Politik fra rødderne

Business as unusual

Da jeg spurgte nærværende blads klummeredaktør, hvordan han gerne ville have, at jeg greb denne klumme an, rådede han mig til at have det lange tidsperspektiv for øje. Det vil sige, hvordan Danmark mon ser ud om 30-40 år. I det hele taget ville det være en god idé at tage afsæt i nogle mere grundlæggende og principielle samfundsspørgsmål. Altså ikke noget med subjektive 'her og nu'-betragtninger. Og slet ikke noget, der kunne læses som et dagsaktuelt partsindlæg (læs: Du skal ikke skrive for meget om dit nye parti Alternativet).

Klummeredaktøren er en klog mand. For han gav mig god sparring og inspiration. Til at gøre det stik modsatte af, hvad han anbefalede. Så derfor er denne klumme både subjektiv, tager afsæt i noget, der er sket  for nylig, og ikke mindst trækker den tråde, ikke 30-40 år frem, men derimod 100 år tilbage i tiden.
Og hvorfor så det? Jo, fordi jeg åbenbart i disse dage og måneder er faldet ned i lidt af en kulturel og politisk tidslomme, der hedder 1890 til 1920. Det startede egentlig allerede sidste sommer og havde i første omgang ikke noget som helst at gøre med, at vi i år kan markere 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse. Men derimod om en usædvanlig god læseoplevelse.

Jeg havde nemlig fået fingre i bogen '1913 - Århundredets Sommer' af Florian Illies. Forfatteren er kunsthistoriker og fortæller os, hvad der sker af stort og småt i vores del af verden netop det år, måned for måned.

Han væver vidt forskellige menneskeskæbner og hændelser ind i hinanden til en storslået fortælling om Europa (og til en vis grad også USA) på kanten af Første Verdenskrig. Vi møder så vidt forskellige personer som Kafka, Picasso, Thomas Mann, Asta Nielsen, Proust og ikke at forglemme Freud og Jung. Vi kommer med på konditorierne i Wien, salonerne i Berlin, ateliererne i Paris, kvistværelserne i Prag og badehotellerne ved den tyske Østersø.

Fornyelse eller sammenbrud?
Grundtonen i bogen er, at noget afgørende er sat i bevægelse. Både politisk, økonomisk og socialt. Lige rundt om hjørnet lurede en radikalitet, som kunne betyde både fornyelse og forløsning men også sammenbrud og ødelæggelse. Eller det hele på en gang.

Gennem dagbogsnotater, historiske fakta og fiktion fremkalder Florian Illies for øjnene af læseren et kapitel af den europæiske (kultur)historie, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved alt og alle. Der blev diskuteret klasseforhold, kvinders rettigheder og seksuel frigørelse.  Tunge og veletablerede institutioner som kirken, staten og kongedømmet blev udfordret. I billedkunsten, litteraturen og musikken. På teaterscenerne, gallerierne og salonerne. Og det hele viste sig at være optaktsmusik til en helt ny type krig, som ingen troede var mulig blot et år forinden.

Den anden bog, som sendte mig tilbage til slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, er en usædvanligt godt skrevet biografi om en af de helt store anarkistiske profiler: Emma Goldman.

Bogen er skrevet af Vivian Gornick og hedder 'Emma Goldman – Revolution as a Way of Life' og indgår i bogserien Jewish Lives. Vi følger Emma Goldmans opvækst, fra hun fødes i 1869 i den russiske by Kovno, over konflikterne med ikke mindst faderen, flugten til USA, den sociale forarmelse på den amerikanske østkyst og ikke mindst i de overbefolkede lejligheder i det jødiske kvarter i New York. Vi er med, da Emma Goldman som ganske ung kvinde får sit politiske gennembrud som politisk agitator og aktivist. Hun er en så blændende taler og politisk personlighed, at hun får prædikatet 'den farligste kvinde i USA' af ingen ringere end J. Edgar Hoover.

Vi skal vælge
Vi er med på hendes agitations-turneer rundt i USA. Vi er med, når hun bliver dødelig forelsket i mænd, der er meget yngre end hende selv. Vi er med, når hun forsvarer sig selv i retssalen, beskyldt for samfundsødelæggende virke. Vi er med hende inde i og ude af fængsler. Vi er med hende, da hun bliver udvist af USA og deporteret til Rusland. Vi er med hende, når hun træder op imod Lenins socialistiske diktatur. Vi er med hende, da hun får natur-klaustrofobi i Sydfrankrig, hvor den stenrige Peggy Guggenheim har købt et hus til hende (for selv havde Emma Goldman aldrig en krone på lommen). Vi er med hende på hendes sidste store politiske opgave: Støtten til anarkisterne i Barcelona under den spanske borgerkrig. Og vi er med hende i dødsøjeblikket i Toronto. Men mest af alt er vi med på en tour de force gennem en opbrudsperiode i Europas og USA's historie, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved magt, privilegier og traditioner. Hvor der blev diskuteret lighed, retfærdighed og frihed. Som læser bliver man næsten væltet over ende af den livsenergi, det samfundsengagement og den frihedslyst, som Emma og hendes anarkistmiljø var eksponenter for.

Hvad har ting, der skete for 100 år siden, med os at gøre i dag, her i Danmark? Rigtig meget synes jeg. For er der ikke igen brug for det mod, som Emma Goldman og hendes ligesindede havde, til at forestille sig en radikalt anden fremtid? For den økonomiske model (læs: den neoliberale økonomi) og den organisatoriske tænkning (læs: centraliseret bureaukratisk maskinel effektivitet), der har domineret verden gennem de sidste 20-30 år, har ikke bare været en miljømæssig katastrofe. Den har også betydet øget økonomisk ulighed, social marginalisering og uigennemskuelige politiske beslutningsprocesser.
Reelt står vi som samfund overfor et afgørende politisk valg: Enten at fortsætte business as usual. Eller have modet til at se de udfordringer, vi står overfor, i øjnene.

Det første vil uundgåeligt før eller siden føre til et omfattende systemsammenbrud. Fordi vi bliver flere og flere mennesker på en klode, hvor de knappe ressourcer er ved at slippe op. Eller også tænker vi pokkers entreprenant og starter en seriøs bæredygtig omstil­ling af samfundet. Altså business as unusual.

Brug for nyt vækstbegreb
Jeg er til det sidste. Velvidende, at det vil udløse interessekonflikter og udfordre nuværende politiske magtdomæner og erhvervsinteresser. Men hvis vi ønsker at udvikle et nyt vækstbegreb, kommer vi ikke uden om en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark. Hvor livskvaliteten for den enkelte borger skal øges samtidig med, at forbruget af knappe ressourcer skal ned.

Jeg ved godt, at det er en politisk ligning, som er pokkers svær at få til at gå op. Fordi vi er så vant til at forbinde livslykke med materielt forbrug. Den materielle vækstforståelse er så fastgroet i os alle sammen, at alene det at sætte spørgsmålstegn ved den tangerer politisk tabu -  for ikke at sige politisk selvmord.

Men er det ikke det, vi bør gøre: sige fra? Sige, at nok er nok. Og at vi ikke bliver lykkeligere af endnu en fladskærm eller iPhone? At vores del af verden har fået langt mere, end vi har krav på, af jordens knappe ressourcer. Og at der er et alternativ til den nuværende samfundsmodel, som både er langt mere bæredygtig og samtidig langt mere entreprenant, kreativt og meningsfuldt. Hvis vi spurgte Emma Goldman og de andre fra sommeren 1913, tror jeg, vi ville få et klart og tydeligt: Ja. Så skal vi ikke se at komme i gang?


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57