Af Rasmus Jønsson
 | 

Come on, Thor P.

Det plejer at være sjovere at se fremad end tilbage. Men for kommunerne kan det måske være en meget god ide at dvæle lidt ved perioden mellem 2001 og 2007, hvor Thor Pedersen var finansminister. For i øjeblikket er Thor P i gang med at fedte sit og regeringens ansvar for den lemfældige økonomiske politik, der blev ført under højkonjunkturen, af på kommunerne. Senest har den tidligere finansminister været ude i Berlingske og påstå, at landets finansielle problemer udspringer af kommunernes mangeårige overforbrug.

Thor P har uden tvivl en pointe i, at der er nogle kommuner, der ikke altid har været lige gode til at overholde budgetterne, men det er noget af et vildt sving at beskylde kommunerne for at stå med ansvaret for den lemfældige finanspolitik, som mange økonomer nu påpeger, har været med til at forstærke finanskrisen. For et hurtigt kig på politikernes løfter, der har fyldt de sidste tre valgkampe – og det gælder alle politikerne, hvad enten de er røde eller blå – viser, at der har været en heftig konkurrence om, hvem der har kunnet love borgerne mest velfærd.

Da mange af de velfærds-valgløfter – f.eks. bedre ældrepleje, færre lukkedage, varm mad til ungerne osv. – er relateret til den velfærd, som kommunerne leverer, må man sige, at Thor P og hans kolleger selv har været med til at skrue borgernes forventninger til den kommunale velfærd i vejret.

Thor P og hans partifæller har i mange år gjort et stort nummer – med kontraktpolitik, fluebensannoncer og papegøje-gentagelser - ud af, at man kunne få velfærd på alle hylder med et kryds på Venstre. Derfor har de selvfølgelig også et kæmpe ansvar, hvis kommunernes budgetter er løbet løbsk.

Oven i velfærdsløfterne skal også indregnes alle de ressourcer, der er blevet brugt på bureaukrati, så Thor P og hans venner på Borgen kan kontrollere at borgerne også har fået den lovede velfærd. Heri ligger også en af de væsentligste årsager til, at kommunerne har måttet hyre flere af de såkaldte kolde akademikerhænder, i stedet for de så populære ”varme hænder”, der udfører velfærdsopgaverne.

Umiddelbart er der ingen grund til at tro at politikerne ved det kommende valg vil fortsætte med at drysse løs af den kommunale velfærd for at stå godt i valgkampen. For på ryggen af finanskrisen ser det ud, som om Thor P og hans allierede har tænkt sig at indtage den modsatte rolle, nemlig som ansvarlige politikere, der vil slanke den offentlige sektor og dermed skrue gevaldigt ned for velfærdsløfterne.

Men det ville nok alligevel være en god idé at kommunerne at holde øje med Thor P og hans partifæller. For i Venstres nye spare-fortælling til det kommende valg er der jo selvfølgelig brug for en modstander, som ”bare vil bruge løs af landets sparsomme penge” og den rolle kan kommunerne fint få. I hvert fald er Thor P godt i gang med at tale kommunerne ind i skurkerollen i den kommende valgkamp.

 

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57