Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Da jeg blev det offentliges ejendom

Jeg har skrevet om det før – min stridbare, nu afdøde, moster fra Chicago og den amerikanske advokat, hvis øjne rullede rundt i hovedet, da jeg forklarede ham om det danske cpr-nummer. Jeg har med andre ord før skrevet om det offentliges umættelige appetit på at snage i og registrere alt muligt om borgernes liv. Siden har jeg haft den tvivlsomme oplevelse at få syn for sagn – så at sige opleve det på egen krop. 

Jeg var en periode sygemeldt, og når det sker, så får man snart at mærke, at man som borger er at betragte som det offentliges ejendom. Jeg har før fået kærligheden at føle fra nu forhenværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og hans rent teoretiske tilgang til livet på arbejdsmarkedet. Det var i en periode, hvor jeg var arbejdsløs. I den situation lever man i dagens Danmark i en haglbyge af meget direkte trusler om, hvad der sker med ens i forvejen anstrengte økonomi, hvis man ikke øjeblikkelig retter ind og gør, som man får besked på. Velkommen på B-holdet!

Som sygemeldt blev jeg efter få uger kaldt til samtale på kommunen hos en ’beskæftigelsessagsbehandler’. Indkaldelsen blev det første tunge brev i en lang række. De præfabrikerede breve er altid ledsaget af side op og side ned med for lægmænd uforståelige passager fra diverse lovgivning.

Dér sad jeg så med mine helbredsproblemer, der krævede ro og regelmæssighed, motion og konstruktiv samtale. Men nu skulle jeg hen på kommunens Jobcenter og krydsforhøres om mit liv. Ved brevet lå blandt andet en blanket, jeg skulle udfylde – ’Samtykke til indhentning og/eller videregivelse af personoplysninger’. Der henvistes til retssikkerhedslovens §11a, stk. 1, som jeg ikke var i stand til at afkode, så jeg opgav og tog skemaet med på kommunen. Der skulle blandet andet afkrydses, hvilke instanser kommunen måtte udveksle oplysninger med: Arbejdsgiver, egen læge, A-kasse, tilbudssted, andre… 

Det var tydeligvis ikke første gang, sagsbehandleren måtte hjælpe en klient med udfyldelse af formularen. Så hun greb rask kuglepennen og krydsede af: Arbejdsgiver X, egen læge X, tilbudssted X… Hva’ er det, spurgte jeg. Joe, det var den private aktør, jeg ville blive sendt til. Hmmm. Inden jeg så mig om, havde sagsbehandleren – helt på rutinen, som hun plejede at gøre – krydset af ved ’andre’.

Nu kunne hun jo ikke vide, at jeg har en kritisk holdning til den omsiggribende registreringsmani og som journalist har satiriseret over magtfulde offentlige instansers bestræbelser på at få fri og aldeles ubegrænset adgang til at indhente og udveksle sundhedsoplysninger om borgerne. Og her sad hun og bad mig underskrive en blankocheck på selvsamme – uden nogen form for nærmere overvejelse.

Hva’ er det, spurgte jeg. Hun blev noget febrilsk og kunne ikke lige svare, og da jeg begyndte at redegøre for mine holdninger, stregede hun hurtigt krydset over og sagde, at det kunne vi da bare fjerne igen. 

Nu kunne jeg mærke det store, kommunale aktiverings-cirkus begynde at rumle, og jeg besluttede at lægge kortene på bordet – ikke mindst den centrale oplysning, at jeg befandt mig i det sidste halve år af mit liv på arbejdsmarkedet og nok mente at kunne tackle situationen og komme på benene den sidste tid. Men nej. Lov er lov, og lov skal holdes. Jeg skulle i gang med det store, dyre forløb, som var jeg en mand i fyrrerne, der stod midt i arbejdslivet. Så maskinen kørte for fulde omdrejninger.

Chokerende og krænkende

Jeg har ikke plads til at beskrive, hvor chokerende og krænkende en oplevelse det var, da jeg få dage efter modtog endnu et af en uendelig række af skrivelser. Et fem sider langt brev med blandt andet et minutiøst referat af samtalen. Her kunne jeg læse masser af detaljer om mit arbejdsliv gennem årene, for eksempel at jeg godt kan mærke at ’alderen trykker’, som der stod. Og om mit privatliv – blandt andet mine boligforhold, og at ’han har en kæreste, som han ofte er sammen med.’

Hvad der slog mig som forstemmende og skræmmende under hele dette mareridt var, at i det kommunale system var der ingen vaklen – ingen bare den mindste tvivl om systemets fortræffeligheder og gode hensigter. På væggen uden for den lange række kontorer på Jobcentret hænger fine plancher med kurver og tal for medarbejdernes fremragende præstationer i lovens ånd. Tvivl og tøven, nuancer og smidighed er der ikke plads til i dette rendyrkede helvede af et malende samfundsmaskineri. 

Jeg protesterede og blev mødt med målløs undren. En sygemeldt plejer da ikke at have kræfter eller mod til at protestere. Næh, det er sikkert rigtigt nok – men jeg er sikker på, at mange syge borgere har gennemlevet de samme følelser som jeg.

Velkommen på B-holdet, nu er du Big Brothers ejendom.  


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57