Af Kirsten Normann Andersen
 | 
Kommunalordfører, SF

Demokratisk kontrol, tak!

”Vi kan som borgere ikke længere være sikre på, at de ansatte af sig selv gør anskrig, når kvaliteten ikke er i orden. For selv om de offentligt ansatte stadig har ret (og pligt) til at råbe op, når noget ikke går, som det burde, så er det bestemt ikke længere velset.“

”Bedst og billigst” burde i langt de fleste tilfælde hedde ”bedst eller billigst.” Det ved vi godt som forbrugere, og vi ved også, at det ofte kan være mere end almindeligt svært at gennemskue kvaliteten af en vare. Vi ved, at de ansatte er instrueret i at fortælle om fortræffelighederne, men at de ikke er forpligtet til at fortælle om alle svaghederne ved det produkt, vi er i gang med at købe. I bedste fald fortæller de om problemerne med konkurrentens produkter. Det er markedets vilkår, og vi ved det.

 ”Vi kan som borgere ikke længere være sikre på, at de ansatte af sig selv gør anskrig, når kvaliteten ikke er i orden. For selv om de offentligt ansatte stadig har ret (og pligt) til at råbe op, når noget ikke går, som det burde, så er det bestemt ikke længere velset.“

 Omvendt har vi været vant til, at det forholder sig modsat i den offentlige sektor. Lov om Offentlighed i Forvaltningen giver de offentligt ansatte ret (og pligt) til at gøre anskrig, når vi bruger pengene i vores fælles husholdningskasse forkert, eller hvis indsatsen i forhold til borgerne ikke lever op til de forventninger, som vi med rette kan have til den offentlige sektor. Alvoren understreges af, at vi eksempelvis i sundhedssektoren uddanner autoriserede fagpersoner, som også står personligt til ansvar overfor Patientklagenævnet.

Siden 2003 har kommunerne imidlertid via lovgivning været forpligtet til at konkurrenceudsætte ældrepleje. Og også på en række andre sundhedsområder har privatisering gjort sit indtog. Men markedsvilkårene har haft konsekvenser for sundhedssektoren.

Vi kan som borgere ikke længere være sikre på, at de ansatte af sig selv gør anskrig, når kvaliteten ikke er i orden. For selv om de offentligt ansatte stadig har ret (og pligt) til at råbe op, når noget ikke går, som det burde, så er det bestemt ikke længere velset. De offentlige ledere har nemlig for længst vænnet sig til, at de er i konkurrence med en privat sektor, hvor ytringsfrihed og Lov om Offentlighed i Forvaltningen ikke gælder.

Dilemma for sundhedspersonale

Det forhold har sat det autoriserede sundhedspersonale med ansættelse i private plejefirmaer i et alvorligt dilemma, for de kan stadig indklages for Patientklagenævnet – med hvad det indebærer af personlig straf, såfremt de ikke reagerer på forhold, som de burde reagere på. Men de risikerer samtidig deres stilling, hvis de ytrer sig kritisk om arbejdsforholdene. Dét, uanset om de klager til embedslægen, det politiske system eller til medierne.

Men udover de personlige risici, sætter det også tilliden til den offentlige sektor på en alvorlig prøve. Borgernes tillid til den offentlige sektor hænger nemlig sammen med muligheden for indsigt i og demokratisk kontrol af den måde, som vores fælles husholdningsbudget bliver forvaltet på.

Vi kan og skal ikke forlade os på, at medierne afslører kritisable forhold i sundhedssektoren. Vi skal kunne regne med, at vi som borgere kan have den fornødne tillid til – og indsigt i, hvordan samfundet varetager opgaverne i forhold til de svageste borgere. Det efterlader et stort spørgsmål: Egner opgaverne i sundhedssektoren og på andre vigtige offentlige områder sig overhovedet til udlicitering / privatisering?

I SF har vi i første omgang bedt beskæftigelsesministeren om at undersøge, om det er muligt for kommunerne at pålægge private virksomheder, som løser offentlige opgaver, at lade sig omfatte af Lov om Offentlighed i Forvaltningen. Det er vel ikke for meget forlangt?

Økonomi

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57