Af Dorte Toft
 | 

Teknologijournalist, blandt andet med fokus på kunstig intelligens og robotter. Dorte Toft skriver også om køn, uddannelse og magt

HÆNGT UD SOM FORVOKSEDE BABYER. Det var ikke samtlige 750.000 offentligt ansatte, men deres organisationer, Konservativ Ungdom langede ud  efter med hval-kampagnen, har KU siden præciseret. Billedet stammer fra OK-demonstrationen i Aarhus 22. marts.
HÆNGT UD SOM FORVOKSEDE BABYER. Det var ikke samtlige 750.000 offentligt ansatte, men deres organisationer, Konservativ Ungdom langede ud efter med hval-kampagnen, har KU siden præciseret. Billedet stammer fra OK-demonstrationen i Aarhus 22. marts.
Foto: Helle Arensbak, Ritzau Scanpix

'Det apolitiske dyr' er en uddøende art

Livet på Christiansborg har længe øget politikerleden, og ungdomspolitikere bidrager, trods løfte om det modsatte. Senest slog en KU-afdeling til med et groft angreb på 750.000 offentligt ansatte. Det positive er, at flere mennesker nu ytrer sig om politik. Desværre uden at gøre en forskel.

 Er der noget, som vælgere fra rød og blå fløj i dag er enige om, så er det, at partier ikke er, hvad de har været. Stadig flere vælgere erklærer sig da også politisk hjemløse.

Gad vide, hvor mange apolitiske 'dyr' der er tilbage i det danske? Vist relativt få. Hvad der siges, skriges og vedtages fra politisk hold, gør det umuligt at tro på, at fremtiden kan overlades til de folkevalgte, blot man har gjort sin borgerpligt og stemt.

Men hvad stiller vi op, alle os, der har smidt den apolitiske ham, og som skræmmes væk fra politik grundet det groteske reality show, hvor alle midler tages i brug lige fra skammelige stråmænd til konkrete løgne?

Vi ved, hvilken type politikere medierne tænder mest på, så det nytter ikke meget, at der er politikere, der undlader at deltage i showet. Ude af øje er ude af sind, og det ved også partiernes ungdomsafdelinger.

Borgerforslag betegnet som plat
Den nye mulighed for, at borgere selv kan stille forslag til vedtagelse i Folketinget, hvis 50.000 har skrevet under, gør næppe en forskel. Som et socialdemokratisk folketingsmedlem ytrede i relation til det første borgerforslag, der kom op i Folketinget: '50.000 underskrifter beslutter ikke noget. Det gør kun 90 mandater.'

Det forslag var et forsøg på at afskaffe det såkaldt uddannelsesloft, og forslaget blev stemt ned. Et andet kaldtes 'pjat' af en minister fra Venstre. Det går på at erstatte ministerpension med den form for arbejdsmarkedspension, som andre offentligt ansatte har.

Christiansborg synes at være sig selv nok. For selv når opinionsmålinger viser, at en majoritet i befolkningen er imod, hvad der er flertal for i Folketinget, lyttes der ikke. Det bidrager til at øge mystikken, for politikerne holder sig jo ikke tilbage fra at lovgive ud fra enkeltsager som ren symbolpolitik.

Når oveni kommer, at politikerne forsvarer egne ulovligheder, heriblandt teleovervågning af borgere, eroderer respekten for folkestyret yderligere.

Er der noget, som vælgere fra rød og blå fløj i dag er enige om, så er det, at partier ikke er, hvad de har været. Stadig flere vælgere erklærer sig da også politisk hjemløse.

Det tomme løfte
Kan vi sætte vores lid til ungdommen? Nej. Et kig på de politiske ungdomsorganisationer maner ikke til optimisme, og det på trods af, at ni af dem for blot et år siden sammen gik 'til kamp mod politikerleden'.

De unge skrev under på et såkaldt politikerløfte, der skulle højne standarden, inspireret af det løfte, som nyuddannede læger aflægger. Løftet bestod af syv punkter, hvoraf et punkt lyder således: 'Jeg vil gå forrest i kampen for en respektfuld og saglig debat, som giver plads til, at alle kan deltage.'

'Respektfuld og saglig debat!' Smuk moral, som CPH:Dox ville sikre videodokumentation af, finansieret af Nordeafonden. Der var endda voksenpolitikere, der foreslog, at nyvalgte til Folketinget skulle forpligtes til at skrive under på løftet.

Men løftet raller. Dobbeltmoralen har for længst stukket sit grimme fjæs frem. Senest var det en KU-lokalafdelings hån mod 750.000 offentligt ansatte, der illustreret med en hval promoverede teksten: 'Med en vægt på 2700 kilo er blåhvalens unger verdens største babyer. Hvis man ellers ser bort fra de offentlige ansatte, der kun vil have mere i løn og ikke skattelettelser'.

Simon Spies-mantraet
De unge lærer af, hvad der giver de ældre succes, og det er i vidt omfang, hvad salig Simon Spies havde som mantra: Enhver omtale gavner, selv den dårlige. De unge overgår tilmed de voksne i provokationer som led i deres markedsføring, og der sniffes til både racisme og kvindeforagt.

Voksenpolitikerne nyder selvfølgelig oftest godt af de unges provokationer. Da KU for nylig krævede, at Kulturministeriet skal nedlægges, og at statens kulturstøtte skal fjernes, fik den konservative kulturminister således mikrofontid i medierne til at fortælle, hvor meget kultur betyder netop for de konservative.

Og hver gang VU går ud og kræver monarkiet afskaffet, får voksenpolitikerne mulighed til at fortælle, hvor højt Venstre sætter Dronning Margrethe, og det kan vælgerbasen lide.

Der ses selvfølgelig også masser af enighed mellem unge og gamle. Når en i DF-ledelsen kalder Obama for 'neger', og partiformanden blåstempler det, følger DFs ungdom naturligvis trop. På Folkemødet i 2016 skete det med en sang om, at Obama er en talentløs neger.

På den yderste venstrefløj ses ikke helt samme harmoni mellem de voksne og de unge, så slagkraften i samarbejdet synes mindre, i hvert fald for mig. Internt i hver af de to aldersgrupper har der da også historisk set været masser af splittelse, lige som man på tværs af voksne og unge ser åben uenighed om visse ting, herunder hvilke midler der kan anvendes for at få elimineret kapitalismen og realiseret revolutionen.

Facebook fodrer bæstet
For unge som gamle politikere er Facebook blevet gaven, der bliver ved med at give. Nok ses der en vis politisk kritik af Facebook, blandt andet i relation til skatteunddragelse og påvirkning af valg, men politikerne ville ikke være foruden. Facebook er hånden, der fodrer bæstet - den perfekte platform for den 'spot, hån og latterliggørelse', som politikere tildeler dem, de er uenige med, om det så er politiske modstandere eller borgere.

Samtidig presses medierne så meget økonomisk af både Facebook og Google, at de i deres popularitetsjagt har øget antallet af opinionssider og brølene på disse, så nåleøjet, som også politikerindlæg skal passere igennem, er blevet større. Redaktionelt laves desuden noget, medierne betegner som journalistik, men som blot er klippe-klistren fra politikernes 'pressemeddelelser' på Facebook og Twitter.

En gang fulgte jeg flere politikere på tværs af hele spektret på de sociale medier i et forsøg på at orientere mig inden for flere bobler end min egen ret så ubestemmelige. Men jeg gider ikke 'how low can you go'. I dag følger jeg kun en håndfuld, og det er helt på tværs af farveskalaen, præget af, at netop den håndfuld synes at være de eneste blandt de 179 i folketinget, der fatter noget om teknologiens gennemgribende betydning for samfundet på godt og ondt.

Jeg har dog observeret én politiker, som på de sociale medier konsekvent synes at leve op til det såkaldte politikerløfte, der skulle begrænse politikerleden. Han kommunikerer på konstruktiv vis, men han genopstiller heller ikke.

Kommunikation

Politikerliv


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57