Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier
POLFOTO_35309867<br />Hvornår børn begynder i skole, er ikke længere op til forældrene, men styres af det gennemregulerede samfund.Foto: Martin Bubandt / Polfoto<br />
POLFOTO_35309867
Hvornår børn begynder i skole, er ikke længere op til forældrene, men styres af det gennemregulerede samfund.Foto: Martin Bubandt / Polfoto

Den personlige frihed – og et systems fallit

”Faglig viden og erfaring er fejet af bordet, for disse akademikeres digitaliserede trylleformularer kunne indrette hver en krog af det kæmpe offentlige system, så det blev meget smartere. Og først og fremmest BÅDE billigere og bedre.”

For de fleste borgere i den vestlige verden betyder den personlige frihed rigtig meget. Vi synes ikke, vi kan leve uden følelsen af, at vi selv bestemmer over vores liv og kan foretage selvstændige valg, der baserer sig på vores egne drømme, erfaringer og evner. Altsammen under ansvar, som vi tidligt bliver belært om.

Der er ligefrem politiske partier, der har givet den personlige frihed en overordentlig fremtrædende plads på deres ideologiske facade. Liberalister kalder de sig af samme grund. Fra de oprindelige frihedsværdier og -idealer synes der dog at være sket en forskydning henimod den økonomiske frihed – det vil sige friheden til at tjene penge uden indblanding fra samfundet eller statsmagten. En art degenerering af frihedsbegrebet vil nogen mene.

Det indebærer nemlig ofte, at entreprenante typer med stor appetit på penge, griber ind i andre menneskers frihed i jagten på mere mammon. I det hele taget kan der sættes en del spørgsmålstegn ved, hvor megen personlig frihed der er tilbage i vores gennemregulerede og pengestyrede samfund.

Tror du for eksempel, at du selv bestemmer over dit barn, så længe det ikke selv kan træffe valg?

 ”Faglig viden og erfaring er fejet af bordet, for disse akademikeres digitaliserede trylleformularer kunne indrette hver en krog af det kæmpe offentlige system, så det blev meget smartere. Og først og fremmest BÅDE billigere og bedre.”

Mine to børnebørn er født en tid på året, der er uheldig i forhold til en af livets vigtige hjørnesten. Når de nye små poder spændte til det yderste efter sommerferien skal starte i skole, er de to drenge enten lidt for små eller lidt for store.

Da den ældste stod for at kunne starte, var forældrene meget i tvivl. Meget talte for og meget imod en tidlig skolestart. Udgangen blev en tidlig start, og det kom de senere til at fortryde. Belært af disse erfaringer drøftede forældrene det grundigt med det yngste barns pædagoger, da tiden for hans eventuelle skolestart nærmede sig.

Der viste sig hurtigt enighed mellem forældrene og pædagogerne om, at purken ville have bedst af at vente et år. Og så skulle man mene, at den sag er på plads. Det er jo ubestrideligt de to parter, der kender barnet og ved bedst. Men nej da, hvor naivt! Den slags – for samfundet – vigtige beslutninger skal selvfølgelig afgøres af højere magter.

Et liberalt blålys

Jeg synes, det – i al sin uhyrlighed - er et rigtig godt eksempel på, at den højt besungne personlige frihed er et blålys. Man kunne tro, at den slags diktatorisk styring af menneskers liv skyldes, at vi regeres af en flok betonkommunister, der savner Stalins faste hånd. Men det er jo ingenlunde tilfældet. Tværtimod. De sidste mange år har de liberale politiske kræfter haft en mere eller mindre tung hånd på styrepinden.

Når jeg hører sådan et eksempel, så er det svært ikke at tænke, at mit lille barnebarn – midt i sin fantasirige og erfaringsopsamlende barndom – for længst er sat i et excelark. Han er ikke et barn; han er en samfundsborger, der i en fart skal gennem oplæringen til produktiv brik i vækstmaskinen. I den tænkning er barndommen en forfærdelig uproduktiv tid, der skal forkortes mest muligt. Barndommen er jo ret beset en gang passiv forsørgelse, og det kan dårligt blive værre.

Så selvom han ikke er helt grydeklar til folkeskolens heldags indespærring, så skal forældrene og de forfærdelige pædagoger ikke komme og tildele purken et fjumreår allerede nu! Det er DJØF-tænkningen i al sin rædselsvækkende konsekvens.

Offentligt ansatte har heller ikke meget at skulle have sagt, når de skal udføre deres arbejde. Det er der folk, der har meget mere forstand på. Siden begyndelsen af 1980’erne har der været gang i en såkaldt modernisering af den offentlige sektor. Hærskarer af akademisk uddannede økonomer, rationaliseringskonsulenter og andre tal-jonglører har indtaget chefgangene overalt.

Faglig viden og erfaring er fejet af bordet, for disse akademikeres digitaliserede trylleformularer kunne indrette hver en krog af det kæmpe offentlige system, så det blev meget smartere. Og først og fremmest BÅDE billigere og bedre.

Det gjaldt ikke blot de administrative og økonomiske sektorer, men også pædagogik og uddannelse, pleje og omsorg. Hvis blot de offentligt ansatte indså, at deres antikverede faglighed stod i vejen for ægte fremskridt, så ventede gyldne tider. På med ja-hatten, lød ét af de groteske og fornuftsstridige slogans. De ansatte måtte tilmed bruge en anselig del af deres tid på evalueringer og dokumentation til de umættelige konsulenter.

I 1991 satte en engelsk forsker, Christopher Hood, navn på fænomenet: New Public Management. Nu har han sammen med en anden anerkendt New Public Management-forsker, Ruth Dixon, gennemført en omfattende empirisk undersøgelse af 30 års erfaringer med NPM i Storbritannien, der mest aggressivt har dyrket tænkningen.

Ingen pålidelige data

Nu skulle man tro, at når systemet har krævet så enorme ressourcer til dokumentation og økonomitænkning, så ville det også være nemt at gå ind og analysere, hvordan det hele så samlet set er gået. Men det var det ikke. De to forskere havde store vanskeligheder med at finde pålidelige data om noget så centralt som driftsudgifter og servicekvalitet. Med andre ord har de administrative og politiske ledere gennem årene ikke kunnet skaffe sig et overblik over, om man var på rette kurs.

Det var de ikke, konkluderer de to forskere efter et omfattende rekonstruktionsarbejde. Efter tre årtier med NPM er hovedkonklusionen, at det har givet højere omkostninger og flere klager. Jeg har læst om den opsigtsvækkende rapport på det uafhængige, privatejede nyhedssite DenOffentlige.dk. Her fortæller professor Jacob Torfing fra Roskilde Universitet om undersøgelsen.

Og hans konklusion efter læsning af bogen er blandt andet: ’ Fortalerne for NPM kan ikke engang redde æren ved at påstå, at man blot får det, som man betaler for, og at der var et politisk ønske om at bruge færre penge på den offentlige sektor, også selvom det ville betyder en lavere servicestandard. Sagen er nemlig den, at englænderne hverken har fået ’mere for mindre’ eller ’mindre for mindre’. De har i stedet fået ’mindre for mere’: mindre servicekvalitet for flere penge.’

Kritikken er bestemt ikke ny, skriver Torfing. Det nye er, at undersøgelsens tørre tal mere end antyder, at NPM ikke synes at virke efter hensigten. ’Meget tyder på, at det er en hel anden styringstænkning, vi skal have fat i. En styringstænkning, der sætter fokus på offentlig innovation og mobilisering af medarbejdernes og borgernes ressourcer.’

Den konklusion vil mangen en offentligt ansat og borger hilse mere end velkommen.

Børn & unge

Organisation & ledelse

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57