Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist på kommunen.dk og dknyt
img
Foto: Nils Meilvang, Ritzau Scanpix.

Den kongelige kode

Den underspillede kommunikation hører en anden tid til, kendskabet til den gør i hvert fald

Kongehusets måde at udtrykke sig på kan somme tider forekomme lidt gammeldags, eksempelvis på den underside på kongehusets hjemmeside, der rummer oplysning om Prins Henriks død ‘og begivenheder knyttet dertil’. Men udtryksformen er meget præcis for dem der forstår koderne.

Da kronprinsen blev kaldt hjem fra OL, var det blot anden gang noget sådant skete i anledning af interne familiære forhold - første gang var i 2000 da Dronning Ingrid døde - og i kombination med meldingen om Prins Henriks ‘alvorligt forværrede’ tilstand var det så tæt på klart sprog som man nu kommer uden at sige tingene ligeud. Endnu tydeligere blev det med meddelelsen om, at den syge var blevet kørt til Fredensborg Slot for at tilbringe ‘sin sidste tid’ der, og med mindre end et halvt døgn tilbage var det virkelig den sidste tid.

Man kan mene at den slags underspillet kommunikation hører en anden tid til, kendskabet til den gør i hvert fald. Da Dronning Margrethe i nytårstalen for to år siden meddelte at Prins Henrik ville ‘gå på pension’, som hun sagde - med varedeklarationen ‘hvis jeg må sige det på almindeligt dansk’ - var det måske præcis dér det gik galt. For meddelelsen om Prins Henriks tilbagetrækning fra offentligheden var netop ikke almindeligt dansk, det var en besked i kongelig kode om at lade ham være i fred.

Det ville være synd at sige, at beskeden blev forstået. Nasseprins, og hvad så med apanagen, lød det straks fra folkedybet, og den mindre seriøse del af mainstream-nyhedsmedierne holdt sig ikke for god til at jagte hovedpersonen selv i tilfælde, der åbenlyst stred mod reglerne for god presseskik, hvorefter ‘der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken’.

En beskrivelse der syntes skræddersyet til Prins Henriks situation, hvis årsag var glasklart tydelig for enhver, der ønskede at se. Alligevel blev det bredt ignoreret med henvisning til, at journalister jo ikke er læger og derfor ikke kan bedømme den slags. Adskillige pårørende til demente kunne imidlertid sagtens genkende symptomerne, men lov at være i fred fik Prins Henrik først, da diagnosen omsider blev lægeautoriseret officiel for blot et lille halvt år siden. Et på alle måder uværdigt forløb, som dog på ingen måde vil forhindre de selvsamme medier i nu efter hans død at savle hyklerisk i positive beskrivelser af Prins Henriks betydning.

En sætning fra Kronprins Frederiks tale ved forældrenes sølvbryllup i 1992 rummer måske en slags forklaring. ‘Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed,’ sagde han under nogen moro, og sådan var vel langt hen også forholdet mellem Prins Henrik og hans folk. Gensidigt, vel at mærke. Prins Henrik var ikke altid lige tilfreds med sin status, og selv i døden har han ønsket det markeret for eftertiden med sine for det danske kongehus mildt sagt utraditionelle anvisninger vedrørende sin bisættelse.

Vel nærmest symptomatisk kom Justitsministeriet for skade i sin første meddelelse om flagning på halv at slippe datoen for bisættelsen ud i utide. Flagning på halv skulle ske frem til den 20. februar, hvor der skal flages på hel ‘efter velsignelsen’, hed det tidligt onsdag morgen på Justitsministeriets hjemmeside - en dato og en velsignelse, der efterfølgende blev redigeret om til blot flagning på halv ‘i de kommende dage indtil nærmere besked fremkommer’. Nogen i Justitsministeriet må have røde ører.

Det samme må nogen i Folketingets administration, som lod Folketingets formand Pia Kjærsgaard i sine mindeord referere til den dengang nygifte Margrethe som ‘kronprinsesse’. Det var hun ikke. Kronprinsesse bliver man ved sin fødsel eller ved giftermål, ikke blot fordi nogen ændrer grundloven efter man er fyldt 13 år, og den slags protokolfejl burde virkelig ikke forekomme mellem de to øverststående personer i den officielle rangfølge.

Måske er der bare for få tilbage der forstår den kongelige kode. Prins Henrik forstod den ikke altid, eller måske ville han bare ikke forstå, selv om han som person, ifølge alle der har mødt ham, var et varmt, venligt og imødekommende menneske i et kongehus som under århundredlange traditioners vægt godt kan virke lidt stift. Det bliver det, der står tilbage, når hans liv skal mindes. Et dødsfald i en alder af 83 år efter et liv der i den grad er levet, er nok sørgeligt men ikke nogen tragedie.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57