Politik fra rødderne

Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Da Enhedslisten ramte den realpolitiske mur

Det største højresving i nyere tid i dansk politik må uden sammenligning være Enhedslistens omvendelse fra revolutionært protestparti til indflydelsesparti, der går ind og ud af finansministerens forhandlingslokale. Partiets folk ligner efterhånden alle de andre Christianborg-politikere. Enhedslisten anno 2012 er snart alt andet end røde flag, kontante paroler og løftede knytnæver. Set fra et parlamentarisk perspektiv er det bestemt opløftende, men spørgsmålet er, om ikke Enhedslisten snart ligner SF i ’de gode gamle dage’ – og at en modreaktion er på vej?

Stram finanslov

For en uge siden kulminerede Liste Ø’s pragmatisme, da både folketingsgruppe og hovedbestyrelse accepterede, at partiet lægger stemmer til en – i historisk perspektiv – ganske stram finanslov, som stort set alle iagttagere er enige om er blå i sin grundfarve.

For et år siden fejrede Enhedslisten regeringsskiftet til at presse SRSF-regeringen til at udskyde dagpengereformens ikrafttræden med et halvt år. Nu et år efter var Listens pris for at stemme for en finanslov dog faldet markant efter et underholdende halvt år, hvor man i et ind imellem skingert toneleje har krævet allehånde mere eller mindre ultimative indrømmelser af regeringen og dertil truet den med alverdens repressalier uden dog nogensinde at være blevet taget alvorligt af hverken regeringen, Venstre eller pressen.

Prisfald på Ø-stemmer

Prisfaldet på Enhedslistens stemmer kan aflæses af resultatet. Fra at have stået stejlt på, at skattereformen skulle kompensere de fattige og de ledige krone for krone, og at de såkaldt udfaldstruede ledige skulle sikres en permanent løsning vedrørende forsørgelse, så endte Enhedslistens mange trusler og forhandlingsevner med at sikre de ledige kontanthjælp et halvt år ekstra, uden at den enkeltes formueaktiver skal realiseres, som ellers er reglen. Kravet er dog, at de ledige skal give sig i kast med et uddannelseskursus, der forbedrer deres jobmuligheder.

Udstiller amatørisme

Da forhandlingerne var afsluttet var Johanne Schmidt- Nielsen nok skuffet og småmopset, og hun og hendes kolleger udvandrede fra det fælles pressemøde for siden at udstille over for offentligheden, hvor lidt partiet – også efter deres egen opfattelse – havde fået ud af regeringsforhandlingerne. Man satte så at sige spotlys på sin egen uformåenhed, eller amatørisme om man vil, ved forhandlingsbordet og beskyldte så i øvrigt alle andre – fagbevægelsen, SF og regeringen – for ikke at have medvirket til eller givet Enhedslisten de krævede indrømmelser. 

Ikke som DF

Forskellen til Dansk Folkepartis ageren som støtteparti under finanslovsforhandlinger er slående. DF vedstod sig altid forligsresultaterne og fremhævede siden partiets gevinster, så ingen var efterladt i tvivl om partiets indflydelse. Hos Enhedslisten er det modsat. Her kan Johanne Schmidt-Nielsen dårligt komme ud af forhandlingslokalet før hun er i gang med at give alle andre skylden for, at man ikke har leveret tilstrækkeligt med resultater.

Partiets usædvanlige ageren må nok tolkes som, at Liste Ø endnu ikke til fulde har gennemført transformeringen til indflydelsesparti. Partiets hovedbestyrelse, som har et afgørende ord før Enhedslisten kan stemme for finansloven, befolker som minimum et stort mindretal, der går imod finanslovsaftalen. Og siden sidste søndag har en diskussion i partiet været i gang om, hvorvidt folketingsgruppen er gået uden for sit forhandlingsmandat givet af partiet på landsmødet i 2010. Mandatet har bundet Enhedslistens forhandlere til ikke at stemme for forringelser, der ikke indeholder markante forbedringer, eller for noget, som ’opsummerer’ et års nedskæringspolitik gennemført med partier til højre i salen. Navnlig det sidste punkt er mildest talt åbent for fortolkning.

Konfrontation på vej?

Måske er Enhedslistens hidtidige indre harmoni truet af den sygdomsbacille, der følger med at indgå politiske kompromiser, og som også har hjemsøgt SF, siden partiet kom i regering. Spørgsmålet er, hvor store interne spændinger, der opstår i partiet, og om det siden kommer til et egentligt opgør om linjen. Om barometernålen flytter fra forhandlingskurs til konfrontationskurs, hvilket tvinger regeringen i armene på Venstre.

Tapper kræfterne

Spørgsmålet er, om al den ballade finanslovsaftalen har medført i Enhedslisten, ikke allerede i fremtiden kan påvirke folketingsgruppens lyst og manøvrerum i forhold til at indgå lignende aftaler med regeringen? Hvilket så fører til det samme resultat: At regeringen kun kan få sin politik gennemført med store indrømmelser til Venstre.

Man kan forudse en konflikt – præcis som man så det i SF mellem en strammer- og slapperfløj – som blandt andet vil kunne udspille sig for øjnene af vælgerne, når partiet til næste år skal holde landsmøde. Bare det at Enhedslisten skal bruge tid på at diskutere, og måske endda skændes, offentligt om forhandlingsstrategien kan risikere at udstille partiets magtesløshed i forhold til at få afgørende politisk indflydelse. Det kan så føre til, at Liste Ø’s imponerende opbakning i meningsmålingerne siden valget lige så stille siver. De første målinger efter finanslovsaftalen viser, at det går i den retning.

Afskalning fra Ø?

Hvis Enhedslisten fortsætter linjen de næste par år som støtteparti, uden at regeringen giver større indrømmelser, kan det måske skabe grobund for et nyt parti af hårdkogte og kompromisløse revolutionære liggende til venstre for Liste Ø. Netop det udfald er blevet resultatet af venstrefløjens tidligere uenigheder om behovet for kompromis. Det var da VS skallede af fra SF. Historien har det indimellem med at gentage sig selv.

Pest eller kolera

I regeringen, og ikke mindst hos partiet Venstre, vil man uden tvivl følge intenst med i, om skærmydslerne i Enhedslisten udvikler sig til regulær borgerkrig. Og logikken er klar: Jo mere ballade, jo mere gavner det Venstres forhandlingsposition. Alternativet er at bide finansminister Bjarne Corydons (S) ydmygelser i sig og i bitter tavshed konstatere, hvor åbenlyst og kynisk regeringen satser alt på, at Enhedslisten alligevel ikke tør vælte den. Liste Ø sidder med andre ord i saksen. Så enten tager Listen de indrømmelser – eller smuler – som man bliver tilbudt og forholder sig til det, eller også smider man ’atombomben’, vælter regeringen og sætter sig i respekt én gang for alle. Med alle de parlamentariske – og vælgermæssige – konsekvenser, det så må få.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57