende at få varerne anbragt med så stort et brag som muligt. Og han kunne teknikken. Enhver vare kunne han få lyd ud af. En mælkekarton kan med den rette kasteteknik give et lydeligt klask – for ikke at tale om, hvad en dybfrossen kylling kan.

Den meningsløse støj fik mig til at filosofere over fænomenet. Og det slog mig, at mange mennesker tilsyneladende er af den opfattelse, at støjende adfærd er et udtryk for flid, arbejdsomhed og effektivitet. Jo mere du larmer, jo hårdere arbejder du.

Ellers kan jeg ikke finde nogen forklaring på, at eksempelvis skraldemænd, der jo oftest afhenter vores affald kriminelt tidligt om morgenen, er i stand til at skabe en så kolossal larm med skraldespandene. Det må have været paradis i gamle dage, hvor beholderne var af metal. Og noget af en udfordring, da man gik over til plastic. Men det er lykkedes, og renovationsfolkene får til fulde udtrykt deres arbejdsomhed overfor den sovende befolkning.  

Jeg har også bemærket, at mange børn er ude af stand til at tale i et normalt leje. Det er en besynderlig oplevelse, når et barn stikker hovedet hen til en for at fortælle noget vigtigt og så begynder at råbe, så ens hår står tilbage. Forældre beretter, at det er værst, lige efter at børnene er hentet fra daginstitution, og helt væk efter en ferie. Og jeg erindrer bekymrende undersøgelser om pædagogers høreskader og børn, der får ødelagt stemmen.  

Unge med høreskader
Og jeg husker at have hørt om forsøg, hvor arkitekter og pædagoger har samarbejdet om at indrette lokaler med en hensigtsmæssig belysning og akustik. Og de forbløffende resultater, nemlig børn med en øjeblikkelig ændret adfærd. Der råbes ikke, men tales, og børnene lytter i stedet for at forsøge at overdøve hinanden. Aggressioner og konflikter forsvinder næsten. Men den slags luksus har kommunerne naturligvis ikke råd til.

Her har vi måske også forklaringen på, at unge mennesker i dag ikke kan foretage sig noget som helst uden musikledsagelse. Så når de må forlade de gigantiske musikanlæg i bilen eller på værelset, er de forsynet med hovedtelefoner eller en såkaldt ear pad, der sidder helt inde i øret og sender høj musik direkte ind i det sarte høreorgan. Ofte så højt, at det er generende for os andre selv flere meter væk.

Der rapporteres om et stigende antal høreskader blandt børn og unge. Selvsagt forgæves.

Så der er vel ikke andet end at konstatere, at vi snart er en nation af hel- og halvdøve. Havde jeg forudset den groteske udvikling, havde jeg nok fået anbragt min pensionsopsparing i høreapparatbranchen. Den går gyldne tider i møde.
Eller som en gammel, slagfærdig ven sagde, når man havde sagt hvabehar? ’Det bliver et godt år for hørerør!’     :


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57