Politik fra rødderne

Af Haifaa Awad
 | 
Læge, debattør og forfatter
Syrisk baggrund. Arbejdede i 2013 på et felthospital i det nordlige Syrien. Berettede om sit liv dernede i serien ”En læges dagbog fra Syrien”, der blev bragt af Information og senere udgivet som e-bog.

Civilcourage fra Syrien til Rødby

”Jeg husker, hvordan verden blev vækket af et arabisk løvebrøl af dimensioner, som fik jorden til at ryste under den arabiske verdens ledere.”

På Hovedbanegården summede det af liv. Unge i et hektisk virvar koordinerede med hinanden. Ældre ægtepar stod på sidelinjen og kiggede på, imens de ventede på deres tog til Esbjerg. De unge spinnede rundt og rundt. Togene kom ind og ud.

Sociale medie-notifikationer bimlede rødt. Rødt-rødt-rødt.

 ”Jeg husker, hvordan verden blev vækket af et arabisk løvebrøl af dimensioner, som fik jorden til at ryste under den arabiske verdens ledere.”

Whatsapp-beskeder svirrede i luften. "Hvor er der en arabisk tolk? Hvem har billetpenge?"

Rødbyfærgens indsejling i havnen vækkede Danmarks befolkning. Da færgen lagde til på dansk grund, blev vores opfattelse af et distanceret flygtningebegreb til en håndgribelig forståelse, der krævede solidaritet.

Da de syriske flygtninge landede på dansk jord og bevægede sig på vores motorveje, lagde et tæppe af overrasket forundring sig over landet.

De er her, var ordene på forsiden af en dansk avis. Hvor skulle de ellers være, spurgte jeg mig selv. Vi vidste jo godt, at krigen i Syrien havde stået på i 4,5 år. Vi vidste godt, at de også havde været her, før rampelyset oplyste Rødby.

Breaking news

Jeg husker, hvordan jeg i målløshed så min telefon ringe og ringe. Der var brug for en læge på Hovedbanegården. Der var brug for koordinatorer.

En ting var den aktivistiske iver, der blomstrede for øjnene af os alle.

En anden var den politiske lammelse, der udspillede sig.

For alle vores sociale fora havde overhalet vores politikere indenom.

I en tidslomme af tavshed fra Christiansborg begyndte mennesker fra alle socialklasser, fra alle baggrunde og i alle aldre at koordinere en indsats for en tryghedskorridor igennem Danmark. Tryghedskorridor- selve ordet giver gåsehud i skrivende stund.

Adresser på personer, der ville indlogere flygtninge, væltede ind til den koordinerende gruppe på Whatsapp. Mobilepay-numre til billetsponsorat til Sverige blev slynget ud. Og som ugen skred frem, måtte politiet selv tage beslutningerne i egen hånd i mangel på kommandoer og lade flygtninge søge asyl der, hvor de ville. I overensstemmelse med konventionerne.

På flugt fra krig gik mænd, kvinder og børn på vores motorveje. De havde ikke tænkt sig at søge asyl i Danmark.

Ved siden af vandrede det danske politi.

Et par hundrede flygtninge kom altså til landet i løbet af de første par dage, efter medierne spærrede øjnene op for Rødby.

Staten Danmark lukkede akut sine grænser til Tyskland. Medier slog alarm med Breaking news. Men det eneste rigtige Breaking news bag en flygtningestrøm, der hele tiden havde været i Danmark var, at danskerne breakede den politiske passivitet.

Opinionsmålingerne tacklede den politiske stilstand hårdt, imens den politiske fumlen trådte tydeligere frem. En politisk stilstand, der indtil nu er karakteriseret af fumlende og famlende folkevalgte, der ikke aner deres levende råd. For levende råd kræver statsmandskab og i denne tid et opbrud med vort gængse politiske system og dets opdeling.

Et arabisk løvebrøl

Da danskernes opinionsmålinger markerede et skift, var statsmænd en dyr mangelvare.

Dette så vi i partilederrunden, hvor alle partiledere febrilsk flakkede i blikket. De krydsede klinger, men blev enige om ikke at gøre det. Håndtryk foran kameraet imellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti lignede mere og mere en desperat krampetrækning.

Men på gaden var historien en helt anden. Her var håndtrykkene reelle, broderlige og bød velkommen.

Det danske civilsamfund eksploderede i Venligboere i biler, der krydsede grænsen til Tyskland med mad og tøj. I læger, der koordinerede indsatsen på Hovedbanegården.

Jeg havde set dette en gang før.

Jeg havde set den eksplosion før, da Twitter og Facebook kanaliserede de arabiske unges frihedskamp i 2011.

Fra Tunis til Benghazi og helt til Tahrirpladsen.

Jeg husker, hvordan verden blev vækket af et arabisk løvebrøl af dimensioner, som fik jorden til at ryste under den arabiske verdens ledere.

Den ulmende og undertrykte vrede over socioøkonomiske forhold, over politisk undertrykkelse og stagnation i alle dele af samfundet havde fundet sig en kanal:  Borgernes samling på gaden.

I flere år har europæiske initiativer målrettet den arabiske verden forsøgt at forme civilsamfundet i Mellemøsten og Nordafrika. Jeg har været med i utallige projekter, der skulle opbygge interkulturel dialog. Interreligiøs dialog.

Projekter, der også skulle facilitere en demokratiforståelse hos unge i Mellemøsten.

Ideen om, at konstruktiv og fredelig samfundsforandring kunne skabes gennem NGO-arbejde, er virkelig god.

Flere unge i Mellemøsten knyttede kontakter og venskaber ved vores projekter. Inspirationen og dialogen var gensidig. Flere gange følte jeg, at vi gjorde verden til et bedre sted. Flere gange gav arabiske unge udtryk for, hvor ærgerligt det var, at køerne foran de vestlige ambassader i deres lande voksede og voksede.

De unge arabere var på vej væk, forsøgte at komme til Europa eller USA i jagten på en fremtid. Væk fra en høj arbejdsløshed, fra fattigdom og en sump af ødelagte drømme.

Selvsamme unges frustrationer tog flere år efter under det arabiske oprør form af et løvebrøl.

Her var unge i nogle af verdens mest undertrykkende diktaturer gået på gaden i fredelige marcher for at sige stop.

Ligeså gjorde det sig gældende i Syrien i marts 2011.

Hvad de unge i bar overkrop med fredelige protester bad om, var de selvsamme værdier, vi havde håbet at inspirere dem til med vores ikke-statslige projekter. Ideer, vi da ikke kunne bakke dem op med, da vi besluttede os for ikke at beskytte dem imod regimets nedslagtning af borgerne.

De brølede for demokrati, lighed og frihed. De blev beskudt i diktaturets, undertrykkelsens og ildens navn. Vi så på.

Civilbefolkningen fortsatte sin indædte kamp i Syrien. Unge mobiliserede sig i lokale komiteer i byer over hele landet. Frivillige medieaktivister spyttede grusomme videoer ud til hele verden, der viste massive overgreb og massakrer. Læger organiserede sig for at evakuere sårede og blev selv systematisk nedslagtet. Musikere arrangerede demonstrationer, men endte med at få halsen skåret over.

Overalt var der et omfavnende fællesskab, der bredte sig langt udover landets grænser. Det inspirerede enhver syrer i eksil som mig selv til at bakke op.

Indsættelsen af hæren til at bekæmpe landets civilbefolkning fik drabstallene til at eksplodere. Disse drabstal transformerede fredelige protester til væbnet oprør i selvforsvar.

Man skulle tro, at det syriske blodbad, der har udspillet sig de seneste 4,5 år, havde drænet civilsamfundet for håb.

Man skulle tro, at det internationale samfunds tavshed, der lod de unge syrere alene om at drukne i deres eget blod, ville slukke oprørets gnist i det lange løb.

Det bedrøvelige resultat er, at handlingstomrummet nu er fyldt ud af ekstremistiske grupper, der sikrer de civile relativ sikkerhed, men også massiv undertrykkelse i en ny form.

White Helmets

Men der er også en opløftende tendens. For den fredelige indre kamp for en forandring, for et bedre Syrien, finder stadig sted.

Kampen, der er usynlig i krigsdækningen, gemmer sig bag drabstallene.

Den gemmer sig i øjnene på en ung mand, som mistede en ven i et af regimets torturkamre. Eller i panden på en kvinde, som mistede sin mand ved ISIS' vilkårlige nedslagtninger.

Der er i Syrien på trods af krigen et civilsamfund, som forsøger at holde på de få trævler af en drøm. Her vil jeg trække et fantastisk initiativ frem i lyset.

White Helmets er en gruppe civile mænd og kvinder, som er Syriens first responders - det vil sige førstehjælpere - når der foregår massive nedslagtninger af civile.

På tværs af religiøse, etniske og politiske skel bjærger de civile ud fra ruinerne efter tøndebombe angreb. Sammen med massevis af andre civile frivillige giver de håbet tilbage om et Syrien, der en dag kan opbygges af dets unge.

Indtil den dag kommer, drømmer de om, at nogen vil stoppe det luftvåben, der daglig går efter at bombe de tættest befolkede områder. Efter bagerier, skoler og hospitaler.

Der er stor forskel i konteksten imellem de frivillige på Hovedbanegården og dem i Syrien.

Dog er er der flere ting, som de på nobel vis har til fælles.

Ønsket om at hjælpe i et tomrum, som ingen andre har besat.

Det er nobelt og modigt at turde række hånden ud.

White Helmets løber en massiv risiko hver dag, de risikerer at blive bombet af Assads luftvåben.

De frivillige i Rødby og på Hovedbanegården risikerer at blive anmeldt for smugling.

Ikke desto mindre er det denne civilcourage, der forgylder historiebøgerne.

Integration


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57