Politik fra rødderne

Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist på kommunen.dk og dknyt
img

Den danske model. Hep!

Det tog sin tid, men resultatet må formodes tilsvarende holdbart

De færreste, der er vant til det danske arbejdsmarked, tænker synderligt over, hvordan det er skruet sammen, og på hvilke måder det adskiller sig fra andre landes. Først og fremmest siger det noget om, hvor godt det virker, ellers ville man jo se sig noget mere om efter noget, der er bedre, og dertil har det den sideeffekt, at mekanismerne ikke ligger langt fremme i de flestes paratviden.

Ikke desto mindre er den danske model helt usædvanligt velprøvet - og, har vi nu igen fået bekræftet, også usædvanlig robust, selv om en hel del udenforstående i det nu overståede overenskomstforløb på det offentlige område har gjort en betydelig indsats for at underløbe den. Mange af dem utvivlsomt af et godt hjerte, fordi de ikke har vidst bedre, men der er sikkert også nogen, der gerne havde set den demonteret.

Men det var den bare for stærk til, var den.

Oversat: Der er alt for store fordele for begge sider i at opretholde partsaftaleprincippet, til at de vil frasige sig den afgørende indflydelse på egne vilkår. Selektive indvendinger mod den danske model gående på, at den kun er anvendelig på det private og ikke det offentlig arbejdsmarked, holdt som bekendt heller ikke vand.

OK, det tog sin tid, men resultatet må formodes tilsvarende holdbart, i hvert fald langt mere holdbart end de forhåndenværende alternativer. Kan man fx se for sig, at lærerne under nogen tænkelige omstændigheder - undtagen lige den, hvor de netop selv havde indgået aftalen - ville havde ladet det passere uden påkaldelse af bål og brand, at de skulle affinde sig med en kommission i stedet for en arbejdstidsaftale? Nej, det kan man i udpræget grad ikke.

Det samme gælder for spørgsmålet om spisepauser, hvor nogle af fagforeningerne til sidst slog sig til tåls med arbejdsgiversidens tilsagn om at opretholde den herskende tilstand, mens andre gav køb på en brøkdel af lønnen for at få noget på skrift. Altså løsninger, der er tilpasset de individuelle fagområders individuelle behov og forhandlet til enighed mellem dem, der skal leve med det i den praktiske hverdag.

Dog naturligvis ikke individuelt i en grad, så løsningerne ikke er sammenlignelige. Det er de, der er bare trukket lidt fra og lagt lidt til på de forskellige del-elementer efter den model, som den første del-aftale på det regionale område kridtede op. Delforliget var således ikke, som nogle forsøgte sig med at mene, et forræderi mod lønmodtagersolidariteten, men tværtimod det, man i andre sammenhænge ville prise som et forhandlingsgennembrud.

Forhandling er et håndværk, og med til det hører at vide, hvornår man skal slå til. Det gælder på arbejdsmarkedet, som det gælder i politik, og hvis man vil vide, hvad det betyder ikke at vide det, er skattereformen i 2012 et godt eksempel. Enhedslisten havde sådan set forhandlet færdig, men kunne ikke bekvemme sig til den endelige håndslag, og så kom Venstre og De Konservative flyvende ind over og indgik forlig med den daværende S-R-SF-regering til Johanne Schmidt-Nielsens bekendte ildsprudende raseri.

Den fælde var lærerformand Anders Bondo Christensen for klog til at gå i. Efter at rammen var sat af det regionale område, stod det klart, at enten akademikernes spisepause eller lærernes arbejdstidsaftale ville blive efterladt på perronen, når toget kørte, og lærerne var nødt til at være hurtigst til at slå til, ellers ville de have stået alene og venneløse tilbage uden andre med tilsvarende udeståender til at støtte sig.

Teoretisk kan de nå det endnu, nemlig hvis den under overfladen simrende utilfredshed manifesterer sig i et nej ved afstemningen om forhandlingsresultatet. Der er et stykke vej fra musketér-ed og NU skal det være-stemning til en kommission, der skal se på noget til senere, men det var, hvad det kunne blive til, og et afstemnings-nej vil ikke åbne for et bedre resultat. Enten får lærerne lov at tømme deres strejkekasse hen over sommeren, hvor skolerne alligevel er lukket, eller også redder et folketingsflertal årets eksamener ved, at noget der til forveksling ligner det nedstemte, bliver ophøjet til lov.

Sådan er den danske model også. Ingen gratis omgange her.

Arbejdsmarked


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57