Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Den danske hygge krakelerer

Det er i grunden en utrolig historie – man kunne tro, det var ren fantasi.

En forsmået journalist udgiver en fiktionsbog, hvor et ugeblad ved navn Set & Hørt bruger ulovlige metoder til at skaffe oplysninger om kongelige og kendte. En ansat i et stort it-firma er på lønningslisten mod at øse af de oplysninger fra Nets om blandt andet de kendtes kreditkort transaktioner, som han har adgang til.

Og så anbringer han tilsyneladende sin dokumentation for den vidtløftige historie hos en avis, der straks ved bogens udgivelse begynder at rulle historien ud. Imens bedyrer journalisten, at hans bog er fiktion.

Og nok så utroligt: Mindst 16 journalister på skandalebladet har kendt til ulovlighederne, uden at historien er kommet ud til andre kolleger, der i vrede og afsky på fagets vegne ville afsløre sagen. Journalister er noget af det mest sladdervorne, så den del af historien er svær at forstå. Ulovlighederne har strakt sig over mindst seks år.

I skrivende stund er der stille om affæren, mens politiet arbejder. Og Lars Løkke har endnu en gang erobret rampelyset med nye sider af sin storforbrugende og nu velklædte personlighed - med bilag.  

Andre politikere har med et vist held arbejdet på at bortlede opmærksomheden fra, hvad Se & Hør-sagen egentlig handler om. De har indledt et felttog mod ryggesløse journalister, der kræves bag tremmer, når de går over stregen. Nu er de forhold, der er afsløret i skandalesagen, overordentlig ulovlige i forvejen. Såeee.

Men det er jo så dejlig bekvemt at kræve skærpede straffe i stedet for at se i øjnene, at sagen nu med 20-30 års forsinkelse har fået mange danskere til at indse, hvordan det står med sikkerheden omkring de oceaner af stærkt personlige oplysninger, myndigheder og andre aktører henter og gemmer i det digitale paradis. Politikerne har simpelthen svigtet på det groveste.

Himmelråbende naivt

Mens skandalen udviklede sig, havde jeg fornøjelsen af at overvære en debat mellem politikere og eksperter på DR2. Politikerne himlede op om, hvor sikkert det hele var, og hvor dygtige de var til at slå til, så snart en ny sikkerhedsbrist viste sig. En politiker med en fortid indenfor politiet bedyrede for eksempel, at korpsets it-systemer var SÅ sikre, og at man til hver en tid kunne afsløre, hvis nogen uden legitim grund gik i diverse registre efter oplysninger.

Hertil kunne en nøgtern, men vred tidligere chef i efterretningsvæsenet replicere, at det altså tog syv år – SYV! – inden det blev opdaget, at kørekortregistret stod pivåbent, og at der var tappet titusindvis af cpr-numre og diverse personlige oplysninger. Og det var blot et enkelt eksempel. De danske it-baserede registre er nemlig opbygget himmelråbende naivt.

Da politikerne i 1968 indførte Det Centrale Personregister – bemærk ordet ’centrale’ - var der stor bekymring i vide kredse. Men politikerne bedyrede, at det ville være stensikkert og personnummeret strengt personligt. Et registertilsyn blev oprettet – det skulle vogte strengt over sikkerheden og kontrollere, at myndighederne ikke begyndte at samkøre forskellige registre. Det er i dag næsten sparet væk.

Siden er det gået over stok og sten. Gud og hvermand afkræver os cpr-nummer ved mindste lejlighed. Og samtlige registre, jeg kan komme i tanke om, bliver tilsyneladende ganske uhæmmet samkørt, så myndighederne kan kontrollere borgerne i hoved og r… Og i hundredtusindvis af danskere i forskellige funktioner i samfundet har mere eller mindre fri adgang til disse oceaner af informationer.

Men også udefrakommende magter har uden de store besværligheder skaffet sig adgang til og registreret omfattende informationer om danskerne. Det mere end afslørede de mange dokumenter, whistlebloweren Edward Snowden har beriget verden med. For de naive var det et chok, at det overhovedet finder sted – for de mindre enfoldige var det overvågningens kolossale omfang, der chokerede.

Siden Snowdens afsløringer begyndte, har statsministeren og hendes håndgangne ministre bedyret et uendeligt antal gange, at regeringen ikke har nogen indikationer på, at der foregår ulovlig overvågning af danskerne. Måske taler hun sandt.

For det kræver ikke avanceret spionage at skaffe sig informationer i Danmark. Alene de ufatteligt mange, der har mere eller mindre fri adgang til disse oceaner af informationer, udgør en risiko. For de kan nemt lade sig friste til at bruge dem til noget givtigt – eller blot få stimuleret nysgerrigheden - eller…

God opførsel er ingen selvfølge

Det danske system er bygget op på, hvad en it-ekspert i Weekendavisen beskrev som ’den normalhyggelige antagelse’, at det nok ikke bliver misbrugt. Det gør det hele så dejligt let og billigt. Og derfor har Danmark aldrig gjort op med vores fortidige og topnaive cpr-register – med såkaldt ’tværgående cpr-numre’.

Det vil sige, at det personnummer, danskerne siden 1968 har været udstyret med, bruges i alle systemer i det offentlige og efterhånden også i stort omfang i det private. Og bingo! Så har vi alle informationer om dig og mig så at sige på den samme hånd.  Et sådant system kunne de fleste andre lande ikke drømme om at indføre. Og efter den digitale revolution ramte os alle, er det rent ud forrykt i det globale informationssamfund.

I Canada for eksempel har man modsat Danmark anlagt det synspunkt, at man ikke kan tage borgernes gode opførsel for givet. Tværtimod – hvis noget kan misbruges, så vil det før eller siden også blive det. Mennesket er jo svagt overfor fristelser - det ved vi godt. Og med den canadiske indgangsvinkel ser verden pludselig anderledes ud:

Cpr-numre kan bruges til identitetstyveri, og patientjournaler kan lækkes til for eksempel forsikringsselskaber. Både mobiltelefon og kreditkortdata kan nøje kortlægge en persons adfærd og så videre. Og så er det åbenlyst, at man må ofre ressourcerne på at opbygge systemer, hvor man for eksempel ikke uden videre kan tilgå en person på tværs af de utallige systemer, vi er registreret i.

Snowdens omfattende afsløringer var for mange lidt fjerne og abstrakte – de rokkede ikke ved den danske, tykhudede hygge. Med Se og Hør-skandalen er der kommet kød og blod på, og mange kan nu se, at der er noget helt galt. Det er simpelthen for nemt at skaffe og misbruge information om os alle.

Mens den danske hygge altså er kommet alvorligt under pres, så vil i hvert fald nogle af politikerne meget hellere tale om at få buret nogle journalister inde. Men så viser de da også en slags handlekraft. Tænk, hvis den var rettet mod det påtrængende.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57