Af Rasmus Jønsson
 | 

Dansk politiks stærkeste brand

”De klassiske magtpartiers 'stemme' har mistet kraften, når det gælder om at vinde vælgernes gunst. Årsagen er, at det politiske spil er blevet for uigennemskueligt og komplekst.”

Selvom Kristian Thulesen Dahl lige har været ude i et voldsomt stormvejr om et totalt kikset finanslovsforløb, er han stadig uden tvivl Danmarks stærkeste politiske brand. Vælgerne opfatter ham som troværdig, saglig og som en ordentlig mand, der er godt inde i sagerne. Han har indenfor de seneste 18 måneder kunnet hyldes som sejrherre ved tre valg – og det har været markante sejre. I en tid med voldsom politikerlede er det i sig selv en flot præsentation af Kristian Thulesen Dahl og hans spinfolk, at de har bygget et så stærkt etos op om en mand, som mange ellers gerne vil have ned med nakken.

De seneste par år har Kristian Thulesen Dahl været i særklasse stærk – faktisk har han været i så god form, at han har slået det politiske brand, der ellers længe har været landet stærkeste: DF! Nærstuderes særligt DF’s flotte folketingsvalg, tyder meget på, at de mange DF-stemmer - i højere grad - blev hevet hjem af Thulesen Dahls personlige brand.

Godt nok reklamerede DF i valgkampen heftigt for, at de var så stærkt et brand, at de ikke behøvede at forklare danskerne, hvad de stod for – det var simpelthen almen viden. Men sandheden er nok, at det var personen Kristian Thulesen Dahl, der skovlede vælgere ind. Mens Lars Løkke og Helle Thorning aften efter aften var ved at flå hovedet af hinanden i TV-debatterne, kunne danskerne over aftenkaffen se Kristian Thulesen Dahl med venligt toneleje og sætninger, der udstrålede høflighed, love stram udlændingepolitik, lov og orden og velfærd ad libitum.

Lammetævet ved finansloven

At det er Tulles personlige stil, der driver meget, fremgår også af brand-diagrammet. For trods Thulesen Dahls kanonform er det bemærkelsesværdigt så få politiske sejre, han og DF har kunnet fremvise for vælgerne. DF blev rundbarberet i finanslovsspillet, hvor Venstre viste, at der er langt mere magt ved at sidde i regeringen end udenfor.

I mediespillet i forbindelse med finansloven fik DF også en lammer. I spillet op til aftalen blev de udstillet som useriøse med deres Sigurd Barrett-krav. Forløbet der efter, hvor DF fumlede rundt i sagen om besparelserne på boligydelser, var katastrofalt, og de trådte deres kernevælgere over fødderne med en kraft, de nok ikke glemmer foreløbig.

Heller ikke i mange andre af efterårets politiske forhandlinger har Tulle kunnet trække sig sejrrigt ud og fremvise flotte resultater. Kun når det handler udkantsdagsordnen, har DF haft en vindersag med stor gennemslagskraft.

Det synlige demokrati

Noget tyder på, at det ikke kun er de konkrete resultater i magtspillet, som vælgerne bruger som pejlemærke, når de skal bedømme deres politikere. Som politisk analytiker på Dagbladet Politiken Sigge Winther for nylig skrev om DF: ”Partiet er som skabt til et 'demokrati med øjne' ved at have en ubestaltet leder, som evner at vise oprigtighed i de fleste beslutninger”. De klassiske magtpartiers ”stemme” har mistet kraften, når det gælder om at vinde vælgernes gunst. Årsagen er, at det politiske spil er blevet for uigennemskueligt og komplekst.

Kristian Thulesen Dahl har fundet den perfekte melodi til en demokratiform, der, som Sigge Winther konkluderer, er baseret på øjet fremfor stemmen. Til trods for, at DF de seneste 11 ud af 15 år har siddet med de afgørende mandater i dansk politik, formår Tulle stadig uden problemer at markedsføre DF som den lille mands parti, der repræsenterer nogle interesser, den store stygge elite ikke vil lytte til.

Selvom DF’s partiformand er 100 meter-mester i `”demokrati med øjnene”, står han også overfor nogle gevaldige udfordringer. Morten Messerschmidts sag om frås med offentlige midler er gift og med til at skabe en fortælling om DF som en magtparti på den grimme måde. Under balladen om finansloven tabte Tulle også gevaldigt på kompetencefortællingen om, at han er dygtig politisk håndværker.

Men også det faktum, at Lars Løkke har valgt at køre en offensiv klassisk borgerlig politik, kommer uden tvivl til at gøre livet svært for Kristian Thulesen Dahl. For i 00’erne, hvor DF høstede stor succes som bærende støtteparti, havde Anders Fogh blikket fast rettet mod at nurse midtervælgerne.

Samme fokus har Løkke slet ikke, og derfor ligger der fremadrettet en kæmpe udfordring for DF i at forklare deres velfærdselskende vælgere, at der bliver skåret i den nære velfærd og det er de velstillede, der har hovedprioriteten, når der uddeles politiske gaver.

Men mon ikke Tulle nok skal navigere sig nogenlunde igennem disse udfordringer? For når det gælder om at brande sig i det synlige demokrati, er han en sand mester.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57