Politik fra rødderne

Af Kim Barren
 | 
Kommunikationschef

Del din viden

Kommunikationsstrategi. Kommunikationsmålinger. Værdibaseret ledelseskommunikation. Ja, fortsæt selv listen af de mange flotte ord som kommunikationsfolk smider om sig med, når vi skal imponere hinanden.

Jeg er efterhånden ved at nå kvalmegrænsen for de mange flotte ord der flyder ud af munden fra handelshøjskolefolk – når nej, det hedder jo med et godt dansk navn Copenhagen Buissness School. Fra kandidaterne fra  kommunikationsuddannelserne fra universiteterne og fra alle andre, der gerne vil være en del af kommunikationssamfundet.

På en halvgammel mand stærkt på vej mod 50 år og med en mellemlang meget håndværkspræget uddannelse fra betonkatedralen i Århus – ja, det er altså Danmarks Journalisthøjskole – jeg taler om, virker det efterhånden som om, at det slet ikke er nok at kunne stave, sætte kommaer og bruge sin sunde fornuft, når det handler om at om at arbejde med kommunikation og information i f.eks. en kommunal kommunikationsafdeling i halvstor dansk kommune.

Handler det dybest set ikke om, at vi som kommunikationsfolk har en viden og nogle kompetencer som mange af vores kolleger i kommunen kan får gavn og glæde af. Nøjagtig som kollegerne i økonomiafdelingen kan nå med tal. HR-folkene kan noget indenfor ledelse og personaleområdet. Børnehavepædagogerne kan noget med børn. Plejepersonalet på ældrecentrene kan noget med de ældre.

En lang række af opgaverne i en kommunikationsafdeling i dag er opgaver der som udgangspunkt ikke kræver hverken de store strategiske overvejelser, målinger eller viden om den nyeste evidensbaseret ledelsesstrategi med udgangspunkt hvad der har været brugt i store internationale koncerner. Det handler i langt højere grad om at dele den viden vi har, således at andre områder indenfor det kommunale system får gavn af den.

Et konkret eksempel i min kommune viser, at et møde med to gode kolleger indenfor dagplejeområdet i løbet af kort sørgede for, at dagplejerne i Svendborg fik tyve nye kolleger, da kommunikationsafdelingen tænkte lidt anderledes i annoncering end de havde været vant til indenfor dagplejeområdet.

Hvad vi gjorde? Ikke noget særligt. Ud med de traditionelle og halvdyre jobannoncer i avisen. Ind med nogle radioreklamer i den lokale radio, brug af kommunens Facebook-side samt nogle banner-annoncer på kommunens hjemmeside. Og vupti så havde nogle af kommunens kolde hænder lige hjulpet de varme hænder.

Helt uden brug af store strategiske overvejelser og flotte teorier. Men ved at tage en snak med de kolleger, der havde brug for hjælp, og så tænke lidt anderledes. Sværere behøver det ikke at være.

Og jo, så ved jeg også godt, at vi fra tid til anden også bevæger os ind det felt, der hedder rådgivning, sparring – og til tider også det grimme ord spin. Men også her er det min opfattelse, at det et langt stykke af vejen handler om erfaring, forståelse for det politiske liv, interesse og selvfølgelig viden om hvordan medier, politikere, borgerne og andre vil agere, hvis vi siger A frem for B.

Og jo, jeg underkender ikke, at noget også kan læres ved begrave sig i lærebøger og dyrke den teoretiske tilgang til tingene. Men min pointe er blot, at det ikke nødvendigvis er det eneste saliggørende, at kunne svinge om sig med flotte ord og begreber. Men at det et langt stykke af vejen også handler om den mere lavpraktiske tilgang til opgaverne. Det tror jeg at der er stor forståelse for både hos dagplejelederne og på direktionsgangen.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57