Politik fra rødderne

Af Rasmus Jønsson
 | 
Rasmus_Joennson|55e5b89e1ce81-wpcf_150x150<br />Rasmus Jønsson, Strategi|<br />
Rasmus_Joennson|55e5b89e1ce81-wpcf_150x150
Rasmus Jønsson, Strategi|

Den, der lever stille, lever godt

”Et stærkt politisk brand skal konstant passes og plejes. Ellers er der mange, der vil smadre det – og det gælder særligt i DF’s tilfælde.”

Der var engang, at Dansk Folkeparti gik på arbejde, når de andre tog på ferie. Det var dengang i partiets unge år, hvor politikerne i DF var så ivrige for at få deres politik ud over rampen, at de hver gang, de andre politikere drog på ferie, tog ind på Borgen for at udnytte, at der var masser af air-time i ferieperioden.

Sådan er situationen slet ikke mere. Faktisk er det en smule besynderligt, så lidt vi hører til Danmarks næststørste parti - med hele 37 politikere siddende på Borgen - og som tilmed har en nøgleposition i det politiske spil. Både under regeringsdannelsen og i den første tid med V-regeringen har DF kørt en afdæmpet stil, hvor de har givet god medieplads til de andre partier.

 ”Et stærkt politisk brand skal konstant passes og plejes. Ellers er der mange, der vil smadre det – og det gælder særligt i DF’s tilfælde.”

Heller ikke i valgkampen havde de travlt med at råbe op. Taktikken i TV-debatterne var tydelig. Kristian Thulesen Dahl skulle fremstå som den pæne noble og høflige mand, mens Thorning og Løkke udkæmpede deres slagsmål. Når DF’s partitop deltog i debatarrangementer, opførte de sig, som om de var med i Danmarksmesterskab i høflighed. Der blev delt håndtryk og smil ud i store mængder, og taletiden blev kun når det handlede om udlændingepolitik brugt til at komme med skarpe politiske meldinger.

DF’s nye indpakning

DF’s image som et højtråbende protestparti er efterhånden ved at være historie, og under kyndig ledelse af Kristian Thulesen Dahl har partiet de sidste par år udviklet et brand, som er langt mere blødt, rundt og samlende. Der skal være plads til alle de nye vælgergrupper, som strømmer til, og derfor er DF også i gang med udvikle en mere afdæmpet og knap så kantet mediestrategi. Kun når det handler om udlændinge må den godt få gas.

DF’erne kan ikke længere lave stegt flæsk med persillesovs-mediestunt, hvis fagbevægelsen blokerer restauranter. Man kan ikke højlydt hylde virksomheder, der gør brug af social dumping, og man kan ikke tæske løs på offentlige ansatte. Gør man det, træder man nemlig mange af ens nye kunder over tæerne.

Der er heller ikke plads til for mange skøre og skæve meldinger fra partiets menige fodtusser. Det kan skade partiets troværdighed. Derfor kunne man i valgkampen også høre journalister brokke sig over, at de ikke kunne få DF’ere til at stille op til debat. Men hvorfor skulle DF dog risikere at sende uprøvede kandidater ind i alle mulige programmer, som kun få mennesker ser. Chancen for at fejle, og at det ville sprede sig viralt og i andre medier, var langt større end den lille gevinst, man kunne høste ved at deltage.

Med hård konkurrence fra Alternatives kandidater har DF da også den mest ukendte folketingsgruppe. Og intet tyder på, at DF’s folketingsmedlemmer som Tilde Bork, Claus Kvist, Morten Marinus, Lise Bech, Ib Poulsen, Peter Poulsen, Jan Callesen, Henrik Brodersen skal regne med at blive kendte mediedarlings. Man skal have stået i lære i mange år for at komme opad i DF’s mediehierarki.

Logisk mediestrategi

DF’s nye mediestrategi virker særligt på to områder logisk. Først og fremmest har de i Kristian Thulesen Dahl og den øvrige partitop nogle politikere, der kommunikerer med stor præcision og driftsikkerhed. I en tid, hvor politikerleden er større end nogensinde, er det et kæmpe aktiv at have politikere, som opfattes som troværdige og dygtige. Det skal selvfølgelig udnyttes maksimalt.

Derudover giver mediestrategien også god mening, set i lyset af det enorme eksplosion, der er kommet i dækningen af det politiske stof. Det er vigtigere at ramme vælgernes følelser på den rigtige måde, end at være til stede på alle de politiske sager i den daglige mediestrøm. Mange politikere har så travlt med at komme i TV, at de helt glemmer, hvad det er for en grundlæggende fortælling, de skal bidrage til, når de er på skærmen.

Udfordringerne står i kø

Men DF’s mere afdæmpede stil i medierne står også overfor nogle udfordringer. Det politiske maskineri på Christiansborg er ikke for alvor startet op endnu. Når der skal til at stemmes, forhandles og prioriteres, bliver DF presset til at melde mere klart ud, og partiets forskellige ordførere vil automatisk ryge ind i mediemøllen, der er på de pågældende områder. Det bliver svært at fedtspille og gemme sig i de mere upopulære sager.

Det er også indlysende, at DF’s store politiske uenighed med de øvrige blå partier kommer til at give nogle udfordringer kommunikationsmæssigt. Der er simpelthen grænser for, hvor meget man kan være uvenner med den statsminister, man selv har peget på. Derfor vil DF nok også vælge deres kampe med V-regeringen med omtanke.

Endelig ligger der også en udfordring for DF i, at de andre partier ikke ”kupper” DF-fortællingen. I øjeblikket er partiets brand så stærkt, at de blot kan skrive ”du ved hvad vi står for” på deres kampagner, men med en mindre offensiv mediestrategi overlader DF også en del af historiefortællingen til de andre. Og både til højre, men særligt til venstre, er der mange politikere, der gerne vil komme med andre udlægninger af, hvad DF brandet står for. Et stærkt politisk brand skal konstant passes og plejes. Ellers er der mange, der vil smadre det – og det gælder særligt i DF’s tilfælde.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57