Politik fra rødderne
Af Anders Lyck Fogh-Schultz
 | 
Seniorkonsulent & netværksleder, Danish.Care og CareNet
 

 

De lysende træningsfliser vakte begejstring på messen i Düsseldorf og er allerede i brug i flere danske kommuner. Blandt andet i Gentofte, hvor der endda er blevet lavet en video om konceptet.
Foto: Moto Tiles

Dansk velfærds-tech har et godt ry

Bleer, brandbekæmpelse og legefliser: Flere fine plug-and-play løsninger var med på den danske stand i Düsseldorf.

   Spillet er både motiverende, sjovt og socialt. Det opfordrer med andre ord deltagerne til at indgå i et socialt fællesskab ved at tale direkte ind i legedynamikkens stærke kraft. 

I september stod ‘Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi' i spidsen for et stort dansk eksportfremstød i Düsseldorf i Tyskland, hvor den internationale fag- og branchemesse REHACARE blev afviklet. REHACARE er Europas største og mest toneangivende messe inden for hjælpemidler og velfærdsteknologi til ældre og handicappede. 

21 danske virksomheder deltog i fremstødet. Målt i antal udstillere per land gjorde de Danmark til den 5. største udstiller på messen. På førstepladsen lå Kina med 124 udstillere.

God støtte hjemmefra
I løbet af fire dage besøgte hele 38.600 mennesker fra i alt 80 lande det store Messe Düsseldorf-område. I alt havde messen 751 udstillere fra 43 lande, og Danmark var flot repræsenteret på Danish Pavillon med Dannebrog vajende ned fra loftet. 

Eksport er et samlingspunkt for branchen, hvor salg og udbredelse af stærke danske velfærdsløsninger samler danske producenter og leverandører i en fælles markedsføring af knowhow inden for hjælpemidler og velfærdsteknologi. Danish.Care samarbejder med en række aktører inden for eksportområdet, heriblandt Udenrigsministeriets Trade Council, og som brancheforening havde vi på forhånd sikret de deltagende virksomheder eksportstøtte. Dette muliggør blandt andet billigere standleje for de deltagende virksomheder.

Det betaler sig 
At danske virksomheder i samlet flok og med tilskud i ryggen drager ud for at indtage nye markeder er en rigtig god forretning såvel for samfundet som for den enkelte virksomhed. 

Som udstiller på danske fællesstande ved internationale messer får deltagerne nemlig en unik eksponering og en betydelig mulighed for at skabe international forretning. Der er adgang til netværksbegivenheder med internationale parter og rigtig god mulighed for at netværke og dele erfaring med andre danske udstillere.

For samfundet som helhed betyder tilskud til eksportaktiviteter både international markedsføring af Danmark som industrisamfund, men i særdeleshed også en flot return-of-investment. Tal fra 2016 og 2017 viser, at de årlige 34 millioner til eksportstøtte til alle danske brancher gav ordrer tilbage til danske virksomheder for hele 4,6 milliarder kroner. 

Sladre-ble giver ro
På messen havde jeg en snak med to gode CareNet-kontakter fra en af landets store kommuner. De fortalte, at de i år på messen ville spejde efter plug-and-play løsninger, altså modne teknologier, der relativt let vil kunne sættes i drift i en stor forvaltning. 

Inspireret af deres opgave fandt jeg tre forskellige velfærdsløsninger fra tre unge danske virksomheder, som alle var med i Düsseldorf:

Den første teknologi er en sensorbaseret velfærdsteknologisk løsning inden for kategorien ‘varsling af plejebehov til personer med moderat til kraftig inkontinens’. Løsningen er udviklet til brug på eksempelvis plejehjem, hospitaler, hospice, bosteder for fysisk og psykisk handicappede samt andre institutioner, der yder omsorg og pleje til voksne ble-brugere. Løsningen kan også bruges i hjemmeplejen og på sigt af selvhjulpne borgere i eget hjem. 

Teknologien består af en sensor, som fastgøres på ydersiden af en ble og som tilsluttes en lille sender. Sensoren registrerer fugtniveauet i bleen, og giver besked, når bleen skal skiftes. Det sikrer, at bleen bliver skiftet på rette tidspunkt – hverken for tidligt eller for sent. Og at der kun bliver kigget til bleen, når det er nødvendigt.

Løsningen er udviklet med det formål at skabe bedre trivsel og komfort og øget livskvalitet for brugerne, men også med afsmittende positiv effekt på de pårørende og plejepersonalet. Dertil kommer, at løsningen også rummer et betydeligt økonomisk perspektiv – såvel for det enkelte plejecenter i forhold til personaleomkostninger og bleindkøb som samfundsøkonomisk.

Det handler kort og godt om potentialet for optimeret ressourceforbrug i kombination med behovet og incitamentet for værdighed og selvhjulpenhed. 

Vandtåge mod brand
Den anden teknologi, som fangede min nysgerrighed på messen, er også sensorbaseret og taler ind i behovet for øget sikkerhed, blandt andet på plejehjem og i ældreboliger. Der er tale om en brandbekæmpende teknologi, som via et såkaldt vandtågesystem kan være med til at sikre ældre, svage og immobile borgere mod brand.

Statistikken viser, at der hvert år dør over 77 personer som følge af brand i Danmark. Størstedelen af disse dødsfald kunne være udgået, hvis brandbekæmpende tiltag havde været til stede i bygninger og boliger, hvor brandtruede borgere bor og færdes. 

Vandtågesystemet tilsluttes bygningens eksisterende vand- og elforsyning og er udstyret med tre forskellige aktiveringsmekanismer, der kan igangsætte vandtågespredningen. Der er tale om en røgmelder, en temperaturmåler og en glasampul, der igangsætter systemet, hvis temperaturen overstiger 50 grader.

Systemet er samtidig opbygget i moduler af for eksempel kontrolpanel, vandtilslutning, røgmelder med videre. Det muliggør stor grad af fleksibilitet i løsningen, idet anlægget kan tilpasses og monteres i både eksisterende boliger og nye boliger. Teknologien kan flyttes og genanvendes i andre lokaler, hvilket også taler ind i det større samfundsmæssige mål om bedre udnyttelse af ressourcer. 

Legende træning
Mit tredje plug-and-play teknologieksempel, taler direkte ind i selve begrebet leg. Eller sagt på en anden måde: Bedre rehabilitering gennem leg. Der er tale om en interaktiv løsning til træning, det være sig hjemmetræning, fysisk træning eller social træning. Løsningen består af interaktive fliser, som placeres på gulvet. Afhængig af hvilket spil man vælger, vil fliserne lyse op på forskellige måder, og så gælder det om at træde på de fliser, der lyser. Dette giver både fysisk og kognitiv træning alt imens træningen bliver sjov(ere). 

På det fysiske område sikrer løsningen, at genoptræningen bidrager til bedre styrke og balance hos ældre, hvilket igen kan være med til at forebygge fald. På det kognitive område bidrager fliserne til forbedret rumopfattelse og beslutningsevne. Spillet er både motiverende, sjovt og socialt. Det opfordrer med andre ord deltagerne til at indgå i et socialt fællesskab ved at tale direkte ind i legedynamikkens stærke kraft. 

Se video om fliserne her.

 Disse tre teknologieksempler høstede alle hver især konkrete internationale erfaringer på messen. De står givetvis overfor en spændende internationaliseringsproces, hvor alle muligheder er åbne.

Men det, som kendetegner dem, og som gør, at jeg personligt finder dem interessante, er, at de alle bidrager med innovation på velfærdsområdet.

De skaber med andre ord værdi for både mennesker og samfund.

 

Indkøb

Innovation

It

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57