Politik fra rødderne

Af Dorte Toft
 | 

Teknologijournalist, blandt andet med fokus på kunstig intelligens og robotter. Dorte Toft skriver også om køn, uddannelse og magt

Over to års slid kostede det Berlingske-journalisterne Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund  at afsløre Danske Banks milliard-hvidvask og høste Cavlingprisen for det.
Over to års slid kostede det Berlingske-journalisterne Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund at afsløre Danske Banks milliard-hvidvask og høste Cavlingprisen for det.
Foto: Finn Frandsen, Ritzau Scanpix

De satans journalister er bedre end deres ry

I USA såvel som Danmark ses bestræbelser fra politisk side på at underminere tilliden til pressen. Der findes brådne kar, men allerflest seriøse journalister, og de er oppe imod hårde odds.

Én dag rammer humøret ned i kulkælderen over niveauet blandt udøvere af mit fag, journalistikken. En anden dag bliver jeg høj af det vigtige arbejde, der præsteres, og de dage har jeg flest af.

Journalister afslører svindel, fejl, misbrug, fusk og kommer ofte de mest udsatte til hjælp. Derfor vil visse mennesker i magtpositioner forsøge at begå karaktermord på journaliststanden og i vidt omfang undgå journalister ved at 'diktere' via Twitter og Facebook.

Medier spreder desværre også løgne, proportionsforvrængning og had. Noget suget op fra Facebooks dynd, noget håndleveret af ministerier, noget leveret af en skrupforstyrret opinionsskribent og noget serveret af en journalist, der ikke kan styre egne fordomme.

Men journalister er bedre end deres rygte. Flertallet gør deres bedste.

'Ja, ja. Vi kender kollegial lobhudling!'

Er det din reaktion? Fulgt af: 'Toft stoler vel også på politi, der vurderer politi, advokater, der vurderer advokater, læger, der vurderer læger, ikke?'

Udenfor båsen
Indvendingen er forståelig, men jeg kan ikke sættes i bås som den typiske journalist, der starter karrieren i 'korte bukser' og aldrig forlader redaktionsmiljøet. Jeg var programmør i flere år, før jeg tog journalistuddannelsen, og nu har jeg årtier som journalist bag mig, et af dem på den anden side af bordet som informationschef. Desuden har jeg pæn erfaring med selv at blive interviewet.

Indtrykket af den gode journalistik får godt nok jævnligt et skud for boven. Tag for eksempel denne nylige overskrift i Berlingske. 'Offentligt ansatte er markant mere syge end private: »Det er uforklarligt«'. Sophie Løhde, innovationsministeren, fandt det uforklarligt.

Forskellen i sygefravær viste sig efterfølgende slet ikke at være 'markant', men en gang underlødig æble/pære-sammenblanding statistisk set. Men husk, at netop det også blev afdækket journalistisk.

Tænk også på, at kilden burde antages at være solid; en rapport fra Beskæftigelses- og Finansministerierne.

Tendentiøst om indvandrerbørn
Æble/pæremosen blev tilmed serveret kort tid efter, at samme avis havde ædt en underlødig analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet om indvandrernes børn. Husk, at også den blev skudt ned af andre journalister i samarbejde med eksperter.

Problemet er så, at der er sket skade. 'De offentligt ansatte pjækker', lød det på Facebook, og i pressen blev årets 117. bredside mod indvandrede fyret af.

Hvad stiller journalister op, når selv ministre vildleder? Lærer mere om statistik og moralsk forfald, jovist, men det er svært at fuldgardere sig, når andre bevidst vildleder.

Afsløring af #Metoo-modstand

Medier kan så selv være farvede, uanset om det bliver varedeklareret eller ej. Det fremgik senest af en kortlægning af, hvad ni store danske nyhedsmedier redaktionelt prioriterede at dele på Facebook om #Metoo-bevægelsen. Facebook er jo stedet, hvor allerflest danskere samles, og hvor mange, især unge, nøjes med at hente nyhederne fra.

Syv ud af de ni medier delte langt flere indlæg negativt indstillet over for #Metoo end positivt - faktisk to gange så mange. Angrebene var tilmed ofte forsynet med voldsomme ord som 'folkedomstol', 'heksejagt' og 'blodrus'.

Kortlægningen var gennemført af lektor ved Aarhus Universitet Camilla Reestoff og offentliggjort på videnskab.dk. Statistisk er der imidlertid ingen tvivl om, at overgreb er et stort problem. For eksempel har mere end hver fjerde kvinde mellem 16 og 24 år været udsat for seksuelt overgreb eller forsøg derpå. 



Hold kæft, kvinder


Den slags overgreb er typisk forbundet med selvbebrejdelse og skam, så kvinden holder sin kæft, men #Metoo gav mange modet til at tale. Alligevel prioriterede syv af ni store nyhedsmedier at betvivle kvinders tilkendegivelser, at reducere overgreb til 'et klap i måsen', at påstå, at #Metoo var gået for langt, og at mænd fik ødelagt livet af løgne.

Politiken var en undtagelse med lidt flere positivt vinklede opdateringer, men tog prisen udi forvrøvlethed. Redaktionen valgte at dele følgende fra lektor ved Københavns Universitet, Marianne Stidsen: '#MeToo-bevægelsen er en ny mccarthyisme med modsat politisk fortegn, og jeg finder den – sagt helt uden overdrivelse – ekstremt farlig.'

Ekstremt farlig! Jamen dog, Politiken.



Supergraverne på Berlingske
Men som nævnt findes der også masser af kvalitet i de store medier, og netop den forgangne uge var præget af det. Her hørte vi den bedste journalistik, der kæmpede om Cavlingprisen, den danske journalistiks Oscar.

Berlingskes dygtige gravergruppe på Business fik tildelt prisen for sin afsløring af Danske Banks hvidvask af milliarder af kroner via sin estiske filial. Over to års slid kostede det journalisterne at komme til bunds i sagen.

De andre nominerede var journalister på Politiken og TV2, der sammen stod for en grundig dokumentation af seksuelle overgreb mod filmbørn i 1970’erne, samt en tidligere cavlingvinder ved DR, der afdækkede alvorlige forsømmelser i Tibet-kommissionens arbejde.

En genvej til erkendelse af, hvor god og nødvendig journalistik, der præsteres, er at studere ikke blot på nomineringer, men også indstillinger til Cavling og til priserne fra FUJ (Foreningen for Undersøgende Journalistik). I 2018 var der for eksempel kigget nærmere på statsministerens relation til kvotekonger, en anklager var i fedtefadet, Kundby-pigens radikalisering blev dækket, ligeså Tvinds kommunale pengemaskiner.

Journalister fortjener ikke den lave troværdighed, de tillægges i en årlig undersøgelse, hvor kun bilforhandlere og politikere ligger dårligere.

Det dårlige huskes bedst
Problemet er, at de rådne æbler i kurven, der gerne sælger egen bedstemor for 10.000 klik, sammen med de grænseløst opmærksomhedssøgende debattører nedbryder mere, end de dygtigste kan opbygge. Det bliver aldrig en 1:1 skala. Mennesket husker det dårlige bedre end det gode. Sådan er det.


Det hjælper så ikke, at selv den bedste journalistik indimellem kan rumme fejl. Journalister er jo
ikke overmennesker, der på en halv time eller tre altid kan fatte essensen af noget, som eksperter har brugt et liv på (om end nogle ganske få journalister tror, de er overmennesker).

Værst er, at journalister er endnu mere pressede på tid end nogensinde. Der er sket drastiske nedskæringer, produktionspresset er eskaleret grundet 24/7-dækning, mens mulighederne for ordentlig aktindsigt er skåret ned, og kræfter på PR-siden samtidig mangedoblet.

Skallesmækkende mimoser
De fleste fejl kunne nok tilgives, hvis mediet hurtigt undskyldte og korrigerede, men desværre ender en del chefredaktører i lamme forsøg på at bortsnakke problemet, og det i et omfang, som deres journalister aldrig ville tillade en kilde at gøre.

Betegnelsen 'skallesmækkende mimoser' er på sin plads, og det skader troværdigheden, også for dem, der pukler for at få afdækket smudset og øge oplysningsniveauet.

På de områder, jeg selv færdes, har jeg fået et ganske godt indtryk af journalisters kvalitet ud fra deres officielle journalistik, suppleret med de finker, der fiser af deres fade på Facebook og Twitter.

Der findes journalister, der ikke kan styre egne antipatier. Der findes pyromanjournalister, der tænder på at hælde benzin på bålet, ligesom nyttige idioter, der løber ærinder for lobbyister, og dovne journalister, der ikke gider det svære.

Men der er langt flere journalister, der gør deres allerbedste for at finde frem til sandheden uden at skele til, hvem den er fordelagtig for. Det er de journalister, der møder størst modstand. Og det er dem, du skader mest, hvis du påstår, at journalister bare er noget ros.

Kommunikation

Kultur

Politikerliv


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57