Politik fra rødderne

Af Kristian Ditlev Jensen
 | 
forfatter
Kristian Ditlev Jensen er vokset op i samfundets underklasse i kvarteret Agervang i Holbæk, der i dag er på ghettolisten.
kristian-ditlev<br />Illustration: Ib Kjeldsmark<br />
kristian-ditlev
Illustration: Ib Kjeldsmark

De fleste vil bare gerne ha’ noget at rive i

”Med en uniform og en funktion og et redskab forvandles man fra at være et marginaliseret undermenneske i en underklasse til at være en anstændig borger i et sammenhængende samfund.”

På et tidspunkt lavede Danmarks Radio en udsendelse, der hed Blok på bistand. Den handlede om menneskene, der bor i sådan en betonblok, som vi alle kender. Den slags boliger for socialt udsatte, man sommetider, – med et lidt mindre stigmatiserende udtryk – kalder for almennyttige boliger. Hvilket vel skal betyde, at de er nyttige for almenheden. Eller slet og ret ”almindelige”. Man skulle jo nødig se ned på nogen.

Beboerne i den blok, der skildres i Blok på bistand, er nu ellers så langt fra almindelige, man næsten kan komme. Vi er, som en sociolog ville sige det, nok temmelig langt ude på klokkekurven. Med andre ord er det, vi ser i sådan en betonblok, ret specielt snarere end normalt; og derfor er vi langt fra normen – det vil sige et pænt stykke fra gennemsnittet.

 ”Med en uniform og en funktion og et redskab forvandles man fra at være et marginaliseret undermenneske i en underklasse til at være en anstændig borger i et sammenhængende samfund.”

Ny porcelænsafdeling

Årsagen er, at man egentlig kun bor i socialt boligbyggeri, hvis man ikke har andre muligheder. Man kan leje en højloftet og herskabelig lejlighed inde i centrum af en almindelig købstad uden specielt mange penge. Man kan købe relativt billige huse ude på landet. Og man kan sagtens finde en ejerbolig, der er let at betale, selv hvis man er på kontanthjælp, helt ude i Udkantsdanmark. Man bor normalt kun i det almennyttige af tre årsager. Enten har man ikke råd til en anden bolig, eller man er på en ordning, hvor kommunen dækker boligudgifterne. Eller også er man for ramt af livet til at kunne finde ud af at finde noget andet – det er lettere at få anvist en bolig end at afsøge et boligmarked, gå i banken og så videre. Den sidste mulighed er, at man kun – og kun med den største afsky – bor der i en kortere periode. Derfor kaldes den slags boligområder, ”blokkene”, den malplacerede Bauhaus-arkitektur, som ligger i udkanten af alle provinsbyer i Danmark, også for ”skilsmissekvarterer”, når det skal være ekstra fint.

Den første af deltagerne i Blok på bistand, som jeg fik øje på, da jeg slog over på kanalen, var en mand uden en eneste tand i overmunden. Han lignede en buttet olding, selvom han var ung. Og det var pinagtigt at se, hvordan han skammede sig over sit udseende. Hans vigtigste kamp, forstod man, var, at han gerne ville have ”dem oppe på kommunen” til at betale for en helt ny porcelænsafdeling. Han drømte om et vindersmil.

Uden arbejde

Jeg blev noget forundret, da jeg så, at DR havde lavet en udsendelse, der handlede om underklassen i blokkene. Jeg er nemlig selv vokset op i underklassen. Faktisk er jeg selv vokset op i sådan en Blok på bistand. Det skal forstås helt konkret. Jeg er vokset op i netop de blokke, som skildres i udsendelsen. Kvarteret hedder Agervang og ligger i Holbæk. Bebyggelsen er i dag på statens såkaldte ghettoliste.

At gense mit barndomskvarter var underligt. Det var nemlig på mange måder fuldstændig uforandret. Man har forsøgt at pimpe det lidt med en tagetage og lidt træværk på ydersiden. Men indeni er alt ved det gamle. Det er de samme kaffekrus af slagfast plastic, der står på kakkelbordet. Der hænger de samme malplacerede amagerhylder. De hjemmerullede cigaretter ligger klar i det samme orange cigaretetui som dengang.

Da jeg voksede op i Agervang – og Havevang, som lå ved siden af – var der mange almindelige familier fra den laveste arbejderklasse, som vi i dag også kalder underklassen. Det var ofte dysfunktionelle familier. En havde en far på førtidspension. En havde en mor, som drak. En del blev slået. Der var megen sygdom og psykisk sygdom. Men dengang var det største problem måske i virkeligheden arbejdsløsheden. Man kunne, som folk sagde, ikke ”få noget at rive i”.

Socialt flipperspil

Min far var udlært konditor, men arbejdede næsten hele sit voksne liv som ufaglært slagteriarbejder og som jord og beton-arbejder. Og når han var ramt af arbejdsløshed, havde han det fuldkommen forfærdeligt. Det var skamfuldt for ham. Han led virkelig. For han belastede jo sine kammerater. Jeg kan stadig se ham for mig, som han står der i det lille køkken og slår ud med armene. ”Jamen, hva' fanden vil I ha’, jeg skal gøre? De vil ikke give mig noget!”

Siden har det slået mig, at underklassens dysfunktionalitet blandt andet kan ses i sprogbrugen. Man udtrykker sig i passiver. Kommunen vil ikke give mig noget. De har hældt mig ud af fabrikken. Han har smidt mig på porten. Folk i underklassen oplever sig selv som hjælpeløse objekter, som retningsløse kugler i et socialt flipperspil. De aner ikke, hvad der overgår dem – for ofte forstår de det rent faktisk ikke. Man kan ikke overskue arbejdsmarkedets mekanismer i dybden, hvis man kun har syv års skolegang.

Tandløs

Men der er én ting, som underklassen ofte har. Og det er lysten til at være med. Ligesom min far havde. Lysten til at blive accepteret af et fællesskab. Lysten til at blive til noget – også selvom man ikke lige ved, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Lysten til at indgå i en sammenhængskraft.

Det samme gjaldt manden i Blok på bistand. Han ville have kommunen til at betale for et sæt kunstige tænder. Ja, han var nærmest besat af tanken. De skulle sgu give ham dét gebis. Og det virkede jo latterligt. Her står der en mand, som har været på kontanthjælp hele sit liv. Hvis forældre har været på kontanthjælp hele deres liv. Og så er det eneste, han er optaget af, at få nye fortænder. Noget, som nogle tilmed ville sige, strengt taget nok var en slags luksusproblem. Bisserne er sgu da det mindste af dine problemer, makker!

Det var ikke uden grund, at serien blev kritiseret for at være socialpornografisk. Man udstillede folk, mente nogle. Han var til grin.

Men da man så ”spurgte lidt mere ind til det”, som det hedder på behandlerdansk, så var der en helt anden årsag bag, at manden ville have tænder, end forfængelighed. Han forklarede nemlig, at han altid blev afvist, når han endelig kom til jobsamtale. De gav ham aldrig jobbet. End ikke de helt lette og enkle job. Aldrig. Og han mente selv, at det skyldtes de manglende tænder. For sådan én tandløs mand kan man jo ikke have gående.

Med uniform og haveredskab

For mig var eksemplet hjerteskærende. Og jeg mener, at vi skal gribe omsorgen for de arbejdsløse og de på andre måder ledige helt anderledes an end i dag. I dag giver vi dem en relativt passiv overførselsindkomst.

Mit forslag er, at man lægger de sociale ydelser helt om. Dels skal man sortere alle de egentligt syge fra og opfinde en helt ny ydelse til dem. Dels skal man genindføre en egentlig jobanvisning og droppe de ”gratis” overførsler til arbejdsløse helt. Det bør være sådan, at man altid kan få anvist et arbejde. Altid. Og her og nu. Til gengæld skal man kunne forsørge sig selv nogenlunde med det.

Mindre forsøg i Mjølnerparken i København har vist, at man kan nå meget langt med dårligt integrerede arbejdsløse indvandrere, hvis man for eksempel opdeler kontanthjælpen i mindre portioner og laver den til en slags løn, som alene udbetales, hvis man påviseligt deltager i det samfund, der omgiver én. Måske skal man bare feje en times tid om dagen. Måske skal man bare gå til danskundervisning. Eller lære at tage bussen to stop.

Men man kan også forestille sig, at man faktisk får et job. Det kan godt bare være et nyttejob. Men med en uniform og en funktion og et redskab forvandles man fra at være et marginaliseret undermenneske i en underklasse til at være en anstændig borger i et sammenhængende samfund. Og at være parkmedarbejder udstyret med et haveredskab – bare to timer om dagen – er slet ikke det værste, man kan blive.

Så har man da i det mindste noget at rive i.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57