Af Hassan Preisler
 | 
Forfatter
Uddannet skuespiller i 1999 og debuterede i 2013 som forfatter med den prisbelønnede roman Brun Mands Byrde (Lindhardt og Ringhof).

Danmark, et stammesamfund

”I en nation – modsat en stamme – kan man rumme alt det, der ikke direkte truer nationens eksistens, mens man i stammesamfund som ashantiernes – og det danske – føler sig truet af det, der bryder normen.”

Jeg går gennem Københavns gågader. Alting er, som det plejer. Pludselig lyder det: Er det ikke Preisler? Spørgsmålet er retorisk – det er klart. Og det er Uwe Max Jensen, der stiller det. Uwe er en nordjysk provokunstner. Han rækker hånden frem, men det er for sent. Jeg har allerede fanget ham i et knus. Nå, OK, sådan! mumler han ukomfortabelt. Storby- versus landkultur? Anyway, Uwe er i hovedstaden med kone og børn. Tykt overskæg, forvirret frisure, T-shirt under jakken, der står åben. I det indre København kravler Uwe og familien ad stejle trapper til tops i Vor Frelsers Kirke, aser sig opad sneglegangen i Rundetårn og maser sig gennem billetmøllen i Tivoli. Og mellem turen til tårne og forlystelsesparker besøger Uwe Statens Kunstfond og lægger en lort i foyeren.

 ”I en nation – modsat en stamme – kan man rumme alt det, der ikke direkte truer nationens eksistens, mens man i stammesamfund som ashantiernes – og det danske – føler sig truet af det, der bryder normen.”

På en måde er Uwe en helt: Min helt. Der er måske ikke meget, vi er enige om, Uwe og jeg. Tror jeg. Jeg ved det faktisk ikke. Det er også lige meget. For i mine øjne er Uwe et radikaliseret menneske. I ordets bedste forstand. I mine øjne bryder Uwe fri af trangen til at underordne sig tidsånden. Han underlægger sig ikke dovent de holdninger, andre mener han skal indtage. Han flyder ikke med meningsstrømmen udover den kollektive kant. Radikalisme er Uwes humanisme, tænker jeg. Og det, der adskiller os fra dyrene og gør os til mennesker, ’humane’, er vel, at vi kan vælge at stå alene og gå uden flokken.

Jeg mødte den store tyske forfatter Martin Walser på Den Sorte Diamant i København, og dér, fra scenen, lød hans utvetydige og bryske budskab: Tidsånden er et ensretningsredskab! I små nationer som den danske ligger tidsånden tungt, tykt over landet, sagde Walser. Hos en antikvarisk boghandler på Nørrebro faldt jeg for mange år over den tidligere britiske ambassadør i Danmark, amatørantropolog og forfatter Sir James Mellons Og Gamle Danmark. Rødt omslag, hvidt kors. Heri skriver han, at vi danskere i vores struktur ligner afrikanske stammer som de ghanesiske ashantier langt mere, end vi ligner tyskere, englændere, franskmænd og amerikanere. For i en nation – modsat en stamme – kan man rumme alt det, der ikke direkte truer nationens eksistens, mens man i stammesamfund som ashantiernes – og det danske – føler sig truet af det, der bryder normen. Vi har i Danmark aldrig arbejdet os frem til en syntese af forskelligartede elementer, skriver Mellon.

Jeg skubber bogen ind i reolen ved siden af den amerikanske forfatter Joseph Hellers Catch-22. Heller bekræfter Mellons ord, når han satirisk udtrykker sig gennem karakteren Major Danby med denne replik: Hvad hvis alle følte på en bestemt måde, så ville jeg da være et forbandet fjols, hvis jeg ikke også følte sådan, ville jeg ikke?

Dreyfus versus Frankrig

Den franske forfatter Émile Zola står på samme hylde. Hans kampagne for retfærdighed for Dreyfus udsprang af, at anti-Dreyfus-folkene ikke baserede deres sag på, om Dreyfus faktisk var skyldig. De proklamerede, at det at tage sagen op ville skade staten. Og hvorfor skulle man dog gøre det for en jødes skyld? Den tribale solidaritet trådte i forgrunden, og opgøret blev om sandheden versus den offentlige orden. I dette opgør bliver selv den modigste til en kujon af frygt for at blive stemplet som landsforræder, hvis han stiller sig op og taler for retfærdigheden og mod tidsånden. Ned med jøderne! Død over jøderne! råbte franskmændene.

Når Uwe adresserer kunstfonden med sin afføring, så er det, fordi kunstfonden er en institution, der har magt over historierne. Men de, der uddeler og modtager fondens legater, tilhører et slæng, der skider på alle andre. De har skidt på mig i 15-20 år, siger Uwe. Så nu vil han skide på dem. Derfor presser han sit værk ud på stengulvet indenfor de tunge, messingklædte døre på kunstfondens adresse på den brede boulevard i centrum af hovedstaden.

Vores kultur- og medieplatforme lægger taletid til fortællingerne. Og vi lever allesammen gennem og i de fortællinger: De Store Historier om nationen, familien, religionen, og så videre. Og lige midt i Uwes lort er plantet nogle spørgsmål af stor vigtighed: Hvem skal bestemme over fortællingerne? Hvem har og skal have magten til at fortælle de historier, hvormed og hvori vi alle lever, og diktere, hvordan de må fortælles?  I et stammesamfund forsøger de, der sidder på definitionsmagten, at bringe diskussionen til tavshed: Vi fortæller dig historien, og hvad den skal betyde. Vi fortæller dig, hvordan den skal fortælles, og vi forbyder dig at fortælle den på nogen anden måde. Og hvis du ikke bryder dig om den måde, hvorpå historien fortælles, så er du en fjende af nationen, en forræder mod fællesskabet, selvforståelsen, troen, tonen eller tronen.

Men svaret på spørgsmålene kan kun lyde sådan her: Alle og enhver! Alle og enhver skal have den magt. Alle og enhver bør have frihed til at gå løs på De Store Historier. Diskutere dem. Forholde sig satirisk til dem. Kræve, at de ændrer sig med tidernes skiften. Tale højtideligt eller nedgørende og kærligt eller hadefuldt om dem. Det er vores ret som medlemmer af et åbent samfund. Det er det åbne samfunds særkende, skriver den britiske forfatter Salman Rushdie i sin selvbiografi Joseph Anton. Faktisk kan man sige, at vores evne til at genfortælle og genskabe De Store Historier er det bedste bevis på, at vores samfund virkelig er frit. For i et frit samfund hører diskussionen aldrig op. Diskussion er frihed, og det er selve diskussionen, der har betydning. Og tænk engang, hvis vores bønner om sammenhold gennem ensartethed blev hørt. Så ville nationen falde sammen. Hvor der er liv, er der inkonsistens, strid, konflikt og uenighed. Mennesket er ikke interesseret i at leve i et Legoland. Og selv hvis det var, så ville det ikke give mening at stræbe efter. For i livet gør vi fremskridt gennem konflikt. Og på det mentale plan gennem argumentation. Der må være konfrontation og opposition, så der kan opstå gnister til at antænde os. Ja, det er sandt, at det hører til sjældenhederne, at man omvender sin modstander i en diskussion. Men det er lige så sjældent, at man efter en godt afviklet debat står det samme sted, som man stod, da man påbegyndte den. Og den, der forventer retfærdighed uden kamp, forventer havet uden storm. Kun en åben konflikt mellem ideer og principper kan føre til klarhed, skriver den amerikanske debattør Christopher Hitchens i Letters to a Young Contrarian. Konflikt kan være smertefuld, men det smerteløse findes alligevel ikke. Og stræben efter en smertefri tilstand fører til den mest smertefulde af dem alle: Hovedløsheden. For hvad gør man, når man opdager, at ens egen flok handler forkert? Hvornår rejser man sig og siger: Hvis I vil gøre sådan, så må I forbi mig først! Opgøret med hovedløsheden er uforudsigeligt.

Min morfar Mogens

Charles Dickens-karakteren Nicholas Nickleby ser overgrebet på Smythe, men ved ikke, at han vil tage ham i forsvar, før han rent faktisk gør det. Forfatteren Noam Chomsky hører om Hiroshima og ved ikke, at han vil ende som krigskritiker, før han bliver det. Min morfar Mogens så jøder blive ført væk, men anede ikke, at han ville blive den, der transporterede dem i sidevognen til sin Nimbus, før han en nat kørte afsted mod fiskekutteren i Rungsted Havn.

Når jeg ser på Uwe, ser jeg, at det at være i opposition ikke er noget, man gør; det er noget, man er. Man går ind i sig selv og finder ud af, om man kan svare, det er en nødvendighed, på spørgsmålet: Hvorfor gør jeg det? Ellers lader man være. Og man lærer sig at byde ensomheden og de søvnløse nætter velkommen og ikke frygte så meget. For man kommer til at leve på kant med stammen, hvis man går nedad den vej. Og der er ikke trængsel dér ude på kanten. Folkemasser accepterer at se deres helte blive brændt på bålet, så helte – og i øvrigt også bøger – skal reddes, ikke af folkemasserne, men fra folkemasserne.

Den engelske forfatter Bertrand Russells bedstemor gav ham en bibel, hvori hun havde anbragt sine egne noter, blandt andet et 11. bud, der lød: Du bør ikke følge en gruppe, der er ved at begå en uretfærdighed. Hendes budskab til Russell lød: Ét menneske med den rigtige holdning vejer tungere end en majoritet. Hvis bare ét menneske lægger en lort på marmorgulvet, så er det nok!

Kultur

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57