Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Dagens ret: Egen hale i besk sovs

Det er i sandhed ulvetider, når lønmodtagere accepterer at lade sig fodre med deres egen hale. Af ren og skær – og velbegrundet – frygt for den fremtid på arbejdsmarkedet, der efterhånden tegner sig for seniorerne. Nogle af velfærdssamfundets kernemedarbejdere må give sparegrisen hammeren, hvis de får svært ved at klare kravene.

De generelle overenskomstforhandlinger mellem kommunerne og en halv million kommunale medarbejdere er afsluttet. Nu resterer kun forhandlinger med de enkelte organisationer om detaljer og specialaftaler.

Rent økonomisk er resultatet mere end beskedent. Lønstigningerne på cirka to procent over to år kan ikke følge med de almindelige prisstigninger. Så lønningsposen vil være mere slunken end sidste år, når den har været rundt om supermarkedet efter de daglige fornødenheder. Dertil kommer, at reguleringsordningen kan risikere at dæmpe de beskedne lønstigninger yderligere.

Det var ellers tilsyneladende et varmt ønske for finansminister Bjarne Corydon at afskaffe selvsamme reguleringsordning, men det krav opgav stat og kommuner i forhandlingerne.

Man kunne se det som en slags nøgle til forståelse af forhandlingernes forløb – de har jo ikke just været præget af pli og ynde. Indledningsvis blæste arbejdsgiverne i de skingre, økonomiske dommedagsbasuner. Da modparten tydeligt signalerede, at man udmærket var klar over den anstrengte økonomiske situation og de beskedne lønstigninger i det private, gik arbejdsgiverne over til provokerende ideologiske krav såsom forringet tillidsmandsbeskyttelse, egenbetaling af efteruddannelse, forringelser af senioraftalerne og så videre.

Og i slutfasen af de rituelle kampbrøl op til udvekslingen af de formelle krav, kom der krav om afskaffelse af reguleringsordningen, der er de offentligt ansattes værn mod at sakke uhjælpeligt bagud efter det private. Og for visse faggrupper krav om mere arbejde for en ringere løn. Sådan! Så kan de lære det!

 Spørgsmålet er selvfølgelig – som det er i den slags forhandlinger – hvad der var reelle ønsker, hvad der var skræmmeeffekter, og hvad der var utopiske krav fremsat for at have noget at handle med, når forhandlingerne bliver vanskelige.

Det er højst tænkeligt, at specielt Corydons krav om fjernelse af reguleringsordningen i første omgang var ren forhandlingstaktik. Men med en sidegevinst på den langsigtede pædagogiske effekt – kravet skal nok komme igen, når lønudviklingen i det private vender.

Lønmodtagerne var på forhånd svækkede af de haglbyger af ulykker, krisen og lovgiverne har nedkaldt over dem. Og organisationerne fremtrådte yderligt forpjuskede, da forhandlingsfællesskabet KTO måtte opgive et fælles krav på lønnen. Og endelig havde arbejdsgiverne et vist held med at tegne et billede i offentligheden af dele af lønmodtagerne som dovne, forkælede og imod fremskridt – lærerne for eksempel.

På den baggrund må man sige, at lønmodtagerorganisationerne fik redet den værste storm af, selv om deres forhandlere erkender, at der ikke er noget at juble over.

Men så er der lige det med at fodre hunden med dens egen hale. Det er aftalt, at medarbejdere over 60 år kan få lov at gå på delvis pension uden at miste overenskomstbestemte rettigheder. Men festen for dem, der ikke har kræfter eller psyke til at fortsætte med uformindsket styrke langt op i årene, og som får brug for at gå ned i tid, de må selv betale med deres pensionsopsparing.

Velbekomme – måske egen hale ikke smager så ringe, når man er på spanden. Der er tale om grupper på arbejdsmarkedet, hvoraf flertallet – for eksempel de mange FOA-medlemmer – i forvejen har beskedne pensionsordninger. Og de surt opsparede midler får nu altså ben at gå på, fordi politikerne har fjernet efterlønnen. Overlever man frem til folkepensionen, så er egen-opsparingen nok væk eller stærkt reduceret. Og til den tid er folkepensionen nok yderligere udhulet og langt i den næsten umærkelige forandring fra en ret til en almisse, som politikerne er i gang med.

Når man holder sig for øje, hvem der skabte krisen og hvorfor, så er det artigt at tænke på, hvor regningen er endt. Tilsyneladende er menige samfundsborgere de eneste, der kan betale, når regningen efter de finansielle hystader og charlataner skal betales. De er jo bærerne af samfundsøkonomien, så dem tør vi slet ikke røre. For så mister de jo tilliden og stikker af med kapitalen.

Man kunne så spørge, hvorfor det så skal være disse skrøbelige mekanismer, der så let går i selvforstærkende ubalance og styrter os i økonomisk ruin, der skal være fundamentet for samfundsøkonomien, mens de, der kun har deres arbejdskraft at leve af, må nøjes med at betale for ulykkerne?

En skat på finansielle transaktioner? Nej fy da føj da, hyler Margrethe Vestager og Bjarne Corydon og deres liberalistiske økonomer og bærer så de nydeligt anrettede haler frem.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57