Aydin Soei 2|54f2eebc0bcd8-wpcf_75x75|54f2eebc0bcd8-wpcf_150x150|53eb4e5418bd8-wpcf_150x150<br />Illustration: Ib KjeLdsmark|||<br />
Aydin Soei 2|54f2eebc0bcd8-wpcf_75x75|54f2eebc0bcd8-wpcf_150x150|53eb4e5418bd8-wpcf_150x150
Illustration: Ib KjeLdsmark|||

Foto: |||

Den vrede unge mand er et fælleseuropæisk problem

”Som en, der i årevis har skrevet samt holdt foredrag om emnet samtidig med, at jeg har interviewet et utal af unge og deres forældre i disse boligområder, ville jeg inderligt ønske, at vi for en gangs skyld lavede politikker på området ud fra en målsætning om, at alle børn og unge skal have værktøjerne til at skabe et godt liv for sig selv, fremfor for at tilfredsstille alle dem, der bor udenfor disse områder.”

Hvis vi skal bekæmpe vreden og oplevelsen af modborgerskab, der bidrager til fremkomsten af kriminelle bander og radikaliserede unges selvfortælling i landets udsatte boligområder, kræver det andet og mere end politikudspil baseret på moralsk panik. Første skridt er at vedkende os, at disse mænd og deres handlinger ikke alene kan tilskrives hændelser udenfor landets grænser. Hvis man kigger på historikken om optøjer og ophobningen af kriminalitet i områder, der jævnlig rubriceres som ghettoer i Europa, viser der sig et mønster: Vi fraskriver os vort eget ansvar for ”tilstandene” i disse områder, hvorved vi risikerer at overse, hvordan vi lokalt og nationalt bekæmper oplevelsen af modborgerskab i disse.

Da optøjer begyndte at blive en del af virkeligheden i de udsatte franske forstæder i løbet af 1980’erne, blev det i offentligheden kaldt for ”amerikanske tilstande” og sammenlignet med britisk hooliganisme. Da en gruppe unge med indvandrerbaggrund for første gang i sommeren 1997 fulgte traditionen fra bz’ere og autonome med ildspåsættelser og optøjer i Blågårdskvarteret på Nørrebro, blev disse af danske medier rubriceret som ”amerikanske tilstande” med henvisning til, at uromagerne var brune i huden. Historien gentog sig en søndag i februar 2008. Her tændte en gruppe unge i Blågårdskvarteret igen ild i gaderne. Denne gang spredte ilden sig imidlertid for første gang herhjemme fra bydel til bydel, landsdel til landsdel og udviklede sig i løbet af en uge til Danmarkshistoriens største gadeoptøjer. Der blev antændt omkring 700 brande rundt om i landets udsatte boligområder, og overskriften ”franske tilstande” gik igen i mediernes dækning af optøjerne med henvisning til, at Frankrig i efteråret 2005 havde lagt asfalt til tre uger med ildspåsættelser og uroligheder, der havde spredt sig fra den ene udsatte forstad til den næste og udviklet sig til de  værste gadeoptøjer, vi har set i Europa siden ungdomsoptøjerne i 1968. Et halvt år senere udbrød der optøjer i Malmø, og ikke overraskende blev disse benævnt ”danske tilstande” i de svenske medier.

Måske burde vi droppe automatreaktionerne, hvor vi distancerer os fra udfordringerne i de udsatte boligområder ved at indikere, at problembørnene i disse er en art fremmedelementer, hver gang de ter sig ustyrligt, asocialt og brutalt med optøjer og kriminelle handlinger, der i værste tilfælde koster menneskeliv?

Sidst i Norden

Optøjer, bandekriminalitet og radikalisering udgør blot toppen af isbjerget, når det handler om problemer i udsatte boligområder, der i stadig højere grad er blevet symbolet på den måske største udfordring for den europæiske velfærdsstat: Den store gruppe af unge mænd uden eksamensbeviser, der er i overhængende fare for at havne i bunden af samfundshierarkiet. De voldelige reaktioner er her undtagelsen – den apatiske tilstand, hvor unge giver op, ryger hash og passer sig selv, er langt mere udbredt, men disse mænd tiltrækker sig sjældent den store bekymring og udgyder ikke den samme frygt som deres udadreagerende ligemænd. Begge grupper af mænd på bunden repræsenterer imidlertid den samme historie. Mens det langt hen ad vejen er lykkedes ufaglærte kvinder at fastholde deres job indenfor især servicesektoren og kontorbranchen, er de uuddannede mænd nemlig blevet de store tabere i den globale udvikling på arbejdsmarkedet, hvor de ufaglærte mandejob er forsvundet sammen med industrisamfundet. Samtidig har den sociale mobilitet blandt unge mænd i Danmark – og i det meste af Europa – nærmest stået stille siden 1970’erne. I såvel Danmark som i andre europæiske lande bliver det stadig mere tydeligt, at bopæl og valg af folkeskole spiller en endog meget stor rolle, når det handler om ulighed i børns og unges chancer i livet.

  ”Som en, der i årevis har skrevet samt holdt foredrag om emnet samtidig med, at jeg har interviewet et utal af unge og deres forældre i disse boligområder, ville jeg inderligt ønske, at vi for en gangs skyld lavede politikker på området ud fra en målsætning om, at alle børn og unge skal have værktøjerne til at skabe et godt liv for sig selv, fremfor for at tilfredsstille alle dem, der bor udenfor disse områder.”

Her er det især bekymrende, at den stadig mere socialt og etniske opdelte folkeskole i Danmark betyder, at vi ligger sidst i Norden, når det gælder skolens evne til at føre elever opad den sociale rangstige. Desto mere opdelt en folkeskole, desto større risiko for en negativ skolekultur, hvor især drengene tager afstand fra lærerne og skolens boglige værdier. De uundgåelige sociale forskelle mellem børn som følge af familiens ressourcer forstærkes med andre ord af den delte folkeskole og af negativ påvirkning fra vennerne i såvel klasselokalet som på gaden.

Uddannelse er afgørende

I den hidtil største undersøgelse af sin art fulgte SFI alle drenge født i 1980 frem til udgangen af 2003 for at finde ud af, hvilke faktorer der betød mest, når det handlede om, hvem der røg ud i kriminalitet. Det viste sig her, at uddannelse udgjorde den altoverskyggende skillelinje for, hvem der er i risikozonen for at begå kriminalitet, og at det afgørende her er at slutte folkeskoletiden med læsekundskaber, der muliggør, at man efterfølgende kan tage en kompetencegivende uddannelse. Set i det lys skriger det til himlen, at omkring 40 procent af alle tosprogede drenge slutter folkeskoletiden uden såkaldte funktionelle læsekompetencer. SFI peger på, at vi som samfund kan reducere kriminalitet ved at ”sikre barnets udviklingschancer – blandt andet gennem støtte til svage familier, kvalitetsbørnehaver, et ordentligt skolesystem, der har ressourcer til at støtte de svage elever, uddannelsesmuligheder og et arbejde til de unge.”

Undersøgelsen konkluderer ligeledes, at unge i udsatte boligområder har markant højere risiko for at havne i kriminalitet, og at dette ikke alene skyldes det lavere uddannelses- og indkomstniveau i disse områder. Selv når man korrigerer for socioøkonomiske forskelle, er sandsynligheden for, at Ali eller Dennis fra ”ghettoen” begår kriminalitet, stadig 50 procent højere end for Niels fra Kartoffelrækkerne. SFI har ikke undersøgt årsagen, men såvel mine egne som andre studier af unge mænd, der har opbygget en fortælling om modborgerskab og det rå ”ghettoliv”, viser, at subkulturerne i disse områder ofte er domineret af nogle forskruede machoidealer med et mere lemfældigt forhold til vold og kriminalitet end det, der gør sig gældende blandt de fleste borgere. Dette hænger blandt andet sammen med, at der er markant flere unge i disse områder, der aldrig kommer videre efter folkeskolen, har pletter på straffeattesten, er uden for arbejdsmarkedet og derfor søger identitet og subkulturel anerkendelse på gaden, hvor kulturen forstærker de sociale forskelle, der i forvejen gør disse unge udsatte i forhold til at ryge ud i en kriminel løbebane.

Frygtens kædereaktion

Desværre reagerer politikerne i såvel Danmark som i andre lande med moralsk panik og politikker, der ikke løser de grundlæggende problemer i de udsatte boligområder, og jeg frygter, at historien er ved at gentage sig ovenpå den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Husseins nylige attentater og angreb på et debatarrangement på Østerbro og den jødiske synagoge i Krystalgade. Regeringen har reageret med en ny terrorpakke til næsten en milliard kroner, som næppe vil have nogen som helst virkning på unge mænd som Omar og andre, der tiltrækkes af voldelige subkulturer. Moralsk panik er den kollektive nationale panik, der opstår ved begivenheder og tendenser, som opfattes som en trussel mod samfundets sociale orden. I nyere tid har større gadeoptøjer, bandekonflikt og udbruddet af 80’ernes aids-epidemi indskrevet sig i historieskrivningen om fænomenet moralsk panik, som sociologen Kenneth Thompson beskriver som en frygtens kædereaktion, der består af fem elementer: 1) En særlig gruppe mennesker defineres som en trussel mod samfundets værdier eller interesser. 2) Denne trussel afbildes af medierne i letgenkendelig og utvetydig form. 3) Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted. 4) Myndigheder, beslutningstagere og skabere af den offentlige mening kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen. 5) Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling overfor den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Politisk er det afgørende ved udbruddet af moralsk panik, at magthaverne overbeviser os borgere om, at de foretager konkrete handlinger for at genoprette den sociale ro. Politiske udspil, som ikke nødvendigvis løser de konkrete problemer bag optøjer, bandeproblematikker og radikalisering kan i denne henseende godt mildne befolkningens frygt, hvis denne føler sig overbevist af politikernes forsikringer. Typisk har de politiske tiltag ved tilstande af moralsk panik til formål at tilfredsstille og berolige de store vælgergrupper frem for dem, som de politiske tiltag reelt skal forestille at ramme. Risikoen ved disse initiativer er, at de tages på baggrund af forsimplede diagnoser og derfor ingen virkning har. Som en, der i årevis har skrevet samt holdt foredrag om emnet samtidig med, at jeg har interviewet et utal af unge og deres forældre i disse boligområder, ville jeg inderligt ønske, at vi for en gangs skyld lavede politikker på området ud fra en målsætning om, at alle børn og unge skal have værktøjerne til at skabe et godt liv for sig selv, frem for at tilfredsstille alle dem, der bor udenfor disse områder. Tænk, hvad man ville kunne få for en milliard i disse områder? Initiativer, der bidrager til børns og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og deres nærområder, udgør i dette regnestykke blot et greb i lommen. Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, som fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu bevæger vi os imidlertid udad en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57